I Danmark er der tradition for, at babyer fra de er helt små sover lure udenfor i barnevognen. Det gør de gerne dagligt (næsten) uanset vejr og vind. På den måde sikres barnet hver dag en masse frisk luft. Meget mere end det vil være muligt at give barnet. Men fra hvornår skal/må din baby egentligt starte med at sove udenfor i barnevognen? Og hvad skal du vide om at “sove udenfor i barnevognen”, inden I går i gang med det? Den viden får du her.
Generelt sover babyer RIGTIGT godt udenfor i barnevognen. Mange oplever, at deres børn sover tungere og i længere tid, end når de sover indenfor. Barnevognen til dagslure er derfor en rigtig god ting.
Hvornår må ens nyfødte sove udenfor i barnevognen?
Generelt anbefales det, at man først lader sin baby sove udenfor, når han eller hun er over sin fødselsvægt og er i trivsel. Det er nemlig vigtigt, at din baby har et tilstrækkeligt fedtlag på kroppen til at kunne holde varmen udenfor, især hvis det er koldt. Det vil med andre ord sige, at man tilråder, at ens baby har en vis form for robusthed både i forhold til livet (at huske at trække vejret) og fysisk ballast at stå imod med (kropsfedt).
De generelle anbefalinger gælder for den type søvn, din baby har i barnevognen, når du lægger din baby til at sove i barnevognen i haven eller på altanen. Og du dermed ikke befinder dig ved siden af vognen. Du kan altså sagtens have din baby med på tur i vognen eller have din baby til at ligge i vognen og selv sidde ved siden af helt fra starten. Eksempelvis på en fin sommerdag, hvor du selv sidder udenfor ved siden af barnevognen og læser en bog eller dimser med din telefon.
På Baby Instituttet er vores erfaring, at babyer har en større robusthed i livet efter de første 14 dage og har et godt fedtlag, når de kommer over 4 kg. Derfor plejer vi, hos os, generelt at anbefale, at man venter med at lade sin baby sove lur i barnevognen (uden opsyn) indtil barnet er 14 dage gammel og vejer over 4 kg.
Når din baby begynder at sove udenfor, må din baby sove udenfor i en enkelt lur om dagen eller alle lure, der falder i dagtiden. Begge dele er lige fint. Se mere om vejr-undtagelser senere i teksten.
Din baby skal være klædt på til vejret
Når din baby skal sove udenfor skal din baby være klædt på, så det passer til vejret. Under søvnen vil “klædt på” sige, at din baby skal have tøj (og hue) på, der passer til vejret. Det kan være en god idé, at barnevognen om vinteren er isoleret nedefra. Det kan være en voksipose af uld, eller at du har et medicinsk garvet lammeskind i bunden af barnevognen under madrassen. Regner det eller sner det med våd tøsne, skal du have regnslaget på.
Man skal være opmærksom på, at vejret i Danmark (hele året) kan være meget omskifteligt. Hvilket faktisk kræver, at man har et halvt øje på ens baby, når han eller hun sover udenfor. Hold øje med, at det ikke pludselig bliver (meget) varmere eller koldere i løbet af søvnen. Og giv i så fald barnet et tæppe mere på eller tag et tæppe af. Eller at man kommer ud og får regnslaget på barnevognen, hvis det pludselig regner (eller sner med sne, der bliver til sjap).
Barnevognen skal altid stå i skyggen
Man skal altid placere barnevognen i skyggen. Selve barnevognskassen er på mange måder som at ligge inde i et telt, da det er omkring samme materiale, der er brugt. Desuden er mange barnevogne også mørke. Det gør, at hvis solen skinner på kassen, så bliver det hurtigt alt for varmt for din baby inde i barnevognen.
Du skal derfor finde et godt sted til din baby, hvor der er skygge under hele søvnen – også hvis din baby sover i 3 timer. Det er meget normalt at have et sted at stille barnet til formiddagsluren og et andet sted til de senere lure.
Du skal kunne høre dit barn kalde
Du skal kunne høre, hvis dit barn vågner i barnevognen og kalder på dig (græder). Det kan gøres ved selv at være udenfor (på dage med godt vejr), ved at have vinduet åbent mens din baby sover udenfor i barnevognen eller have en babyalarm på din baby.
