Jeg har her samlet den grundlæggende viden, jeg synes, du har brug for i forhold til din kommende amning. Det er på baggrund af årelang praksiserfaring i, hvad der skal til for at lykkes med amningen. Jeg har taget udgangspunkt i den viden, jeg har om amning fra at hjælpe familier godt fra start med amningen i snart 25 år. Læs videre og den viden vil være din – som et led i at nå godt i mål med din amning.
Du kan være styret af de vildeste urkrafter & lyst til at amme
De fleste ønsker at amme deres baby. Nogle har et inderligt ønske om netop det, og andre går ind til amningen med en holdning om, at de gerne vil have amningen til at lykkes, og hvis ikke så bliver det flaske. Uanset hvad oplever de fleste, at ønsket om at amme overtages af vilde ur-følelser, når de sidder med deres baby i armene. Amningen bliver absolut vigtig, og intet andet synes som et godt alternativ. Det er heller ikke unormalt, at kvinder i årevis efter amning enten stadig glæder sig over, at amningen lykkes for dem, eller stadig sørger over, at amningen ikke lykkes. Hvorfor ammesorg er blevet en ting. Det, at der hos de fleste er så meget mere på spil i forhold til at kunne give sin baby mad, er også rigtigt godt for partneren at vide, så han finder den ekstra støtte omkring amningen frem, der ofte er brug for at få amningen til at lykkes.
De fleste vil altså med deres baby i armene opleve VIRKELIG gerne at ville kunne ernære deres baby ved brystet eller med brystmælk. Det giver derfor rigtig god mening virkelig af forberede sig godt på amningen, så den får så gode betingelser, som den overhovedet kan. På den måde bliver man selv en vigtig faktor for, OM amningen kommer til at lykkes. Og hvis den ikke gør, så ved man, at den fik alt, man havde i sig – og det er en god følelse.
Amningen vil kræve noget af dig – og mange synes det er svært
Hvis du er gravid og mere eller mindre tænker: Bryst + Baby = Amning, tænker du, som jeg gjorde, da jeg ventede mit førte barn. Jeg have læst og forberedt mig en masse på fødslen – og intet på amningen. Jeg anede simpelthen ikke, at det var noget, jeg skulle forberede mig på. Af bitter erfaring måtte jeg dog sande, at det skal man. Det er mindst lige så vigtigt som fødslen, måske enddog mere, for med amningen står man alene med det derhjemme. Og det er altafgørende for ens barns trivsel, at den fungerer. Lykkes man godt med det, vil der være skabt de bedste betingelser for ens baby, og lykkes man mindre godt, vil det skabe en masse unødige udfordringer for en selv og for ens baby.
Det mange oplever er, at det faktisk er svært, når de sidder med deres baby i armene. Barnet kan ikke så meget selv, og man mangler selv viden om hvordan. Oplevelsen af, at der er meget på spil, hviler ofte tungt på ens skuldre. For netop amningen og at få mælkeforsyningerne til at fungere er vigtig. Og lykkes det ikke kan man pludselig uforvarent stå i en situation, hvor ens nyfødte baby må genindlægges på grund af for lidt mad i den første tid derhjemme.
Mor: Som mor har man brug for at vide, hvordan man får ens baby korrekt til brystet med en god teknik. Hvad man skal være opmærksom på; hvordan man ved, at teknikken er korrekt og hvordan man kan vurdere, at ens baby spiser og ikke bare ligger og sutter ved brystet. Man skal vide, at det er vigtigt, at brysterne tømmer sig og også kunne vurdere og sikre en god tømning. Dertil skal man kende tegnene på trivsel hos nyfødte – og faresignaler – og vide, hvordan man skal reagere.
Far: Som far har man brug for at vide, at man måske kan føle sig overflødig i forhold til amningen, men at faderen ofte har en afgørende betydning for, om amningen kommer til at lykkes eller ej. Den støtte, opbakning og påskønnelse partneren giver har meget at sige, for at komme i mål. Partneren har også de ekstra hænder, der altid synes at mangle i starten. Det er også et faktum, at partneren tænker og husker bedre, fordi han er mindre påvirket af oxytocin. Det er derfor vigtigt, at partneren også har en grundlæggene viden om amning: herunder teknikken, tømningen, om tegn på trivsel hos nyfødte og hvordan man skal reagere.
Det er dig, der skal vise din baby vejen
De fleste ved, at nyfødte kommer til verden med instinkter. Du har måske hørt, at en nyfødt baby “selv kan kravle til brystet” (søger brystet) og er født med en kraftig sutterefleks. Der er helt korrekt, det er super smart og også meget vigtige elementer for amningen. Et andet vigtigt element er moderens (og faderens) hjernekapacitet. Menneskebabyer kommer nemlig til verden relativt umodne i forhold til andre dyrebørn. Faktisk er de så umodne, at det tager dem 18 år at blive voksne. Bækkenet sætter en begrænsning for, hvor stort en menneskebabys hovedet (og hjernen) kan udvikles før fødslen. Det smarte er, at menneskeforældrene er så kloge, at de kan holde det umodne barn i live og i trivsel. En af de første og vigtige ting er at få amningen til at fungere.
Din baby kommer til verden med instinkter og reflekser, der hjælpe amningen på vej. Men det er dig som forælder, der skal vide, hvordan du hjælper dit barn til brystet, hvordan du sikre, at brysterne tømmer sig, hvordan du vurderer mælkeproduktionen, og hvordan du sikrer en god mælkeproduktion.
