fbpx

Blog

Min nyfødte & den første tid

Pas på for stort vægttab hos din nyfødte baby efter fødslen

For tidligt født baby-unden-subcutant-fedtlag

Velkommen til mit opråb om (for stort) vægttab hos nyfødte børn – en problematik, som vi desværre ser alt for hyppigt.

Idag sad jeg og arbejde ved computeren, samtidig med at fjernsynet kørte i baggrunden. Pludselig fangedes min opmærksomhed af, at programmet omhandlede en form for konkurrence om, hvem der kunne opnå et givent vægttab inden for en given tidsperiode. Og dagens vinder var en mand med en vægt på ca 100 kg – han havde tabt sig omkring 3 % af sin kropsvægt og var jublende glad over sin store præstation.

Paradoksalt nok, så har jeg netop indlogeret en lille familie her på Det Private Barselshotel. En familie med en lille dreng, kun 5 døgn gammel, som ved ankomsten her havde tabt sig 10,4% af sin fødselsvægt!

Denne lille dreng har altså tabt 10,4 % af sin vægt der bare var 3400g – modsat manden i fjernsynsprogrammet, som havde tabt 3% af100kg!

Den lille fyr var ved ankomsten her sløv ved brystet og svær at få til at spise. Han havde sparsomme og koncentrede vandladninger og sparsomme afføringer, som ikke havde skiftet farve svarende til hans alder. Forældrene var (med rette) bekymrede og havde også haft en klar fornemmelse af, at tingene ikke var, som de burde være. Desuden var mælken endnu ikke løbet til.

Sådan skal man ikke have det som nyfødt, og jeg lagde derfor sammen med forædrene en slagplan for at få vendt situationen for den lille fyr.

Derudover bad jeg parret om at kontakte Rigshospitalet (hvor han er født) for at orientere om situationen og om vores plan for forløbet. Sundhedsstyrelsens retningslinier siger nemlig, at alle nyfødte med et vægttab over eller lig med 10% skal vurderes på børneafdeling.

Overraskende nok var meldingen fra Rigshospitalet, at der er masser af børn som taber sig over 10%, det er helt normalt. Det er ikke engang noget, som fagpersonen vil notere i journalen.

Det er mig fuldstændigt ubegribeligt, at der hersker sådan en ligegyldig holdning om, at nyfødte børn, i et overflodsland som dagens Danmark, godt må sulte. Det ville vi jo aldrig lade ske for børn på 1, 2, 4 eller 10 år, vel!?

Jeg vil godt tilslutte mig, at det faktisk er blevet “normalt”, at babyer taber sig alt for meget (eller tager alt for langsomt på) efter fødslen. Men det er bare blevet “normalt”, fordi det tilsyneladende sker, at flere og flere rammes af et for stort vægttab.

Det er IKKE normalt som i naturligt! Og det er IKKE noget, som man, i følge den danske sundhedsstyrelse, bare skal lade passere.

Flow-chart for monitorering af nyfødte børns vægt:

Vægtkontrol i et flow diagram

Men er det slet ikke normalt og naturligt, at babyer taber sig efter fødslen?

Jo, det er naturligt og fysiologisk, at babyer taber sig lidt efter fødslen. Man regner med at et vægttab hos nyfødte på op til 6-7% er en normal fysiologisk proces. Babyer får nemlig kun en begrænset mængde mælk i de første par døgn efter fødslen. Mængden af råmælk stiger så gradvist, og den blivende mælk løber til ca 4 døgn efter fødslen – og babyen kan nu få rigelige mængder mad og dermed begynde at stige i vægt.

Derfor regner man heller ikke med, at babyer har en decideret vægt-stigning i den første uge efter fødslen – men at den første uge bruges på et lille vægttab, og på at babyerne igen kommer tilbage på fødselsvægten.

Hvorfor er et lille vægttab hos nyfødte er helt uproblematisk?

Babyer er født med et ekstra fedtlag i underhuden, som fungerer som en slags madpakke, indtil mælkemængden stiger. Når de spiser af den madpakke, så taber de selvsagt vægt.

Derudover har de afføring i tarmen, som kommer ud i løbet af de første dage. Det giver også et vægttab modsat fødselsvægten som jo er inklusiv den afføring som er dannet i tarmen i fosterlivet.

Hvis mor har fået intravenøs væske (drop) under fødslen, ser man indimellem et lidt større vægttab hos baby, fordi fødselsvægten er lidt “falsk forhøjet”, idet babyen kan have en øget væskeophobning i kroppen ved fødslen.

Et mindre vægttab hos nyfødte på under 10% regnes altså for at være altså en del af den helt naturlige fysiologiske proces, og noget som babyer er “designet” til.

Men der er altså forskel på babyer!

Når man skal vurdere en babys trivsel generelt og i forhold til vægttab, så er man nødt til at tage højde for, at babyer er forskellige og har forskellige ressourcer med sig ved fødslen. Og også tage højde for, at kvinder har meget varierende mængde råmælk i brysterne, hvilket betyder, at forskellige babyer har et meget varierende udbud af mælk til rådighed i de første dage efter fødslen.

