Blog

Mit Barn - 3 år og frem / Sundhed, trivsel og udvikling

Charlotte utzons råd til et barn med høj feber

Charlotte utzons råd til et barn med høj feber

På tiendedagen, efter to besøg hos egen læge og et hos øre-, næse-, halslægen, sidder jeg i sofaen med min helt slatne feberramte 5-årige datter med en glødende pande, der er klar til at stege spejlæg. Svaret fra halspodningen får vi først i starten af den kommende uge og nu er det lørdag. Jeg vakler mellem at køre hende til vagtlægen eller igen forsøge mig med Panodil junior, som dagen før havde fået hende til at vågne op og blive helt speedy. Jeg synes begge dele ville være synd, nu sover hun jo – det er sengetid, men hun brænder og gjorde det også i går – plus de andre otte dage inden, hvor feberen har været konstant – dog ikke så høj som nu – jeg er bekymret.

Efter flere dage, hvor jeg heller ikke selv har sovet ordentligt, fordi jeg om natten enten henter vand til min datter, hører hende jamre sig , snøfte og hoste. Jeg har brug for et råd, så mit barn får den nødvendige søvn, ro og bedring.

Der er en tredje mulighed!

Og jeg tøver kun fordi, det er lørdag aften og jeg helst ikke vil forstyrre folk, der holder fri. Men jeg ved bare, at jeg kan føle mig tryg ved at få et svar fra en erfaren dame, som har forstand på børn. Jeg tager telefonen og taster jordemoder Charlotte Utzons nummer.

Hun tager telefonen og allerede der, er jeg helt lettet. ”Hvad så – hvad kan jeg gøre for dig” siger hun venligt, men bestemt.

Charlottes råd ved børn og feber

Jeg sætter hende ind i situationen. Min datter er ikke vant til at være syg og heller ikke vant til at få Panodil junior. Hun er allerede i gang med øredråber for mellemørebetændelse.

Charlotte svarer igen på hendes helt særlige facon, som igen gør mig ydmyg, klar til at lytte og giver mig ro:

1) Hun skal blive i søvnen. Giv hende ca. 4 ml. Panodil junior (en mindre dosis end den anbefalede til en barn der vejer 19 kg), så hun kan blive i søvnen, men nok til at temperaturen kan falde.

2) Sørg for at hun får rigeligt med væske – gerne saftevand. Hjernen og kroppen har brug for sukkeret lige nu.

3) I morgen tidligt, efter en god nats søvn, laver du havregrød til hende. Det trækker affaldsstofferne ud af kroppen.

Jeg takker for hendes råd og ringer af med en følelse af, at jeg har truffet den rigtige beslutning og fået den hjælp, der er bedst for min datter.

I morgen kommer en ny og bedre dag

Straks følger jeg Charlottes instrukser, giver Panodil og bærer min datter ind i seng og putter hende med løftet om, at i morgen er en ny og bedre dag og at hun snart er rask igen. Hun sover hurtigt igen og vi får endelig en nogenlunde rolig nat på Panodil Junior. Næste dag står den på havregrød til morgenmad.

Charlottes råd virker. Og stille og roligt går min datters krop i gang med at helbrede sig selv efter næsten to ugers snigende infektion.

Foto af Lone klitgaardLone Klitgaard, Jeg er cand. mag. i Medievidenskab.

Jeg har trådt mine barnesko i Thy og er flasket op med at tænke bæredygtigt og bruge naturen som legeplads i alt slags vejr. Sammen med min datter på 5 år bor jeg nu på Nørrebro i København. Vi skifter mellem at bruge byens mange tilbud for børn og voksne og tage ud i naturen.

Min kommunikationsbaggrund favner bredt. Og jeg har arbejdet med film og tv, udstillinger, formidling, webredigering og optimering, markedsføring, PR og sociale medier.