Tanker fra en flaskemor – Når amning ikke er det rigtige for dig

Gæste-indlæg af Pernille, mor til Otto

Årsagen er egentlig underordnet, for ingen af os, der har truffet den beslutning, er forpligtet til at forsvare den. Gid det også føltes sådan ovre i virkeligheden. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke sår tvivl om min egen beslutning. Kunne jeg have kæmpet hårdere og længere, eller kunne jeg have søgt mere hjælp? Var det mig, der var svag, fordi jeg gav op?

Drømmen om amning

Jeg havde en drøm om at amme ligesom de fleste andre nybagte mødre. Erkendelsen af, at det ikke kunne lade sig gøre, kan nok bedst beskrives som en sorg. Derudover kommer følelsen af at være en fiasko som mor. For kan jeg kan være en god mor, hvis jeg ikke kan ernære mit barn? Når hvem som helst kan give mit barn flaske, så kan jeg jo erstattes. Ved mit barn så overhovedet, at jeg er hans mor.

Hvert måltid er en reminder om min følelse af utilstrækkelighed. Mit barn får 8-9 flasker om dagen. Det er derfor også antallet af daglige gange, at emballagen til modermælkserstatningen fortæller mig, at det, jeg har gang i, ikke er det bedste for mit barn. Jeg forstår forstår godt, at det skyldes strenge regler på området, men jeg føler ikke, at de regler forstår mig.

Når mit barn skal undersøges af læge, kiropraktor osv. er det sikkert hver gang, at et af de første spørgsmål, jeg får stillet er; “Ammer du?”, fordi det jo kan være relevant for deres undersøgelse. Relevans eller ej, så sidder jeg også hver gang med følelsen af, at jeg svarer det forkerte, når jeg må se nederlaget i øjnene og svare nej. Det giver mig følelsen af at være i minus fra start. For hvis jeg ikke kan finde ud af at amme mit barn, så fejler jeg nok også på de andre mor-parametre.

At være flaskemor er ikke den nemme løsning

Når man bliver gravid og efterfølgende mor opdager man, at det er det som om, at ens håndtering af barnet, både inden i og uden for maven, er genstand for en form for åben debat, som enhver på mystisk vis er blevet inviteret til at deltage i. Det gælder i særdeleshed også spørgsmålet om amning eller ej. Det er ikke sjældent, at jeg bliver spurgt om, hvorfor jeg ikke ammer, i det sekund, jeg hiver en flaske frem. Engang imellem endda fra mennesker, jeg ikke kender. Jeg bliver også ofte mødt af bemærkninger om, at jeg har valgt den nemme løsning, og at jeg må have rigtig meget frihed. Det kommer næppe fra et ondt sted, men indeni føler jeg alt andet end nemhed og frihed. Faktisk nærmest det modsatte. Langt de fleste mødre ved, at amning slet ikke er så ligetil. Det hjælper derfor også lidt, når en anden kvinde åbent fortæller, at hun også havde rigtig svært ved at amme. Så føler jeg mig lidt mindre alene. Men når historien så afsluttes med, at hun dog fik det til at fungere, fordi hun blev ved med at kæmpe, så er vi tilbage ved tvivlen. Som om, at amning alene handler om vilje, som jeg åbenbart ikke besad nok af.

Mit ømmeste punkt

Engang imellem gør min tvivl, at jeg har mest lyst til at blive hjemme, hvis jeg ved, at jeg skal være i selskab med ammende kvinder. Fordi jeg ved, at det rammer lige ned i mit ømmeste punkt. Fordi jeg ved, at det giver mig følelsen af, at jeg ikke er ligeså meget mor, som de er.

Jeg er misundelig, og det føles ikke rart, men det er min virkelighed. Det samme er den skam, som gør, at jeg på de mest sårbare dage kan ende med at låse mig selv inde på et offentligt toilet for at give mit barn mad, når vi er ude. For at være fri for nogle menneskers blikke, der i mine øjne siger, at jeg ikke er en rigtig mor.

Jeg føler mig snydt for den gode start på mit barns liv og for den nærhed, som amning giver. Jeg føler, at jeg har svigtet mig selv, fordi jeg ikke kunne leve op til mine egne forventninger om, hvordan jeg skulle være mor. Værst af alt føler jeg engang imellem, at jeg har svigtet mit barn. Jeg håber, at jeg en dag slutter fred med min beslutning og stoler på folk, når de fortæller mig, at en god mor ikke sidder i brysterne. Det bliver nok ikke i morgen.