Blog

Min Baby - 1 måned til 1 år / Sundhed, trivsel og udvikling

Min baby sov så fint, men nu er den gal med søvnen igen!!

Spring fra vippe i svømmehallen

“Min baby sov så fint, men nu er den gal med søvnen igen!!”

Det var omtrent sådan den indledende sætning lød i går, da jeg talte med en mor til en af de familier, der følger vores soveprogram. Drengen er 4 måneder, en glad og smilende baby, der bare slet slet ikke har tid eller lyst til at sove i dagtiden, selvom han er træt og med meget afbrudt nattesøvn.

Sovekursus for at lære at sove

Sovekurset startede i sidste uge, hvor jeg blev modtaget af en træt mor

  • Træt – meget træt
  • Og træt på en måde, som man godt forstå, hvis man selv har haft en baby, der ikke synes, det der med søvnen er sagen.

Han var 4 ½ måned – glad og smilende, men bag det glade ydre og det smilende væsen var det dog tydeligt, at han var super træt. Moderen havde selvfølgelig ret – han fik alt for lidt søvn. Øjnene var røde, og da jeg lagde ham på maven, var han så træt i sin lille krop, at han næsten ikke kunne løfte sit hoved fra gulvet og holde det oppe. Han var dog  glad for at stå – hvilket giver god mening, da det er meget mindre fysisk krævende end eksempelvis at ligge på maven.

Jeg var der 3 timer, og han sov halvdelen af tiden.

Mere søvn gav nye færdigheder

2 dage efter talte vi sammen i telefonen, og der kunne moderen tydeligt se, at han havde fået nye færdigheder på aktivitetstæppet. De var kommet bare af at få mere søvn, fordi hjernen og kroppen selvfølgelig kan mere, når man får sovet. Hun oplevede, at han så meget mere intenst på tingene og rakte bevidst ud efter dem med stor succes. Herligt.

2 dag efter fik jeg denne besked: ”Vi har sovet godt i nat! Tak”

Nu er den gal med søvnen, igen!

Men her 2 dage efter er den gal med søvnen igen!!!

Dagen før havde mor og baby været i København – og havde fået en masse nye sanseindtryk. Og nu var han jo endnu mere udhvilet til at kæmpe mod søvnen – fordi han havde sovet bedre den sidste uge end nogensinde før.

Skulle moderen have undgået det? – ikke nødvendigvis.

En hjerne i høj aktivitet gør det svært at sove

MEN når mængden af input i hjernen øges, er der flere indtryk, der hjernemæssigt skal fordøjes og placeres. For de fleste mennesker gælder det, at jo mere tryk der er på hjernen, når barnet skal sove, jo sværere vil det ofte være, at få hjernen i en tilstand, hvorfra det er muligt at falde i søvn. På samme måde som de fleste ikke bare falder i søvn, når de har oplevet et eller andet sindsoprivende, eller hvis de er stresset eksempelvis på arbejdet.

Med en tur til København kan det undgås, ved slet ikke at tage af sted, men problematikken kan ikke undgåes helt – og barnet skal også lære at håndtere den i forhold til søvnen. For det er det samme, der sker ved hver eneste tigerspring (udviklingsspring). Det vil altså opstå uanset og vil hver gang være i risiko for at bringe god søvn i fare, hvis der ikke gøres en indsats for at fastholde den gode søvn.

Spring fra vippe i svømmehallenSøvn er en proces og skal læres på de forskellige niveauer af hjerneaktivitet. Jeg plejer selv at se det, som at børnene kan finde ind i søvnen fra forskellige niveauer: fra kanten, fra skamlen, fra 1 meter vippen og fra 3 meter vippen og fra 5 meter vippen, som svarer til tur på tur på tur til København (for nogle babyer) eller et udviklingsspring.

Vi fik styr på den nye situation med søvnen – med min viden og moderens indsats. Så nu er der en baby mere, der kan “falde i søvn” fra 5 meter vippen – eller rettere fra en hjerne, der er i aktivitet svarende til 5 meter vippen.

Ditte Bach, jordemoder
Ditte Bach (1972) har arbejdet som jordemoder, siden hun blev uddannet i 2003. I 2009 startede hun og Charlotte Utzon Det Private Barselshotel i Gentofte og i 2013 Baby Instituttet. Ditte er gift med John og har en pige fra 1997 og en dreng fra 2004.