Hvis en baby er født for tidligt, så er fedtlaget i underhuden endnu ikke opbygget, og der er altså ingen madpakke at tære på. Det samme gælder babyer, som har tabt sig i livmoderen og er tynde ved fødslen. Det er altså vigtigt at vurdere, om din baby har nok fedt til at kunne tåle at tabe sig efter fødslen.

For tidligt født baby-unden-subcutant-fedtlag

Hvis din baby ikke har noget (eller kun et lille) fedtlag at tære på, så begynder din baby at tabe af sin muskelmasse i kroppen. Og det er meget problematisk, for din baby har virkelig brug for muskelmassen for blandt andet faktisk at kunne spise nok mad til at tage på i vægt.

Babyer som taber muskelmasse taber sig altid på kinderne, og kinderne og kæbemusklerne har din baby hårdt brug for for at kunne danne et godt undertryk på brystet.

Hvis din baby er tynd ved fødslen, men du til gengæld har meget råmælk, og din baby spiser godt ved brystet, så vil din baby hurtigt kunne begynde at tage på og fylde sine fedt-depoter op. Men hvis din baby er tynd, og du kun har meget lidt råmælk og eller din baby ikke spiser godt, så er der stor risiko for, at din baby taber sig uhensigtsmæssigt meget, hvilket kan nedsætte din babys styrke og energiniveau yderligere (og desuden er der risiko for dehydrering og lavt blodsukker).

Babyer kan også have opbrugt nogle af deres naturlige ressourcer i løbet af en hård fødsel, og en hård fødsel kan gøre din baby træt og udmattet, hvilket kan medføre, at din baby kommer senere igang med at spise.

Hvis din baby er “godt i stand”, baby-buttet ved fødslen, så har din baby gode depoter at tære på, og vil derfor bedre kunne tåle at tabe sig, indtil mælken kommer i større mængder.

Fin baby der har godt med fedt på arme, ben og kinder ligger og putter på et tæppe

Uanset hvad, så skal du altid være særdeles opmærksom på, at din baby har tydelige og tiltagende synkelyde ved hvert måltid, at din baby spiser mindst 6 gange i døgnet, at din baby ikke har tør mund og tørre læber, og at din baby har vandladning og afføring svarende til “Tjek bleen“.

Hvad er et fysiologisk vægttab hos nyfødte?

Et vægttab på maks op til 10% OG

  • en baby som spiser godt og har synkelyde ved brystet
  • en mor med tiltagende mængde mælk i brysterne
  • en baby med vandladninger flere gange dagligt
  • en baby, hvis afføringer skifter farve svarende til alderen
  • en baby som virker mæt og tilfreds efter måltidet
  • en baby som ikke er tynd at se og mærke på og som ikke har løs hud på benene

En baby som taber sig på denne måde, har gode ressourcer til rådighed og er allerede godt igang med at øge sit mælkeindtag.

(OBS: På Det Private Barselshotel ser vi aldrig, at børn som i øvrigt er i god trivsel taber sig helt op til 10%. Vores erfaring er, at børnene kun taber sig så meget, hvis der er noget med amningen der ikke fungerer optimalt.)

Hvad et fysiologisk vægttab IKKE er

  • et vægttab på eller over 10%

Hvad et fysiologisk vægttab (heller) IKKE er

Et vægttab op til 10% OG (et eller flere af nedenstående punkter)

  • en baby som allerede var tynd ved fødslen
  • en baby som har få eller ingen synkelyde ved brystet
  • en baby med sparsomme og eller gule vandladninger
  • en baby med mange urater i bleen
  • en baby med sparsomme afføringer
  • en baby hvis afføring ikke skifter farve alderssvarende
  • en baby som har meget lange og/eller hyppige amninger
  • en baby som er grædende og utilfreds
  • en baby som er sløv eller uinteresseret i at spise

Et sådant vægttab hos nyfødte er ikke udtryk for den naturlige proces. Det er et udtryk for, at amningen ikke fungerer godt nok til, at din baby kan få mad nok ved brystet. Og tilstanden kræver en særlig indsats at få vendt.

Hvis situationen ikke vendes effektivt og hurtigt, så er der stor risiko for, at din baby både har tabt sig for meget til en start men også kommer til at øge sin vægt for langsomt og dermed falde på vægtkurven.

Jeg ønsker mig (inderligt)…

  • At nyfødte børn og deres forældre ikke lades i stikken i den første kritiske tid efter fødslen.
  • At nybagte forældre forberedes på den opgave, som de står overfor.
  • At man er ærlig overfor nybagte og kommende forældre og ikke bare “spiser dem af med”, at efter fødslen, så skal de bare (hurtigst muligt) hjem og “hygge sig” med deres baby. INTET er hyggeligt, hvis man har en baby, der skriger af sult og en amning, der ikke fungerer.
  • At vi IKKE tillader, at babyer taber sig for meget eller sulter i et mad overflods-land.
  • At vi hjælper nybagte mødre til en effektiv amning og til at få deres børn i trivsel, så de nye familier får en god start med følelsen af håndterbarhed og overskud.
Camilla Kristiansen, jordemoder
Camilla Kristiansen er uddannet jordemoder i 2005. Camilla startede på Baby Instituttet 2015 og er forfatter til vores "Ammeguide" og "Refluks -hjælp din baby" og har en IBCLC uddannelse i amning.