Er der noget mere hyggeligt, trygt og praktisk end at ligge tæt sammen, at kunne mærke hinanden og at have mulighed for at reagere på babys signaler uden at stå op? Ja, det skulle da lige være at sove uforstyrret og tungt uden natlige spark i ansigtet eller med frygten for at overophede eller lægge sig oven på eller klemme sit barn. Der er relevante argumenter både for og imod samsovning – og den videnskabelige evidens på området bakker begge to op.
Sove sammen med baby & samsovning
Det er dokumenteret, at man ved at sove i samme rum som sit barn nedsætter risikoen for pludselig uventet spædbarnsdød (vuggedød) til barnet er mindst 6 måneder gammel. Så på den måde er det altså godt at sove sammen mindst frem til at barnet er mindst 1/2 år gammel.
Men hvad med at sove sammen i samme seng? Det vi egentlig forbinder med samsovning – og som samsovning dækker over her i artiklen.
Der er studier, der har fundet en øget forekomst af vuggedød blandt børn, der sov i deres forældres seng, og en overgang frarådede officielle myndigheder som Sundhedsstyrelsen og det engelske National Institute for Health and Care Excellence (NICE) på baggrund af disse fund samsovning. Flere andre undersøgelser har dog siden vist, at man godt kan sove sammen uden denne risiko, hvis man er opmærksom på;
- Barnets alder er over 3 måneder (den øgede forekomst af vuggedød var hos børn på under 3 måneder).
- Barnet skal ligge på et fast underlag (en sofa eller en stol tillader for eksempel ikke barnet at slippe af med varmen).
- Forældrene må ikke have drukket alkohol eller taget medicin. (forældre sover normalt lidt lettere, når de har et barn i sengen og sanser dem også i søvnen, men det gælder ikke efter indtagelse af medicin eller alkohol, der kan nedsætte disse sansninger).
- Ryg ikke. (forældrenes rygning øger risikoen for vuggedød og således er der også en risiko forbundet med at sove tæt på en forælder der ryger).
Sundhedsstyrelsens anbefaling
Sundhedsstyrelsens anbefaling er at det sikreste sted at sove for et spædbarn er i sin egen seng i samme rum som sine forældre.
Ligger barnet i forældrenes seng, skal man sørge for, at barnet ligger på et fladt fast underlag, og at der er lige så megen plads omkring barnet, som han eller hun ville have i sin egen seng, samt at barnet ligger med sin egen dyne og uden løse tæpper, bamser eller lignende omkring sig. Desuden bør barnet ikke ligge mellem sine forældre, og der skal ikke være større søskende eller husdyr i sengen. Og så fraråder Sundhedsstyrelsen helt at man sover med sit barn, hvis man er meget træt, syg eller påvirket af medicin eller alkohol.
Er det mere trygt for barnet at sove sammen
Der findes teorier om, at samsovning skulle gøre et barn for afhængig af sine forældre, så barnet senere i livet vil have svært at løsrive sig og udvikle selvstændighed. Et studie som forsøgte at bekræfte en sådan hypotese, fandt imidlertid ikke ingen negative konsekvenser ved samsovning for hverken adfærd eller kognitiv udvikling.
Nogle forskningsresultater angiver, at samsovning fremmer tilknytningen mellem forældre og barn. Det at sove sammen med sit barn fremmer altså formentlig barnets tryghed og tilknytningen. Det betyder dog ikke, at et barn, der sover i egen seng, ikke kan være trygt og lige så knyttet til sine forældre. Børn har et medført behov for nærhed og berøring, og samsovning er et middel til at opfylde dette behov for fysisk kontakt, men det kan også opfyldes gennem samværet med barnet gennem dagen.
Forstyrrer samsovning nattesøvnen
Det korte svar er ja. Studier har vist, at samsovning gør, at forældrene sover lettere, når man sover sammen med sit barn. Ligesom at børn vågner flere gange i løbet af natten, hvis de sover i samme seng som deres forældre. Nogle argumenterer for, at dette kan være hensigtsmæssigt, da barnet mærker sin krops signaler tydeligere i den lette søvn. Hvorimod andre mener, at barnet har brug for den dybe søvn uden unødige afbrydelser. Der er ingen overbevisende evidens på dette område.
Samsovning og amning
For moderen medfører samsovningen også en lettere søvn, men den betyder til gengæld, at hun ikke behøver at stå op hver gang, der skal ammes eller trøstes. Nogle kvinder vågner med et sæt ved babys mindste grynt eller bevægelse og har svært ved at falde i søvn igen herefter. Hvorimod andre nærmest kan lægge barnet til brystet uden at slå øjnene op. Der er selvsagt stor forskel på, hvordan samsovning vil påvirke disse kvinders søvn.
På samme måde er det antageligt forskelligt fra barn til barn hvor meget samsovningen forstyrrer nattesøvnen. Det må derfor være op til jer som forældre at mærke efter, hvorvidt samsovning forstyrrer eller forbedrer nattesøvnen i familien.
