”Jeg finder enorm stor glæde og tilfredshed i at kunne udføre mit jordemoderfaglige arbejde ordentligt, omsorgsfuldt og med respekt for de mennesker jeg møder, fordi jeg ved hvor stor betydning det har for den nybagte mor, far og baby at blive guidet og hjulpet godt ind i det nye familieliv”

Nadja Kofoed Christensen, jordemoder

Jeg elsker alt jordemoderi, der er både fascinerende og spændende

Fra den dag jeg startede på jordemoderskolen har jeg fundet graviditet, fødsel og barselstiden meget fascinerende og spændende, og jeg tror aldrig nogensinde, jeg kommer til at kede mig i dette fag. Jeg elsker at blive overrasket over og nysgerrig på hvad, hvordan og hvorfor den enkelte kvinde eller baby gør, som de gør. Undervejs i graviditeten, i løbet af fødselsforløbet og i den første spæde barselstid. På sin vis er det så forskelligt, hvad vi hver især gennemgår, og hvordan vi reagerer. Både som kvinde, som mand og som baby…og dog er der mange lighedspunkter.

Rigtig jordemoderi handler for mig om at vejlede, støtte og respektere den enkelte mor, far og baby i gennem nogle af de absolut mest betydningsfulde øjeblikke i livet. Lige præcis der hvor livet begynder for den nybagte familie, findes et kæmpe vækstpotentiale, som blot skal vandes, gødes og især skal det værnes om og passes på. For en nybagt familie er sårbar, skrøbelig og samtidig stærk og kraftfuld. Det er for mig den vigtigste opgave som jordemoder, at passe på og lade disse værdier sammen samles i en glad og tryg familie.

Jeg er uddannet jordemoder i 2008, og har erfaring fra både små og store fødesteder på Sjælland (Glostrup, Herlev og Roskilde). I mit jordemoderliv har jeg erfaring fra fødegangen, akut svangre, efterfødselsambulatorium og jordemoderkonsultation, og så har jeg altid elsket at undervise i fødselsforberedelse.

Jeg er gift og har to dejlige børn, August (2010) og Sophia (2013). Begge mine børn er født hjemme i vand, i trygge og rolige omgivelser. Jeg har ammet begge mine børn. Jeg har både oplevet at have et kompliceret og heldigvis også et helt uproblematisk smertefrit ammeforløb.

Nadja Kofoed Christensen, jordemoder