Det at have mavesmerte gør det svært at sove, fordi det generelt er svært at sove, når man har ondt – både for babyer, større børn og voksne. Nogle børn får ondt i maven, fordi de sluger meget luft under måltidet. Her kan justering af sutteteknikken være alfa og omega. Eller teknikker til at bøvse barnet bedre af. Særligt hvis mor også har et hurtigt nedløb, skaber det udfordringer. Måske spiser barnet meget hyppigt eller med en ikke så god teknik og får derfor meget af den luftholdige mælk, der kommer først under en amning. Denne mælk indeholder også meget mælkesukker, der giver luft og rumlen i maven i store mængder. Her kan det være bedre med større og knap så hyppige måltider.
Nogle børn får luft i maven af specielle fødevarer, som de selv spiser (modermælkserstatning eller mad), og nogle børn får luft i maven af noget, deres deres mor har spist, og som er gået i brystmælken (kun babyer der får brystmælk). Det kan være fødevarer, der også giver voksne luft i maven som løg, kål mm. Oplever du, at det svinger meget, hvordan dit barn har det (eller luften) så lav eventuelt en mad-dagbog i nogle dage og se, om der er et mønster i luften/søvnen/gråden, og den mad du eller dit barn indtager. Spiser du som ammende mor måske store mængder mælkeprodukter til morgenmad? Prøv med æg eller morgengrød (kogt på vand) et par dage, og se, om det gør en forskel.
Nogle børn får ondt i maven af den olie, der er i deres D-vitamin dråber
Ondt i maven gør det svært at sove
Smerter i maven kommer ofte i ture og gør ofte, at man har brug for at flytte på sig, trække benene op under sig og rotere i sengen. Helt små børn kan ikke selv rigtig flytte på sig og finde afhjælpning ved det og vil i stedet have utilpashed. Mavesmerter kan gøre så ondt, at barnet holdes vågen, at barnet sover svært uroligt eller vækkes af at have ubehag eller ondt. Mavesmerte kan også gøre så ondt, at barnet græder eller skriger og slet ikke kan sove.
Særligt små børn sover mange gange på ryggen (som Sundhedsstyrelsen anbefaler) med helt udstrakte ben, og det gør det svært at komme af med prutter, flytte rundt på tarmindholdet og komme af med afføring under søvnen.
Det kan du selv gøre for din baby med ondt i maven
Det kan være en jungle at finde rundt i, hvorfor nogle døgn er bedre end andre, og det er hårdt at bruge så meget af sin mor- og far-tid på at prøve at regne ud, hvorfor og hvordan. Nogle børn græder meget, og ofte bliver søvnen det helt store problem, fordi den er afbrudt, og der er alt for lidt af den. Det er dog ofte bedre at tænke det omvendt; at ubehaget og smerterne kommer først, og at det gør søvnen svær. Vi arbejder derfor aldrig kun med søvnen, men også med barnets trivsel generelt, hvordan tilpasheden i barnets krop kan øges – og smerte og gener kan afhjælpes og lindres bedst muligt.
Maveproblemer kan komme af mange ting, og som forældre kan det være svært at regne ud, om det handler om spiseteknikken, bøvseteknikken, intolerance for en fødevare, et umodent tarmsystem, for hyppige måltider, en sart mave efter antibiotika-behandling. Det kan også kræve, at man forsøger sig frem og afhjælper den bagvedliggende årsag til utilpasheden.
Skyldes mavesmertene luft eller afføring, der står og trykker, hjælper det at få det ud.
Skyldes det overspisning, hjælper det at holde igen med maden og vente på, at mavesækken har flyttet noget af den mad videre, der skaber overfyldningen. Kommer mavesmerterne af sult hjælper det, at give barnet mad.
Akutte mavesmerter kan afhjælpes med “en god stilling”. Finder man en god stilling, hvor det ikke gør ondt, kan det ved svære mavesmerter være nødvendigt at “fastholde” den for, at barnet ikke får ondt igen. Varme på maven – som når du har din babys mave mod din mave – virker også ofte godt. Vær opmærksom på, at Sundhedsstyrelsen ikke anbefaler, at du selv sover, når din baby ligger på dig.
Du kan også;
- Følge os på insta @sund_soevn og få tips og inspiration fra os om søvn ⇒
- Besøge vores webshop med udvalgte produkter til din baby søvn her ⇒