Ultralyd er lydbølger med så høj frekvens, at de ikke kan høres af det menneskelige øre. Ultralyd kan bruges til at ”se” ind på steder hvor man ellers ikke har mulighed for at komme ved at lyden sendes ind og kastes tilbage til scanneren. Alt afhængig af, hvad bølgerne rammer, sendes forskellige signaler tilbage. Disse danner et billede – måske af din baby.
Ultralydsscanning i graviditeten har været anvendt siden omkring 1960. Der har aldrig været påvist skadelig effekt på mennesker med den form for scanninger, man anvender i graviditeten.
Hvorfor ultralydsscanner man i graviditeten?
I graviditeten har ultralydscanninger 3 forskellige formål:
Scanninger kan bruges til foster screening. Scanningen bruges som et tilbud til gravide med henblik på at finde sygdomme, misdannelser og kromosomfejl hos fostret i livmoderen. På baggrund af de fund, der gøres ved ultralyd, er det i Danmark muligt at få abort. Der er derfor mange etiske dilemmaer ved fosterscreening.
Scanninger kan give viden om fostrets trivsel eller manglende trivsel i livmoderen. Her bruges ultralydsscanning til at sikre sig, at fostret i livmoderen har det godt, og at det er forsvarligt, at graviditeten fortsætter.
Scanninger kan give viden om moderens krop, om den kan klare den beslastning, det er at være gravid – det kunne være en scanning af nyrerne.
Hvor kan man blive ultralydsscannet?
Ultralydsscanning foregår på hospitalet eller privat.
På hospitalet er det er en ultralydsuddannet jordemoder eller sygeplejerske eller en læge, der udfører scanningen.
Det er også muligt at vælge at blive scannet privat, her er tiden til forklaring og visning ofte bedre end på hospitalet. Privat kan der være stor forskel på kompetencen hos den person, der scanner dig – ofte afspejlet af priserne.
Hvordan foregår en ultralydsscanning?
Der er overordnet 2 typer scanning for gravide
- Udefra på maven
- Indefra op gennem skeden – vaginalscanning.
Den måde, hvorpå ultralydsscanningen udføres, afhænger af formålet med undersøgelsen. Den udvendige undersøgelse er den hyppigste og anvendes ved nakkefoldsscanningen og misdannelsesscanningen.
Ved den udvendige scanning vil du blive bedt om at ligge på ryggen. Her får du gele på maven, der sikrer den bedste forbindelse mellem scannerhovedet og din krop. Scannerhovedet føres herefter hen over maven, mens du samtidig på skærmen i sort-hvid kan se, hvad der sker inde i dig.
Ved vaginal scanning føres en tynd stav med gele på op gennem skeden. Med vaginalscanneren er det eksempelvis muligt at foretage en ret præcis vurdering af livmoderhalsens længde ved mistanke om truende for tidlig fødsel.
Man må gerne have en VOKSEN ledsager med.
Hvad mærker en baby i maven under ultralydsscanningen?
Man kan generelt se en stor aktivitet i maven under scanningen. Det er sjovt at se, men bør nok opfattes som at babyen kan mærke lydbølgerne og ikke bryder sig særligt meget om forstyrrelsen.
Minder med hjem fra ultralydsscanningen
Det er muligt at printe et billede ud fra scanningen, og du kan altid spørge, om det er muligt at få et print. Ved nakkefoldsscanningen og misdannelsesscanningen er det mange steder muligt at købe et print.
Andre artikler om graviditet
- Det fantastiske fostervand
- Hvilke undersøgelser er der i graviditeten
- Viden om CTG – at få kørt en strimmel
- Babys hjerteslag og hjertelyd
- Babys bevægelser i livmoderen