KOM MED I BABYBOBLEN ❤️ OG FÅ FAGLIG VIDEN, DER KLÆDER DIG PÅ TIL DIN GRAVIDITET, FØDSEL OG FØRSTE TID MED BABY →

Kommunikation og samspil med nyfødt

Dit barn kan kommunikere med dig helt fra fødselsøjeblikket gennem stemmen, øjenkontakt, ansigtsmimik og bevægelser.

For de fleste er det overraskende udfordrende at skulle forstå og kommunikere med et væsen, der ikke har noget talesprog – også selvom det er ens eget barn. Måske fordi vi i vores kultur tillægger det folk siger meget stor betydning, og vi i mindre grad orienterer os gennem kropssprog og ansigtsmimik.

En baby kan kommunikere helt fra fødslen

Nyfødte er fra fødslen parate til at indgå i social, aktiv kommunikation. Din baby kan allerede fra fødslen skelne mellem blød nuanceret stemmeføring, nænsomme og blide berøringer, behagelige ansigtsudtryk og voldsomme bevægelser, høj skurrende stemmeføring, skræmmende lyde og vrede ansigtsudtryk.

Din baby er allerede fra fostertilstanden klar til at orientere sig mod den menneskelige stemme – og kan kende de stemmer, han eller hun har hørt inde i livmoderen. Fordi lyse stemmer går lettere gennem huden og vand, vil især moderens stemme (som jo også har været meget kontinuerlig), og søskendes stemmer, vække tydelig genkendelighed helt fra fødslen.

Din nyfødte baby foretrækker menneskelig kontakt frem for andre påvirkninger.

En baby er født med evnen til imitation, mimik og gestik

Spædbørn kan imitere og har udtryksfulde bevægelser helt fra fødslen. Faktisk er mennesket den mest imitative art overhovedet.

Imitationen foregår ved, at din baby skaber bevægelser og ansigtsudtryk, der præcist synkroniserer med den voksnes bevægelse eller tale. Et spædbarn imiterer dog kun sine omsorgspersoner, når han eller hun er mæt, tryg og interesseret. Imitationen er mest tydelig, når du og din baby har jeres fulde opmærksomhed på hinanden.

kommunikation mellem mor og baby - imiitation

Som syn for sagen vil du se, at hvis du åbner munden eller rækker tungen ud, når din baby er oplagt, vil han eller hun tilsvarende række sin tunge ud. Giv din baby tid.

Når dit barn og du imiterer og spejler hinandens adfærd, igangsættes en førsproglige dialog og din babys evne til at indgå i samspil grundlægges.

Hvad jeg selv kan gøre for min nyfødte

For at være oplagt til at indgå i samspil og dialog, har din baby brug for at få reguleret sine skiftende tilstande til en tilstand af mæthed og tilpashed. Jo bedre du forstår at imødekomme din babys behov, jo bedre betingelser for kommunikation og samspil vil I have. Og omvendt jo mere samspil og kommunikation I har, jo lettere vil du kunne aflæse og forstå din baby, hvilket vil skabe tilpashed og glæde – en positiv selvforstærkende spiral.

Babyer er ikke særlig lette at læse, fordi deres krop er umoden og de også kan sende modsatrettede signaler. For at kunne forstå og kommunikere med en baby må den voksne være følelsesmæssigt åben og tilgængelig for spædbarnets kommunikationsform, som er non-verbal og består af lavmælte/ikke særlig tydelige signaler; blik, lyde, mimik og kropsbevægelser. Det kræver et fysisk og psykisk overskud at være tilgængelig og følelsesmæssig åben for en babys små signaler og non-verbale sprog. Ligesom at det også ofte kræver en basal viden om nyfødte og spædbørn for, at samspillet og kommunikationen bliver rigtigt god, men gevinsten er helt fantastisk.

Det er vores oplevelse, at en baby der er i overskud (har det godt i kroppen og hvor maden og søvnen fungerer nogenlunde uproblematisk) har større overskud til kommunikation og samspil, end hvis et barn er i overlevelse.

Ved at justere på små ting i hverdagen i forhold til maden, døgnrytmen og søvnen kan man komme dertil og opnå mere samspil. Hvilken glæde.

Andre artikler om nyfødte

Andre artikler, der kunne have interesse

KOM MED IND I BABYBOBLEN

Få jordemoder Ditte Bach insiderviden om graviditeten og din babys udvikling dag for dag

Få daglige guldkorn om din graviditet og din babys udvikling i livmoderen for 0 kr. direkte i din indbakke. Du får perler af viden om graviditeten, fosterudviklingen, fødslen, amningen og om livet efter fødslen. Du kan let afmelde dig igen, men de fleste bliver hængende i Babyboblen med jordemoder Ditte Bach. der også er forfatter til Babyinstituttets gravid dag for dag bog, samt Babyinstituttets ammebog, flaskebog og nyfødt bog.

error: Content is protected !!