Blog

Tanker om at være forælder

Hvorfor Mette Blomsterberg fik mig til at føle mig som en dårlig mor

Hvorfor Mette Blomsterberg fik mig til at føle mig som en dårlig mor

For lidt over en uge siden landede jeg i sofaen med min yngste på 9 år foran fjernsynet. Valget blev Mette Blomsterbergs søde liv, fordi hun nu også laver madpakker – og jeg tænkte, at man måske kunne hente noget inspiration.

Vi dumpede ind sådan ca. i starten af udsendelsen midt i nogle utrolig lækre müslibarer, hun var ved at røre sammen, der var ikke den saftige nød, der ikke havde fundet ned i den skål. Bagefter (altså efter de havde bagt og afkølet) var de vupti vupti klar til at dyppe i chokolade, der jo selvfølgelig var tempereret i vandbad og havde den helt rette temperatur. Som den sidste finesse blev de dekoreret med pistacienødder, i et antal jeg aldrig nogensinde har set pistacienødder i før.

Pandekager om morgenen til madpakken

Herefter fik hun lavet de lækreste pandekager, som jo bare lige skulle bages på panden – altså der om morgenen inden børnene skulle i skole.

For at gøre det nemt, havde hun dog kogt kyllingen i forvejen og gjort den klar. Der stod de lækreste madpandekager med dressing, der også var gjort nem, fordi mayonaisen ikke var hjemmerørt. Og inden vi havde fået set os om der i sofaen, var det hele, som nu var madpandekage, müslibarer og 2-3 forskellige ting hun åbenbart havde lavet, inden vi kom ind i programmet pakket ind i små fine engangsplastikbægre i en plastikpose med et meget dekorativt bånd om, for som hun sagde: “Det er rart, når børnene kan se, det er lavet med kærlighed.”

Herefter lavede hun let som en vind de mest lækre kager, mens vi sad der i sofaen og blev mere og mere sultne.

Mette Blomsterberg sætter en ny standart for madpakker

Selvfølgelig ville min dreng gerne have sådan en madpakke. Jeg kunne dog med det samme forsikre ham om, at det ikke kom til at ske, men at vi kunne lave pandekagerne til aftensmad en dag – og det slog han sig heldigvis til tåls med.

Eller det vil sige, at jeg troede, at jeg havde sluttet fred med Mette Blomsterberg, men jeg tog fejl.

Da jeg forleden dag så stod der og bagte hendes pandekager om aftenen – og det tager jo sin tid (for helt almindelige mennesker, som mig), så jeg havde god tid til at tænke. Så stod jeg faktisk og blev sur på Mette Blomsterberg.

Mette Blomsterberg sætter en ny standart for madpakker. Hvis den skulle have en karakter, ville det være 13 (12 efter den nye skala), og det, synes jeg faktisk, er helt fint. Jeg er stor tilhænger af at blive inspireret af nogen, der er bedre end en selv og at sætte sine egne mål efter at gøre det bedre etc. Jeg er i øvrigt stor modstander af hele den tendens, jeg oplever i samfundet, at det er godt nok, hvis man bare er bedre end dem, der er helt håbløse – som dem i luksusfælden og de unge mødre.

Men, men, men det var den med kærligheden, jeg fik galt i halsen.

Mine madpakker er ikke lavet med kærlighed

Mette Blomsterberg fik mig til at føle mig som en dårlig mor, fordi mine børns madpakker ikke er lavet med den kærlighed, og den gjorde ondt – sad og irriterede og var træls.

Resterne af Mette Blomsterbergs madpandekager (vores aftensmad) blev til madpakker. Ingen friskbagte pandekager og ingen müslibarer og ingen andre lækkerrier andet end et æble.

Min Hund, der aldrig har oplevet noget lignende klokken 7.30 hjemme hos os:

Mine børn får sunde og nærende madpakker, men her hos er madpakkerne ikke nogen fest og ikke lavet med den store kærlighed. Jeg har vurderet, at den tid jeg vil skulle bruge på at hæve madpakkerne til et højere niveau, vil gå fra noget andet, som jeg tror er vigtigere… Og virkeligheden er jo, at man hele tiden må prioritere, hvad man vil bruge sin tid på – og håbe, at man vælger rigtigt.

Mine børn får madpakker, der svarer til et 7 tal (4 efter den nye skala). Og måske min kærlighed slet ikke kan ses af andre, fordi den ikke er pakket ind i appetitlige små bokse og et smukt bånd…

MEN min kærlighed til mine børn er stor, og jeg gør det bedste, jeg kan for at mærke efter, hvor mine børn er, respektere dem og tage dem alvorligt. Jeg forsøger, efter bedste evne, at gøre dem robuste og klæde dem på til livet og til at klare de udfordringer, de vil møde.

Og jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ville ønske, at jeg kunne være alt det gode, ALLE andre mødre til sammen er for deres børn – hvilket inkluderer 12 tals madpakker hver dag (med min fornuft ved jeg selvfølgelig godt, at mine børn i så fald ville blive fuldstændig spoleret og ikke erhverve sig én eneste af de dyder som, jeg tror på, er vigtige).

Er det noget, du kan genkende?

Ditte Bach, jordemoder
Ditte Bach (1972) har arbejdet som jordemoder, siden hun blev uddannet i 2003. I 2009 startede hun og Charlotte Utzon Det Private Barselshotel i Gentofte og i 2013 Baby Instituttet. Ditte er gift med John og har en pige fra 1997 og en dreng fra 2004.