Der er mange ting, man som forælder skal finde ud af, og en af dem er om ens baby skal have sut eller ikke have sut. Der er fordele og ulemper ved at bruge sut. Herunder kan du læse om de mest gængse.
Fordelene ved at bruge sut
- Sutten kan bruges af faderen og andre til at trøste barnet
- Sutten kan bruges af barnet til at finde ro eller overkomme svære situationer.
- Sutten kan bruges som en hjælp til at FALDE i søvn.
- Sutten kan bruges som en hjælp, til lige at vente – eksempelvis på mad eller på at bleen er skiftet færdig.
- Sutten kan bruges til at aflede milde smerter og ubehag (årsagen skal dog findes og løses)
- Brug af sut ser ud til at have en beskyttende effekt i forhold til vuggedød
Sut og amning
Sutten kan påvirke amningen på flere måder. Traditionelt har man anbefalet at vente med at bruge sut, indtil amningen var veletableret, med den baggrund, at brug af sut kunne give en baby sutteforvirring og dermed påvirke amningen negativt.
Der er dog flere forskellige undersøgelser, som peger i forskellige retninger. Nogle viser at amningen påvirkes negativt ved brug af sut – andre viser, at amningen ikke påvirkes.
Og så er der lavet en undersøgelse i praksis, som viste at frekvensen af børn som blev fuldammet under indlæggelse på barselsgangen faktisk faldt fra 79% til kun 68% efter at man ( som et led i at blive “Spædbarnsvenligt Hospital”) ikke længere gav forældrene fri adgang til at give sut. Samtidig steg andelen af nyfødte som fik tilskud af modermælkserstatning fra 18% til 28%.
Her viser tallene altså at brug af sut påvirker amningen i positiv retning og dermed kan være en fordel.
Vær dog altid opmærksom på, at:
- for tidlig introduktion af visse typer sut ( efter vores erfaring) kan forvirre din baby, fordi sutteteknikken på sutten og ved brystet er forskellige.
- Sutten kan gøre din nyfødte baby træt i musklerne og kæberne.
- Sutten kan give nogle babyer en oplevelse af “falsk” mæthed, så de spiser for lidt pr. døgn og ikke tager passende på.
Ulempe – sutten kan blive en del af søvnen
Man skal have for øje om sutten bliver en fast del af søvnen. I så fald vil du sikkert blive en af de forældre, der skal op flere gange om natten og putte sutten tilbage i munden på din baby, så I kan sove videre.
Der er ALTID noget galt eller noget der skal optimeres, hvis sin baby efter fødslen ikke kan – eller næsten ikke kan – sove uden sin sut i munden.
Ulempe – sutten kan påvirke tænderne
Sutten kan give suttetænder. Hvilket ofte er, at fortænderne i overmunden og undermunden tilretter sig sutten og danner et hul, der hvor sutten sidder.
Det er klart jo mere sutten er i munden, jo mere vil det påvirke tænderne.
Jo tungere sutten er jo hurtigere opstår problemet. Sutten bliver tung ved, at der hænger stofbleer eller lignende i hanken. Det er vigtigt for tænderne ikke at have ekstra tyngde på sutten. (Det gælder ikke de små dimser man klikker på tøjet for at sutten ikke falder på gulvet, når ens baby er helt lille).
Sundhedsstyrrelsen anbefaler at brug af sut afvikles inden barnet er 3 år. Suttebid retter sig i langt de fleste tilfælde i løbet af få uger eller måneder efter ophør med sut.
Ulempe – sutten kan være svær at komme af med
Et andet argument mod sut er, at den er svær at komme af med igen.
Hvor “afhængig” dit barn bliver af sutten afhænger ofte mest af, hvordan den bruges. Om sutten er næsten en konstant del af dit barns mund eller om den bruges med omtanke, til at klare særlige situationer – som at vente på maden (lille baby), til at falde i søvn eller hvis man har ondt eller har slået sig mm.
Hvad jeg selv kan gøre
Der kan være stor forskel på hvor let det er for en baby at lære at bruge sut. Nogle babyer tager bare sutten med det samme, men de fleste babyer skal bruge længere tid på at lære at bruge sut. Det vil sige, at de skal lære at mestre teknikken; hvad de skal gøre med deres mund og tunge for at holde sutten inde i munden og beholde den der.
Nogle enkelte babyer synes overhovedet ikke at have interesse for at bruge sut. Her må man være meget vedholdende, hvis man ønsker, at ens baby skal bruge sut – eller bare opgive projektet.
Hvis du ønsker, at din baby skal bruge sut, er det godt at være sig bevidst og tale om hvordan sutten skal bruges i jeres familie. Det er selvfølgelig en frit for, at blive klogere med erfaringen og ændre mening om, hvordan og hvor ofte sutten må bruges, men det er en stor fordel, at det ikke er træthed eller manglende overskud der bestemmer din babys brug af sut.
Hvis din baby har MEGET brug for sin sut (er meget glad for den), er det ofte, fordi der er noget galt, noget andet der bør optimeres.
Andre artikler om babyer
- Hvad en baby fortæller med sin gråd
- Samhørighedsbånd
- Hvorfor kvaliteten af en babys vågne tid er vigtig?
- Sover min baby nok?
- Hjernens udvikling – det afgørende første leveår.
Andre artikler, der kunne have interesse
- Hvorfor rutiner og struktur er vigtige helt fra starten
- Fødselsoplevelsen eller kejsersnitsoplevelsen
- Viden om brystbetændelse
- Indkøb til familieforøgelsen – hvad har man egentlig brug for?