Der er en stærk sammenhæng mellem det at sove med sit barn og at få et langt og vellykket ammeforløb. Årsagen består måske til dels i, at det statistisk set er samme type forældre som vælger at sove med deres børn, og som vælger at amme længe. Men nærheden i sig selv kan også øge produktionen af oxytocin (et hormon som er vigtigt i mælkeproduktionen), og dét at mor ikke skal stå op om natten, kan betyde en mindre afbrudt nattesøvn og dermed give mere søvn og overskud i hverdagen.
Hvad med sexlivet, med et barn i sengen
Sex og intimitet kan selvfølgelig sagtens foregå andre steder end i soveværelset, men det kan nu være meget rart, også at have mulighed for at bruge dobbeltsengen til dette. Det er bestemt en overvejelse værd, om man forestiller sig, at sexlivet kan fungere med et spædbarn i sengen.
Mangel på søvn kan imidlertid også lægge en dæmper på den seksuelle aktivitet i parforholdet, og udsigten til en bedre nattesøvn med barnet tæt på kan hos nogle veje tungere end dobbeltsengens øvrige anvendelsesmuligheder.
Hvad mener vi om samsovning
Faktisk har vi ikke nogen bestemt mening om samsovning; forstået på den måde, at det der fungerer for det enkelte barn og den enkelte familie er godt, uanset om det er samsovning eller ikke. Søvn er vigtig og man må se på, om barnet har det godt og sover godt, om mor har det godt og sover godt – og om far har det godt og sover godt på den måde, det fungerer på.
I forhold til de undersøgelser der er lavet omkring samsovning, så er der som sagt argumenter både for og imod samsovning. Og evidensen på området er mangelfuld og langt fra entydig. I sidste ende må det således være op til de enkelte forældre at afveje fordele og ulemper og afgøre, hvorvidt det i deres familie er bedst, at barnet sover i forældrenes eller sin egen seng.
Vi vil dog gerne slå et slag for at man som far og mor også er vigtig. Så hvis den måde, I gør det på, for ét af familiemedlemmerne ikke fungerer (det gælder både søvnen og sexlivet), så skal der findes en løsning. Det er super vigtigt for børn, at deres også forældre har det godt – også sammen. Det giver en tryg base at vokse op i, og derfor er forældrenes søvn og trivsel OGSÅ vigtig – ikke kun barnets.
Sikkerhed under søvnen
Vi opfordrer selvfølgelig til, at man følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger og altid har barnets sikkerhed i tankerne, når man indretter sovearrangementet. Din baby skal have luft omkring sig og luft til at kunne slippe af med varmen og undgå overophedning (der øger risikoen for vuggedød). Nogle vælger at udbygge dobbeltsengen med en ekstra madras eller købe særligt store senge for at skabe tilstrækkelig plads for barnet.
Sovepladsen skal desuden afskærmes af for eksempel vægge, møbler og sengeheste, så barnet ikke kan falde ud af sengen under søvnen.
Har man svært ved at beslutte, om man ønsker samsovning eller barn i egen seng, kan man jo vælge den gyldne middelvej, hvor ens baby ligger i sin egen seng, men tæt nok på til at en forælder kan nå ham eller hende. Her synes vi at en bedside-crib er god til formålet. Der er en seng, der sættes op af forældrenes seng, men uden tremmer op til forældrenes seng (så barnet nemt kan nåes) kun ud mod rummet (så barnet ikke kan falde ud).
Mærk efter, hvordan I sover bedst, og fornem jeres barns søvnmønster og trivsel. Måske vil I have brug for at eksperimentere med forskellige muligheder, før I finder jer til rette.
Pas på jeres baby, jer selv og hinanden, og sov godt.
- Følg os på insta @sund_soevn og få tips og inspiration fra os om søvn ⇒
- Besøg vores webshop med udvalgte produkter til din baby søvn her ⇒
Andre artikler om søvn
- Sovestillinger hos baby – og hovedets placering under søvnen
- Hvad er let søvn, og hvad du skal vide om den!
- Søvn hos børn – hvad kan man forvente?
- Hvad du skal vide om at forebygge vuggedød
- Søvnspindlere et fantastisk fænomen!
Kilder:
- sundhedsstyrelsens folder om forebyggelse af vuggedød https://www.sst.dk/~/media/5BF42CFB6A8A42BEBDDDDD933D7FDCDB.ashxv
- Parent-infant co-sleeping and the implications for sudden infant death syndrome.
Straw, Joanne; Jones, Pat - Parent-child bed-sharing: The good, the bad, and the burden of evidence
Viara R. Mileva-Seitz*, Marian J. Bakermans-Kranenburg, Chiara Battaini, Maartje P.C.M. Luijk - https://www.medicalnewstoday.com/articles/284275#What-are-the-other-potential-benefits-and-risks-of-bed-sharing?
- Mother-Child Bed-Sharing in Toddlerhood and Cognitive and Behavioral Outcomes
R. Gabriela Barajas, Anne Martin, Jeanne Brooks-Gunn and Lauren Hale