Gennem den seneste tid er der kommet mere og mere fokus på fordelene ved udmalkning af råmælk allerede i graviditeten. Håndudmalkning af råmælk i graviditeten er noget, som – i blandt andet Australien – længe har været anvendt og anbefalet til visse grupper af gravide. I Danmark er vi lidt bagud, hvad det angår, og den danske sundhedsstyrelse har desværre endnu ikke udstedt nogen vejledninger eller anbefalinger om emnet.
Hvorfor udmalke i graviditeten?
Nogle børn er – allerede inden de bliver født – i forhøjet risiko for at skulle have tilskud af modermælkserstatning efter fødslen. Det er for eksempel tilfældet for børn, hvis mødre har sukkersyge eller graviditetssukkersyge. Hvis du som gravid har sukkersyge, har barnet i livmoderen et forhøjet udbud af sukker i navlesnorsblodet og er dermed i risiko for at falde problematisk i blodsukker efter fødslen, når tilførslen af sukker falder. Derfor giver man ofte de børn Early Feeding – altså tilskud af modermælkserstatning i det første levedøgn – indtil blodsukkeret har stabiliseret sig.
Det kan også være babyer, der har tabt sig i livmoderen og derfor allerede har brugt de fedt- og sukkerdepoter, de skulle bruge i de første dage efter fødslen frem til, at mælken løber til.
Det er en fordel for det lille barns system ikke at skulle forholde sig til modermælkserstatning, hvis det er muligt. Hvis du håndudmalker råmælk i den sidste del af graviditeten, kan du oparbejde et lille lager i fryseren, så din baby kan få din egen hjemmelavede råmælk i stedet for modermælkserstatning, hvis der skulle være behov for lidt ekstra.
Kan man risikere at føde for tidligt af det?
Nej, det kan du ikke. Teoretisk set har man været lidt bekymret for, om udmalkning i graviditeten kunne medføre en risiko for at gå for tidligt i fødsel, fordi man stimulerer produktionen af oxytocin ved udmalkning – og oxytocin er netop det hormon, der får livmoderen til at lave veer.
Derfor er der lavet et studie, hvor man har undersøgt risikoen for for tidlig fødsel og fundet, at udmalkningen ikke påvirker hverken fødselstidspunkt eller medfører flere indlæggelser på neonatalafdeling. Udmalkning tilrådes dog først fra graviditetsuge 36 (36+0) og frem for at være helt sikker. (Tidsskrift for jordemødre 6/2017 s12)
Hvad er fordelen ved håndudmalkning i graviditeten?
I det ovennævnte studie lod man kvinderne håndudmalke 10 minutter 2 gange dagligt fra graviditetsuge 36 og frem til fødslen. Kvinderne udmalkede i gennemsnit 5,5 ml råmælk ud pr gang. Knap halvdelen nåede at håndudmalke mere end 20 gange i alt.
Man så, at de kvinder, som havde håndudmalket i graviditeten, havde en højere frekvens af eksklusiv amning (udelukkende ammende) i det første døgn efter fødslen og under indlæggelsen på hospitalet. Så ikke nok med, at man ved behov for tilskud kunne bruge sin egen mælk – behovet for tilskud i det hele taget blev også mindre. Man så ikke nogen forskel på ammefrekvensen efter 3 måneder.
Hvad vi tænker om håndudmalkning i graviditeten
På Babyinstituttet har vi selvfølgelig også gjort os tanker omkring fordelene ved håndudmalkning i graviditeten. Og vi tænker faktisk, at der kan være endnu flere fordele, end de som studiet beskriver.
Vi ved, at råmælk kan være tykt og drøjt at få ud af brystet, hvilket virkelig kan være en udfordring for nogle babyer. Og vi ved også, at det har en stor betydning for mælkeproduktionen, at råmælken hjælpes på vej, indtil mælken flyder lettere. Derfor er det nærliggende at forestille sig, at hvis du allerede har gjort forarbejdet med at skabe flow i brystet eller noget at brystet og hjælpe den første del af råmælken på vej, så vil der hurtigere og lettere være adgang til, at din baby får nok råmælk ud af brystet efter fødslen.
- Du finder vores online kursus i håndudmalkning lige her ⇒
- Du finder smarte råmælksopsamlingsglas fra Haakaa her =>
Derudover tænker vi, at det er en fordel, at “kende” sine bryster. At du ved, hvordan dine bryster føles, og hvordan du kan få mælken ud af dem. På den måde vil du efter fødslen være godt stillet i forhold til at forebygge mælkeknuder og brystbetændelse og have en bedre fornemmelse af, om dine bryster tømmer sig.
Vi ser altså flere fordele ved at håndudmalke i graviditeten fra uge 36+0 og frem, hvis du har mod på det.
Er det svært?
Det er dog et faktum, at håndudmalkning ikke er den letteste kunst i verden! Det kan tage lidt tid at lære. Og det er også et faktum, at nogle kvinder har meget råmælk i brysterne, og nogle har meget lidt! Hvis du kun har lidt råmælk nu (sidst i graviditeten), har det ikke noget at sige i forhold til mængden af mælk, når moderkagen er ude af kroppen (med dens mælkehæmmende hormoner). At du kun har en lille mængde råmælk betyder ikke, at du ikke senere vil kunne producere rigeligt med mælk til din baby.
Hvis du har lyst og mod på at prøve at håndudmalke i graviditeten, så gå endelig igang. Men vent til du er 36 uger og 0 dage henne i graviditeten eller mere. Du skal også vide, at håndudmalkning kan være svært, så giv det tid. Og så skal du vide, at det er helt almindeligt kun at have ganske lidt råmælk. Den råmælk, som du får ud af brystet, skal du gemme i små portioner i fryseren.
- Du finder vores online kursus i håndudmalkning lige her ⇒
- Du finder smarte råmælksopsamlingsglas fra Haakaa her =>
- Du køber vores helt uundværlige Ammebog; Effektiv, Smertefri Amning her =>
- Du køber vores ammekursus inkl ammebog her =>
- Ammeforberedelse, så du er bedre klar til din amning (gratis) =>
Andre artikler om amning
- 9 favoritter til at komme godt fra start med amningen
- Forbered dig på din amning, det skal du vide!
- Amninger om natten, hvad er normalt?
- Smertefulde amninger og hvorfor din amning ikke må gøre ondt
- De bedste redskaber til et godt ammeforløb =>