En suttebrik er lavet af blødt silikonemateriale med form som en brystvorte og med huller i toppen. Den kaldes blandt mødre også for en ammebrik og sælges i forskellig størrelse. Suttebrikker er opfundet til (i en periode) at danne en barriere mellem barnets mund og brystvorten, så smerte ved amningen fra sår og rifter overkommes. Vær opmærksom på, at suttebrikkerne ikke fjerner den bagvedliggende årsag til, at der er kommet sår og revner på brystvorten, og at der uden hjælp til det er stor risiko for at de vil komme igen, når man stopper med suttebrikkerne. Derudover bruges suttebrikker til at skabe en kunstig brystvorte ved svært indadvente brystvorter, men kun hvis barnet ikke på nogen anden måde kan hjælpes til brystet uden.
Hvordan bruges suttebrikker?
Suttebrikken anbringes således, at den dækker brystvorten. Hvis der mangler noget plastik i kanten af suttebrikken, skal dette område placeres, hvor barnets næse er under amningen. På den måde har barnets næse kontakt med brystet under amningen. Baby kan bedre dufte sin mor. Det hindrer også suttebrikken i at klappe op og sidde under næsen, hvad den nogle gange kan gøre på bløde bryster.
Mælken suttes ud gennem hullerne i spidsen af suttebrikken.
Det er vigtigt, at suttebrikken placeres korrekt på brystvorten, så din baby ikke laver et skævt sug på brystvorten. Vær også opmærksom på at det er meningen at din baby skal amme med suttebrikken, altså med den samme gode teknik som uden – og altså ikke sutte på brikken som et en sut.
Suttebrikkerne skal skoldes mellem hver amning, så der holdes en god hygiejne.
Valg af suttebrik
Hvad du skal vide når du vælger suttebrikker
- Det er vigtigt, at suttebrikken er af så tyndt et materiale som muligt, da det vil gøre barrieren mellem brystvorten/brystet og din baby mindre.
- Du skal vælge den størrelse suttebrik, der passer til din brystvorte. En for lille suttebrik kan kan skabe sår på brystvorten og en for stor brik kan gøre din babys sug svagere ved brystet (ind i brystet) og også gøre brikken svær at komme af med, fordi den er så forskellig fra hvordan brystvorten er.
Forsigtighed ved brug af suttebrikker
Vi oplever, at flere og flere kommer hos os med ønske om at få hjælp til at komme af med suttebrikker. Mange af dem vi møder har benyttet dem helt tidligt i forløbet og også tiltagende mange ved den allerførste amning. Ifølge vores erfaring, skaber suttebrikker ofte flere problemer end de løser på kort bane og vil også ofte, for mange af dem vi møder, være vanskelige at komme af med igen. Derfor anbefales de ikke som en løsning, hvis der overhovedet er nogen anden vej at gå. Det er også vores erfaring og holdning, at for tidligt fødte babyer der ikke har et godt sug ved brystet, ikke bør have suttebrik, da de ofte har færre kræfter og suttebrikken vil gøre det endnu sværere at få mælken ud af brystet.
Derfor anbefaler vi på Baby Instituttet ikke brug af suttebrikker som umiddelbar løsning på ammeproblemer, med mindre alt andet er prøvet først. Vi oplever meget ofte, at de sår og smerter som suttebrikker anvendes for at løse, i stedet kan løses ved at mor og baby lærer en god teknik ved brystet, så amningen kan blive smertefri.