Mælk fra en ko er svært at fordøje og derfor ikke noget man bør give til helt små børn. Til trods for at det faktisk er komælksprotein man anvender i modermælkserstatning, der regnes for fuldgyldig mad helt fra fødslen. Men der er STOR forskel på at give modermælkserstatning og på at give ko-mælk til et barn i sin “rene form”. Fordi komælk er en svær størrelse for børn, er der anbefalinger for hvordan komælk må introducers for dit barn, det er dem der kommer her.
Anbefaling i forhold til komælk
Fødevarestyrelsen og sundhedsstyrelsen anbefaler at du IKKE giver dit barn komælk før dit barn er 1 år gammel. Indtil dit barn er 1 år, anbefales det at ALT mælk, dit barn får, er modermælk eller modermælkserstatning.
Komælk kan, når barnet er 1 år, introduceres som drikkemælk, og da som letmælk. Der bør være en kort overgangsperiode, hvor barnet vænnes til, at der er letmælk i koppen. Hold øje med fravær af gener (mavegener og utilpashed) og at afføringen fortsat fungerer normalt.
Lidt komælk kan gå an fra de 9 måneder
Fra 9-måneders alderen er anbefalingen, at du godt kan give lidt ko-mælk til dit barn.
Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen anbefaler at dit barn fra 9 måneders alderen og frem maks får 100 ml mælkeprodukter (ko-mælk) om dagen i sin mad. Det svarer til at dit barn er blevet bedre til at spise fast føde og nu bedre kan få mere af jeres andres mad. Det kan være mælk i sovsen, lidt mælk på noget frugtmos.
Som en del af den 1 dl ko-mælk om dagen, kan din baby også tilbydes en lille portion surmælksprodukt (af sødmælkstypen, da babyer har brug for mere fedtholdig mad) eksempelvis tykmælk.
Man har set at komælk kan provokere til mikroskopisk tarmblødning, specielt de første 6 måneder. Dette er ikke set efter de 9 måneder, hvorfor nogen mælk kan “tillades” herfra (SST: Ernæring til spædbørn og småbørn, side 133)
Dit barn tilbydes vand eller modermælk/modermælkserstatning at drikke til sine måltider frem til dit barn er 1 år.
Anbefaling i forhold til surmælksprodukter
Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen anbefalingen er, at din baby fra de 9 måneder maks får 1/2 dl surmælksprodukter pr dag, stigende til maks 1 dl frem mod 1-års alderen.
Samtidig anbefalinger Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen også at børn ikke får surmælksprodukter med et højt proteinindhold før de er 2 år. Fødevarestyrelsen giver ymer og skyr som eksempel. Ymer er fremstillet af sødmælk (og er altså sødmælkstypen, med det høje fedtindhold på 3,5 % man ønsker), men modsat andre syrnede mælkeprodukter drænes vallen fra. Det gør, at ymer har et højere indhold af protein. Der er omkring 5,6 gram protein per 100 gram i ymer. Proteinindholdet i skyr 11 gram protein per 100 gram.
Oversigt over surmælksprodukter med et LAVT indhold af protein og højt indhold af fedt (3,5 %)
Produkt | Protein | Fedt | Sukker |
A38 Natural 3,5 % | 3,5 g | 3,5 g | 3,5 g |
A36 øko tykmælk | 3,5 g | 3,5 g | 3,5 g |
Sødmælksyoghurt Natural (Kløver) | 3,6 g | 3,5 g | 3,5 g |
Sødmælksyoghurt Peach Melba (Kløver + Arla øko) | 3,2 g | 3,1 g | 11 g |
Sødmælksyoghurt Pære/banan (Kløver + Arla øko) | 3,2 g | 3,1 g | 12 g |
Sødmælksyoghurt jordbær (Kløver + Arla øko) | 3,2 g | 3,1 g | 11 g |
Sødmælksyoghurt appelsin (Arla øko) | 3,3 g | 3,1 g | 12 g |
Tykmælk | 3,4 g | 3,5 g | 3,6 g |
Grunden til at der er sukker i yoghurt, skyldes at mælk indeholder mælkesukker – laktulose. Vær opmærksom på at der er særligt højt sukkerindhold i yoghurt med frugt. Sundhedsstyrelsens anbefaling er, at mælkeprodukter med frugt- og sukkertilsætning bør begrænses på grund af det høje sukkerindhold. De bør have karakter af dessert og er ikke egentlig mad (Sundhedsstyrelsen, Ernæring til spædbørn side 65).
Hvor meget mælk når dit barn er 9 mdr
Fra 9-måneders alderen anbefales det, at den samlede mængde mælk ikke overstiger 3/4 liter (750 ml) om dagen. Det er modermælk, modermælkserstatning og den ko-mælk din baby får i sin mad.
Din barn må altså gerne få mindre mælk end 750 ml og mere anden mad. Resten af dit barns kalorieindtag skal komme fra anden mad end mælk og ko-mælk relaterede produkter.
Hvor meget mælk når dit barn er 1 år
Fra 1 år bør mælk og mælkeprodukter udgøre ca. 350 m. Med cirka 350 ml mælk i døgnet vil dit barns kost bedre leve op til anbefalingerne, da du er mere sikker på at mælken ikke tager for meget plads for anden mad. Omvendt bidrager det at få mælk med forskellige næringsstoffer til den samlede kost.
Et barn på 1 år bør maks indtage 500 ml i døgnet. For meget mælk gør kosten ensidig kost med risiko for mangel af visse vitaminer og mineraler, herunder en øget risiko for jernmangel. Udgør mælken og mælkeprodukterne en for stor del af dit barns kost skal du reducere i mængden af mælk, din baby får at drikke og i mængden af yoghurt og andre surmælksprodukter, dit barn får.
Mælk & mælkeprodukter fra 1-2 års alderen
Fra 1 alderen anbefales det at drikke letmælk. Skummetmælk, minimælk og kærnemælk kan gives, når dit barn er ca. 2 år gammelt.
Hvis surmælksprodukter udgør en stor del af mælkemængden, bør det fra 1-2 års alderen være af letmælkstypen, eksempelvis letmælksyoghurt og A38 1,5 % fedt. Proteinindholdet skal stadig være lavt.
Produkter med højt proteinindhold, som skyr, fromage frais, ymer og ylette bør tidligst gives fra barnet er 2 år (Sundhedsstyrelsen, Ernæring til spædbørn side 64-65).
Kilder: sundhedsstyrelsen, fødevarestyrelsen, Sundhedsstyrelsens bog: Ernæring til spædbørn.
Andre artikler om emnet
- Min baby spiser ikke nok mad
- Babys kost skal være med mere fedt
- Om overgangskost: mos og grød
- Fra overgangskost til fast føde
- Om tilskudsblandinger