KOM MED I BABYBOBLEN ❤️ OG FÅ FAGLIG VIDEN, DER KLÆDER DIG PÅ TIL DIN GRAVIDITET, FØDSEL OG FØRSTE TID MED BABY →

Nedløbsrefleksen / tømningsrefleksen

Nedløbsrefleksen er en refleks hos moderen, der gør, at mælken løber. Nedløbsrefleksen er vigtig, fordi den giver din baby let adgang til en stor mængde mælk. Dette er vigtigt, fordi det er hårdt for en nyfødt baby at skulle hente al sin mælk selv, men det er for de fleste babyer også afgørende senere. Man kan have en kraftig nedløbsrefleks og også have nedløbsrefleks flere gange i løbet af en amning, når nedløbsrefleksen “fungerer” rigtigt godt.

Er der problemer med nedløbsrefleksen, er det oftest vigtigt at gøre noget for at løse det.

Hvad er mekanismen bag nedløbsrefleksen

Nedløbsrefleksen er styret af hormonet oxytocin. Oxytocinen får mælkekirtlen til at trække sig sammen, så mælken skubbes ud af mælkekirtlerne og ud i munden på din baby eller ud af brystet.

Hvornår går nedløbsrefleksen i gang

Nogle kvinder er slet ikke i tvivl om, at nedløbsrefleksen er i gang, fordi de lækker med mælk fra brysterne og kan se blusen blive våd eller ammeindlægget blive vådt på det bryst barnet ikke dier/sutter ved.

Det er forskelligt, hvor let nedløbsrefleksen aktiveres, det kan ske ved:

  • Lyden af en hvilken som helst baby, der græder
  • Lyden af din baby, der græder
  • Når din baby bliver lagt ved brystet
  • Når din baby har suttet lidt tid ved brystet

Det mest normale er, at nedløbsrefleksen først aktiveres, når barnet har ligget ved brystet og suttet et minut eller to.

Hvordan mærkes nedløbsrefleksen?

Nedløbsrefleksen - kvinder der tager sig til brystet, fordi mælken løber

Hvordan ved du om nedløbsrefleksen er i gang

  • Nedløbsrefleksen kan ses ved, at det også løber fra det andet bryst, din baby ikke spiser ved når du ammer (ikke alle)
  • Nedløbsrefleksen mærkes hos nogle som en prikkende, stikkende fornemmelse. Den kan starte helt oppe ved kravebenet og “løber” ned i brystet mod brystvorten. Eller alene være en fornemmelse “bag” brystvorten.
  • Nedløbsrefleksen kan høres ved, at din baby synker mere hyppigt ved brystet. Nogle gange så hurtigt, at din baby måske næsten ikke kan følge med mælken, der løber.
  • Nogle enkelte kvinder føler ubehag eller tristhed ved nedløbsrefleksen.

Se video om nedløbsrefleksen

For kraftig nedløbsrefleks

Nogle kvinder har en meget kraftig nedløbsrefleks. Det kan gøre, at de lækker med mælk fra brysterne på alle mulige og umulige tidspunkter, men det kan faktisk også give problemer for amningen.

Løber mælken meget kraftigt, kan det give problemer med,

  • Din baby får mælken i den gale hals.
  • Din baby glider ud på brystvorten og får yderligt fat.
  • Din baby slipper brystet eller vil ikke til brystet igen.

Har du en meget kraftig nedløbsrefleks, kan du forsøge at malke den første tynde mælk ud, inden du lægger din baby til brystet. Vær opmærksom på, at hvis du ikke har så meget mælk, vil det give mindre mælk i maven på din baby (da noget af mælken jo er fjernet fra brystet). Hvis du har meget mælk, vil ulempen være, at det kan øge mælkeproduktionen.

Hvis du aktiverer den første nedløbsrefleks med håndudmalkning, kan du undgå at lave en alt for stor efterspørgsel ved blot at lade nedløbet “løbe færdigt”, når det starter. En vacuumpumpe kan også bruges med stor fordel til at tage det første “vilde” nedløb.

Hvis din nedløbsrefleks er så kraftig, at det er et problem for din baby og amning, kan vi hjælpe dig og din baby til bedre at kunne styre sådan et par vilde bryster.

Manglende nedløbsrefleks

Problemer med nedløbsrefleksen gør, at mælken ikke løber af sig selv fra brystet. Nedløbsrefleksen hæmmes af alle forhold, der hæmmer hormonproduktionen af oxytocin. Det vil især være alle tilstande, der stresser dig; fysisk, følelsesmæssigt eller mentalt stress.

Tilstande og forhold der kan hæmme din nedløbsrefleks:

Amning er forbundet med en masse følelser, og det er derfor let at havne i en negativ spiral. Måske amningen ender med en grædende baby. Ved næste amning frygter man, at det hele vil gentage sig, og alene det kan påvirke oxytocin-udskillelsen og nedløbsrefleksen.

Er der problemer, er det derfor vigtigt, at gøre noget for at løse det.

Hvad jeg selv kan gøre for at fremme nedløbsrefleksen

Hvis din nedløbsrefleks fint aktiveres, så nyd det, da du i så fald er sparret for en masse bekymringer.

Hvis din nedløbsrefleks ikke aktiveres under amningen, skal der findes en løsning. Nedløbsrefleksen er ofte den afgørende forskel på, om en baby får mælk nok under amningen eller  får for lidt mælk og derved får/har svært ved at tage nok på i vægt – følge sin vægtkurve.

Er du kommet ind i en ond cirkel eller har du problemer med nedløbsrefleksen, kan du prøve følgende:

  • Vær god ved dig selv – giv din krop god mad, nok vand og søvn.
  • Prøv at overbevise dig selv om, at det vil gå godt med amningen.
  • Prøv et fodbad mens du ammer.
  • Tag et bad inden amningen, det vil få dig til at slappe af.
  • Læg din baby til brystet før han eller hun græder af sult, det giver dig mere tid.
  • Sørg for at din baby er lagt rigtigt til, så det både ser rigtigt ud, lyder rigtigt (synkelyde) og mærkes rigtigt (ikke gør ondt).
  • Når din baby har rigtigt ved, så pust ud og slap af i kroppen og forestil dig, at du slipper mælken og at den løber ud i munden på din baby.
  • Drik vand mens du ammer, der plejer at hjælpe mælken til at løbe.

Vores ammehjælp er funderet på ESA-metoden, der står for Effektiv Smertefri amning. Metoden er udviklet for at kunne hjælpe alle kvinder, der ønsker at amme, uanset individuelle udfordringer. ESA-metoden lærer dig, hvordan du lægger din baby til brystet, så amningen ikke er smertefuld og så din baby får godt udbytte og effektivt stimulerer mælkeproduktion. Alt sammen forhold, der fremmer din nedløbsrefleks.

Andre artikler om amning

Andre artikler, der kunne have interesse

KOM MED IND I BABYBOBLEN

Få jordemoder Ditte Bach insiderviden om graviditeten og din babys udvikling dag for dag

Få daglige guldkorn om din graviditet og din babys udvikling i livmoderen for 0 kr. direkte i din indbakke. Du får perler af viden om graviditeten, fosterudviklingen, fødslen, amningen og om livet efter fødslen. Du kan let afmelde dig igen, men de fleste bliver hængende i Babyboblen med jordemoder Ditte Bach. der også er forfatter til Babyinstituttets gravid dag for dag bog, samt Babyinstituttets ammebog, flaskebog og nyfødt bog.

Bogpakke til dig

BOGPAKKE 499

Suttekursus!

Lavet i samarbejde med
FRIGG

error: Content is protected !!