Smerte er noget du skal reagere på – og gøre noget ved
Fra naturens side er brystvorterne meget sensitive. Det gør det muligt for moderen at mærke, hvordan barnet har fat ved brystet. Hvis barnet ikke har godt fat om brystvorten, hvilket ofte vil være for yderligt fat, der også vi l give barnet et for lille udbytte af mælk ved brystet, vil det gøre ondt på moderen. Det vil føles smertefuldt og forkert. Moderen vil (hvis hun ikke (fejlagtigt) er blevet fortalt, at amningen godt må gøre ondt) tage barnet af brystet og forsøge at få barnet på på en anden måde – så det ikke længere gør ondt. Med andre ord vil hun justere teknikken, indtil den er korrekt eller mere korrekt.
Det er super smart, fordi en korrekt teknik er vigtig for, hvor meget mælk barnet får ved brystet, for tømningen, der igen er vigtig for produktionen af mælk. Det er altså vigtigt at vide, at amningen ikke skal/ikke må gøre ondt – heller ikke i starten. Og hvis den gør det, er det er det dit barns teknik ved brystet, der ikke er optimal og skal tilrettes.
Du har selv stor indflydelse på mælkeproduktionen
Mange tænker, at hormonerne og brysterne sørger for mælkeproduktionen sammen med barnets sutten ved brystet. Det er rigtigt – og så alligevel ikke. Der er nemlig så meget, du selv kan (og bør) gøre for at sikre en god mælkeproduktion.Det første, du skal, er at sikre en god stimulation. Det vil sige, at dit barn kommer hurtigt til brystet efter fødslen – allerhelst til begge bryster. Og hvis ikke skal du sørge for, at brysterne bliver stimuleret med håndudmalkning eller en brystpumpe. Herefter skal brysterne helst stimuleres løbende, hvilket i praksis vil sige hver 3-4 time døgnet igennem af barn (eller manuelt).
Tømning er lige så vigtig for mælkeproduktionen, som stimuleringen er. Tømningen er vigtig for mængden af råmælk, for hvor hurtigt mælken etablerer sig, for mælkeproduktionen og kan samtidig forebygge ammeproblemer eksempelvis for lille mælkeproduktion, mælkeknuder og brystbetændelse. Desværre er der ofte meget lidt fokus på vigtigheden af tømningen, der ofte først får opmærksomhed, når man skal løse udfordringer med amningen eller ammeproblemer.
For tømningen spiller det også en vigtig rolle, hvilken teknik barnet har ved brystet. Med god teknik vil tømningen være bedre, end hvis teknikken ikke er god (dårlig). Men ofte kræver det både en god teknik, OG at der gøres noget aktivt for tømningen i opstartsfasen af amningen. Min tese er, at det skyldes, at vi bliver tidligere og tidligere kønsmodne og grundet prævention får børn relativt sent. Der ser ud til at være en væsentlig forskel på, hvor let 3-5 år “gamle bryster” aktiveres til amning (hvis vi bliver kønsmoden i 15 års alderen og får første barn som 18-20 årig), end hvis vi har fået bryster i 10-12 års alderen og barn i 30-35 års alderen. Den sidste amning vil kræve mere i starten at sætte i gang. Herefter vil begge amninger kunne fungere lige godt.
Ammeopstarten er afgørende – ellers kan løbet være kørt
Den sidste ting, jeg vil give dig med på vejen, er en forståelse af, hvorfor du skal vide noget om amning, før du føder. Der er nemlig et vigtigt tidsperspektiv i det med amningen, der gør, at det at samle viden og forberede dig, INDEN du sidder med din baby i armene kan være af stor betydning.
Faktum er, at de første 14 dage ofte er afgørende for amningen. Det vil her være afgjort, om du og din baby har teknikken til at kunne få din baby korrekt til brystet, få brysterne startet op til en god mælkeproduktion og at lykkes med at styre uden om ammeproblemer, der kan gøre amning så uoverskuelig, at den opgives. Det er ofte smertefulde amninger, sår på brystvorterne, for lille mælkeproduktion og brystbetændelse, der tvinger mødre til at opgive en ellers ønsket amning.
14 dage er ikke lang tid at have. Det er derfor vigtigt både at være godt forberedt, så du er klar. Men også at handle på de ting du oplever, så du tager problemerne i opløbet. Især på smerte, da smerte har det med hurtigt at forværres og udgøre en stor risiko for ikke at kunne udholde amningen. Smerte betyder, at der er noget med teknikken, der ikke er korrekt. Langt ofte vil det alene være barnets placering (altså placeringen af brystvorten i barnets mund og placeringen af barnets hoved i forhold til brystet), og mere sjældent kan det være barnets tunge, der er for kort (der kommer af at tungebåndet er for stramt eller hæftet for langt fremme i munden).
Hvad så herfra?
Mit helt store ønske for dig er, at du lykkes med din amning. At du har den viden og de redskaber, der skal til for, at du og din baby kommer godt i mål. Som yderligere forberedelse synes jeg derfor, at du skal deltage i vores (gratis) ammeforberedelseskursus (videokursus med mig).
Vores ESA-metode er den, vi anvender på Babyinstituttet. Den er udviklet på baggrund af praksis. Metoden består af simple håndgreb, der gør det nemt og mere sikkert at få dit barn korrekt til brystet og håndgreb til en god tømning af brystet. Du kan lære vores ESA-metode, der står for Efffektiv, Smertefrie Amning-metode her:
- Med vores online ammekursus =>
- Med vores Ammebog, Effektiv, smertefri Amning – amning med ESA-metoden =>
Hvis du gerne vil dykke mere ned i udstyr til din amning: