Blog

Amning & flaske / Det er ikke i orden!

Det absolut værste råd, der kan smadre din amning!

advarselstegn
  • Advarsel! Det her råd må du aldrig lytte efter.

Du kender det sikkert. Når man er gravid eller nybagt forælder, så står de gode råd nærmest i kø. Gode og velmenende råd fra nær og fjern – men også råd som er fuldstændigt ufiltrerede og ucensurerede. Oveni kommer så alt det, du har læst i bøger og på nettet. Og når det gælder graviditet, amning og babyer i det hele taget, så er rådene ofte modstridende. Så forvirringen bliver hurtigt total. Og i blandt får du måske det værste råd om amning, som jeg vil fortælle dig mere om herunder.

advarselstegn

 

Nogle råd er harmløse eller lidt ligegyldige, hvorimod andre virkelig vejer tungt og for alvor kan være med til at skubbe dig afsted i en given retning. Jeg kunne også komme med en lang liste af forskellige råd – men det er ikke formålet lige nu.

Lige nu er mit mål nemlig udelukkende at advare dig mod det absolut værste råd, som du overhovedet kan få, når det gælder din amning. Måske du allerede har regnet ud, hvad det er. Måske du allerede selv er blevet offer for det.

Det værste råd om amning er, at:

→ Det godt må gøre ondt at amme ←

Det er fuldstændigt himmelråbende forkert. Det må altså ikke gøre ondt at amme. Smerter er et signal fra kroppen om, at du er igang med at skade den. Og ikke nok med det. Smertefuld amning er også et signal til dig om, at det din baby er igang med lige nu, kan komme til at betyde, at din baby får alt for lidt at spise – fordi en forkert teknik ved brystet giver mindre mælk i din babys mave. Og smertefuld amning er så godt som altid resultat af en forkert teknik ved brystet.

Smertefuld amning er altså en “loose-loose-situation”.

hånden på hjertet

En dyremor sparker ungerne væk

Vidste du, at i naturen så sparker dyre-mor sine unger væk, hvis de dier på en måde der gør ondt. Jeg er selvfølgelig på ingen måder fortaler for, at du ligefrem skal sparke dit barn af brystet, det går slet ikke! Men selve ideen er nu ikke så dum endda. For i naturen, der går ungen til, hvis den har en forkert sutteteknik. Det udgør ikke bare en risiko for ungen, der i værste fald dør af (eller bliver føde for et andet mere sultent dyr), men også for dyre-mor, der ved åbne sår på patterne kan få en potentielt dødelig infektion til følge.

Dyre-mor sparker ungen væk, hvis det gør ondt

Så jeg beder dig! Lad være med at lytte, hvis nogen siger til dig, at amning gerne må gøre ondt. Eller at det er normalt, at det er smertefuldt at amme i starten. Rådet er dårligt uanset hvem det kommer fra.

Man skal høre meget, før ørerne falder af…

Hvis du vidste, hvor mange af de kvinder, som kommer til ammevejledning hos os, som har fået at vide gentagne gange, at deres amning “så fin ud”, eller at deres barn havde en god teknik ved brystet, SELVOM de ammede i næsten ubærlige smerter eller ligefrem havde (store) sår og revner på brystvorterne. Mit hjerte bløder for de stakkels kvinder, der skal udholde sådanne smerter (og for de stakkels babyer, der skal spise hos en mor, der sveder angstens sved, spænder i kroppen, skriger, græder osv). Det er slet ikke meningen, men også helt forkert.

Her får du et lille uddrag af, hvad vores kunder fortæller, at de har fået at vide, inden de kom her – for det værste råd om amning kommer i mange varianter (og ja, man skal høre meget….).

  • Det skal gøre ondt i starten.
  • Det er normalt, at det gør ondt i de første måneder.
  • Det er normalt, at brystvorterne bliver hvide og gør ondt efter amningen.

Og den værste, jeg har hørt (til dato):

  • I starten skal det føles, som om din baby suger glasskår ud af brystvorterne.

Puha. Det er en barsk omgang. Selvom det er mange år siden, jeg selv har ammet (og iøvrigt aldrig med smerter), så får jeg helt ondt bare ved tanken om de glasskår (de har virkelig rumsteret i mit hoved, siden jeg hørte det – jeg var målløs)!

De kvinder som får ammehjælp hos os pga smertefuld amning, er ofte direkte målløse og måbende over, at de øjeblikkeligt kan amme smertefrit, når vi lægger deres baby korrekt på brystet (på trods af, at der har været smerter ved alle tidligere amninger og også stadig store sår på brystvorterne). Og bagefter bliver de også ofte SÅ kede af det, at de har fundet sig i at amme i smerte alt alt for længe – fordi de har fået (og troet på) det værste råd om amning!

Jeg ønsker dig en dejlig smertefri amning og jeg håber, at du er rustet til at lukke ørerne, hvis den slags vrøvl skulle ramme dig!

Rigtig god – og smertefri – amning til dig og din baby!

Camilla Kristiansen, jordemoder
Camilla Kristiansen er uddannet jordemoder i 2005 og har arbejdet som jordemoder lige siden. Camilla startede på Baby Instituttet 2015 og er forfatter til vores "Ammeguide" og "Refluks -hjælp din baby"