Overordnet set er der kun 2 typer af gråd; en hvor din nyfødte tilkendegiver sin mening om utilfredshed, og en hvor din nyfødte råber på hjælp.
Gråd, der udtrykker utilfredshed
Når din nyfødte med gråden udtrykker sin utilfredshed, lyder gråden ofte vred og vil være afbrudt af pauser. Din baby kan græde – skælde ud eksempelvis, når noget er hårdt eller svært – som at ligge på maven eller forsøge af fange et stykke legetøj.
Det er stimulerende for barnet at indgå i et samspil, hvor han eller hun kan kommunikere sin mening eller sine behov og blive forstået og imødekommet af sine forældre, og denne gråd tager din baby ikke skade af.
Det er ligeledes stimulerende for din babys udvikling at forsøge at løse overskuelige opgaver selv, og ikke bare give op eller få hjælp, hvis tingene ikke lige går, som din baby vil eller hvis tingene ikke sker hurtigt nok.

Ulykkelig og hjerteskærende gråd
Den anden type gråd er en hjerteskærende gråd, der fortæller, at din baby er desperat, i smerte eller i afmagt. Denne type gråd vil gå lige i dit hjerte og måske være næsten ubærlig.
Denne type gråd skal du altid reagere på. Det er her vigtigt at gøre sig umage for at finde den bagvedliggende årsag til gråden og dermed få svaret på, hvad der skal til for at hjælpe din baby “tilbage”.
Jo yngre din baby er i uger, jo kortere tid vil der gå fra, at din baby græder, fordi han eller hun er utilfreds til, at din baby græder, fordi han eller hun er ulykkelig – den hjerteskærende gråd.
Hvis din baby græder, og du ikke kan gøre noget ved det, må du som det mindste være der for din baby og rumme den smerte, din baby oplever (hvilket er nemmere sagt end gjort). Det gør du ved at holde din baby og trøste din baby. Det er vigtigt at afdække alle andre muligheder, før du fastslår, at du ikke kan afhjælpe årsagen bag gråden, men alene stå din baby bi.

Hvad jeg selv kan gøre for min baby
Det er vigtigt, at du reagerer på din babys gråd og hjælper din baby til at stoppe med at græde.
Hvis du som forælder ignorerer dit barns gråd, vil de fleste babyer til sidst holde helt op med at græde. Hvis du gentagne gange ignorerer dit barns gråd, vil din baby til sidst opgive håbet om, at du kan eller vil afhjælpe ulykkelige situationer. Din baby vil græde mindre eller næsten aldrig græde. Din baby vil i stedet lide i stilhed og være lige så stresset, som da han eller hun græd og føle sig ensom (kan måles på stresshormonerne i kroppen).
Ved at være der for din baby, viser du din baby, at I står sammen i tykt og tyndt. Ved at kunne afhjælpe gråden viser du din baby, at du kan beskytte din baby og afhjælpe de problemer, din baby har.
Ved gentagende grådture, du ikke kan afhjælpe, bør du søge hjælp, da det er synd for din baby og for dig ikke at kunne hjælpe din baby. Gråd kan også blive til et mønster af gråd – den måde din baby primært kommunikerer på, hvilket er unødigt, uhensigtsmæssig og trættende.
Ønsker ud sparring & vejledning;
Andre artikler om nyfødte
- Sover min nyfødte baby nok?
- Kærlighed til baby ved første blik, eller ikke?
- Hvor godt har min baby det?
- Hvorfor rutiner og struktur er vigtige for en baby helt fra fødslen
- Viden om hormonknopper?