En refleks er en handling, der udelukkende foregår i nervebanerne uden barnets bevidsthed. En refleks er noget, man “bare gør” på automatik og altså ikke et udtryk for barnets evner. Reflekserne er medfødte, og de fleste er livsvigtige overlevelsesmekanismer.
Reflekserne har de professionelles bevågenhed, fordi de er udtryk for barnets led- og muskelfunktion. Lige efter fødslen, når jordemoderen laver den første undersøgelse af barnet, undersøger jordemoderen blandt andet nogle af barnets reflekser. Senere undersøges de/ holdes de øje med at fungere af sundhedsplejersken og den praktiserende læge ved børneundersøgelserne.
Nogle reflekser forsvinder uger til måneder efter fødslen, andre forbliver der hele livet.
De gør blandt andet barnet i stand til at;
1. Trække vejret.
Vejrtrækningen står barnets lillehjerne for, uden at vi holder øje med den.
2. Søge efter og sutte mad i sig.
De reflekser der hører spisningen til; søgerefleksen, sutterefleksen og synkerefleksen kan du læse om ved at følge de 3 links. Til sutterefleksen hører også din babys svøber med tungen.
3. Hikke, hoste og nyse er også reflekser, som vi bevarer resten af livet, foruden brækrefleksen, hvis vi får noget i den gale hals.
Derudover er barnet i stand til at;
4. Flytte hovedet fra underlaget og ud til siden (i maveliggende stilling), så kvælning undgås.
5. Gribe med hånden, når håndfladen berøres – griberefleksen.
Gribereflekten sidder i både fingre (se den her) og tæer, som du kan se her:
Grebet i fingrene hos en nyfødt baby er faktisk så stærkt, at en nyfødt baby kan gribe om og holde sin egen vægt i grebet. Forsøger man sig med det, skal man selvsagt sikre sig, at ens baby pludselig mister grebet og falder ned og slår sig.
6. Bevæge benet, når fodsålen rører underlaget – gangrefleksen.
Gangrefleks bruges allerede i fostertilværelsen, ved at barnet inde i livmoderen har brugt den, når fødderne har rørt livmoderens sider, så har barnet skubbet fra med benene, og har således kunne bevæge sig rundt i maven. Denne bevægelse inde i livmoderen har også været med til at udvikle barnets ligevægtssans.
7. At slå arme og ben ud, for straks at samle dem ind til kroppen igen – mororefleksen.
Mororefleksen kan også ses som en form for forskrækkelse, som når vi er bange for at falde bagover – uden udsigt til, at nogen vil gribe os. Mororefleksens formål har været at sikre, at barnet hurtigt griber fast igen, hvis han eller hun (måske under søvnen) har mistet grebet i sin mor eller er ved det.
Mororefleksen udløses langt mere, når det lille barn ligger på ryggen end i nogen andre stillinger. For nogle babyer kan den næsten være en plage og give anledning til søvnforstyrrelse.