Fugtigt vejr og tåge er dårligt vejr at sove udenfor i
Mange tænker, at koldt vejr med sne ikke er godt for en baby, men faktisk er det fint vejr at sove ude i (hvis det bare ikke er for koldt – se senere). Faktisk så er (kraftig) regn og tåge den type vejr, man bør undgå at lade sin lille baby sove ude i, fordi meget fugtig vejr (plaskregn og tåge) ikke er godt for dit lille barns lunger.
Sove udenfor om vinteren
Barnevogne er kun isolerede i siderne, det er derfor vigtigt at barnevognens bund er isoleret på kolde vinterdage. Det kan eksempelvis gøres med et medicinsk garvet lammeskind under madrassen. Tænk også på at placere barnet i læ, så din baby ikke ligger i træk.
OBS! Vær opmærksom på, at små børn frarådes at sove ude, når temperaturen udenfor er under minus 10 grader, altså når det er meget koldt.
Pas på overophedning om sommeren
Om sommeren skal man være opmærksom på, at ens baby ikke får det for varmt. Som tidligere skrevet, bliver det nemlig let alt for varmt for en baby i barnevognen på en sommerdag, hvis der kommer direkte sol på barnevognen. Mange barnevogne er sorte og for barnet er det ligesom at ligge inde i et sort telt i solen. Der kan derfor let blive alt, alt for høj temperatur.
For at undgå meget høje temperaturer inde i barnevognen, skal du altid stille den i skyggen og ALDRIG i direkte sollys. Hold også øje med, at der ikke kommer sol på barnevognen under søvnen. Og hvis der gør, så hold øje med hvor varmt din baby har det inde i barnevognen.
Hold også øje med, at det kan lufte ind i vognen – tænk over det, hvis du hænger en stofble for hullet, at der så ikke kan komme luft den vej ind på din baby, og det derved vil blive endnu mere varmt at ligge i barnevognen (også selvom barnevognen står i skygge). Et insektnet øger også temperaturen inde i barnevognen, men ikke så meget som en stofble.
I godt vejr er det en god idé at sætte vognen under et træ med kalechen slået ned og eventuelt sætte en parasol op som læskærm. Det giver bedre luftcirkulation til barnet.
Lær også din baby at barnevognen står stille
Det er også en rigtig god ting at vænne ens barn til at kunne sove i barnevognen, i mens den står stille. Det kan selvsagt være meget hårdt både at være om barnet, når barnet er vågen, og når dit barn sover (ved at skulle holde barnet i bevægelse). Den tid, mens barnet sover, er moderens tid, hvor hun skal nå på wc, kan få noget at spise og drikke og lige nå at sidde og hvile sig lidt – og få ordnet nogle praktiske ting.
Kan din baby ikke lide barnevognen eller finde ud af at sove i den, mens den holder stille er det noget, dit barn skal lære, så i begge kan høste fordelen ved, at din baby kan sove udenfor (alene) i barnevognen.
Hvad vi kan gøre for dig – og din babys søvn
Måske din baby bare er glad for sin barnevogn, det håber jeg. Der er nemlig en rigtig god ting du har investeret i. Barnevognen har potentiale til at give bedre og længere lure i dagtiden sammen med din baby får en masse frisk luft. Derfor er det svært at ikke at være vild med barnevogne – det er vi i hvert fald på Baby Instituttet. Det er dog ikke alle babyer der til en start deler denne begejstring, ikke før de kan se fidusen i at sove og i at sove ude i barnevognen i hvert fald. Er det din baby, så skal I have gang i barnevognen, så din baby bliver glad og tryg ved at ligge i vognen og sove.
- Følg os på insta @sund_soevn og få tips og inspiration fra os om søvn ⇒
- Besøg vores webshop med udvalgte produkter til din baby søvn her ⇒
Hvis du mangler inspiration og helt lavpraktisk redskaber til hvordan du lære din baby det med søvnen, på en dejlig, omsorgsfuld og kærlig måde, så er vores Søvn i Babysteps lige noget for dig – og din baby. Vores Søvn i babysteps søvnvejleder vil følges med dig hele vejen med online-sparring (hvis du vælger et forløb med det). Forløbet sikrer at I kommer godt i mål med både at sove i barnevognen og med søvnen.
Andre artikler om babys-søvn
- Læs om søvncyklusser – og forstå din babys søvn bedre
- Lær om REM søvnen (drømmesøvnen) og hvorfor den er vigtig!
- Lær om den dybe søvn (N-REM søvnen) og hvorfor den er vigtig!
- Hvad er let søvn, og hvad du skal vide om den!
- Søvn hos børn – hvad kan man forvente?