Babyer har luft i maven ligesom alle andre mennesker. Det er en naturlig del når man indtager føde og også de fordøjelsesprocesser, der sker i mave-tarmsystemet danner luft. Det er naturligt, at der er en vis mængde luft i en babys mave. Ligesom hos vi voksne.
Luft der er kommet ind i systemet har to veje ud. Enten som bøvser eller prutter. Derfor er det naturligt for babyer, at bøvse og prutte.
Generelt er det sådan at luft i maven på en baby gør ondt (og kan også gøre rigtig meget ondt), især i de første måneder. For de fleste baby virker det som om at luft i maven og tarmen er meget mindre generende efter de 3 måneder.
Hvis luften ikke genere din baby (ikke gør ondt) eller din baby bare slår nogle store prutter – uden at det gør ondt at prutte, så er luften ikke noget problem. Generer luften din baby eller er det ubehageligt at bøvse eller prutte, så er luften et problem, der skal afhjælpes.
En baby med for meget luft i maven vil være urolig (sove uroligt) ofte have ondt (svært ved at sove), gøre sig stiv (pga. smerte) og strække ryggen bagud for at give mere plads i maven til luften.
Luft i maven, sluger luft under måltidet
Alle babyer sluger luft i forbindelse med at de spiser enten ved brystet eller på sutteflasken. Når mælken med stor kraft suges ud gennem en smal kanal (mælkegang) eller gennem et lille hul (i de fleste typer af sutteflasker), hvirvles der luft ind i mælken under hver mundfuld. Og især hvis det går meget stærkt – nedløbsrefleksen er meget hurtig eller baby suger godt til. Lidt ligesom hvis du skulle drikke en stor mængde væske hurtigt gennem et tyndt sugerør.
Der lander altså en god blanding af mælk og luft i din babys mave under måltidet. Din baby vil sluge mest luft i starten af måltidet, fordi din baby vil være mere sulten og suge kraftigere og fordi der kommer mere luft med den tynde mælk, som kan strømme hurtigere.

Man kan ikke regne med at luften kommer op af sig selv. Nogle babyer har fundet fidusen og bøvser let og gerne, hvor andre ikke har luret hvordan det med bøvserne virker. Hvis din baby ikke får bøvset den luft op, som er blevet slugt under måltidet, så kan din baby få ondt i maven på grund af den luft der kommer med ved hvert måltid. Det tager lang tid for luft, der ikke er kommet op som en bøvs, at passere gennem tarmsystemet – så hvis din baby ikke bøvser nok (og/eller ikke kommer så let af med sin afføring), så kan det ende med, at din baby får samlet rigtig meget luft i tarmsystemet. Luft i tarmen gør ondt og mere luft gør mere ondt – og kan give kolik-agtige smerter og luftbetinget refluks.
Luft i maven, får for meget mælkesukker
En anden årsag til, at babyer får luft i maven er mælkesukker (laktose danner luft i mave-tarmsystemet. Laktose er et naturligt indhold i modermælk og nedbrydes i barnets mave-tarmsystem af enzymet laktase. Laktase dannes både i barnets tarmsystem men findes også i den friske modermælk ligesom en række andre fordøjelsesenzymer.
Der er mest mælkesukker i den “tynde” mælk, som kommer først i et ammemåltid. Hvis din baby får for stor mængde af den tynde mælk i forhold til den fede mælk (fordi din babys teknik måske ikke er effektiv nok til at kunne tømme brystet for den fede mælk?), så kan din baby få luft i maven af den store mængde laktose.
Luft i maven, træg tømning af tarmen
Hvis din baby er forstoppet, vil der også være en tilbøjelighed til, at din baby får luft i maven. Når afføringen står (for) længe inde i tarmen, dannes der nemlig gasser af oxygen, nitrogen, hydrogen og kuldioxid. Den coctail bliver til (ildelugtende) prutter.
Udover at der dannes mere tarmluft, når din baby er forstoppet, så vil det også være sværere for din baby at prutte, fordi passagen i tarmen blokeres af afføringen.
Luft i maven, sluger luft under gråd
De fleste babyer sluger også ret meget luft når de græder. Hvis din baby græder i forbindelse med, at din baby har luft der genere i mavesækken eller i tarmen, så ender det let med, at der kommer endnu mere luft. Man havner i en negativ spiral – det måltid, resten af den dag eller så godt som hver dag.
Luft i maven af antibiotika
Hvis du eller din baby er i behandling med antibiotika, kan det også føre til luft i maven (og også ofte et ændret afføringsmønster), fordi antibiotika påvirker den naturlige tarmflora og dermed fordøjelsen.
Hvad kan jeg gøre for min baby?
Hvis din baby er generet af luft i maven, er det vigtigt, at du hjælper din baby. Det er synd for din baby at have mavepine, og i de fleste tilfælde helt unødvendigt, fordi det kan afhjælpes.
Først og fremmest er det vigtigt, at du forsøger at undgå, at din baby overhovedet får for meget luft i maven. Det gør du ved at optimere på teknikken på brystet eller flasken. Samt at give din baby tid til at bøvse, og måske også lære din baby at bøvse og sørge for, at din baby bøvser (eventuelt flere gange) under og efter et måltid.
Du skal også være opmærksom på, at din baby skal nå at få den fede mælk med under et ammemåltid, så måltidet bliver balanceret og laktoseindholdet ikke bliver for højt.
Hvis din baby allerede har gener af luft i maven, kan det hjælpe at massere maven og hjælpe din baby af med prutterne.
Booker du en konsultation hos os kan vi hjælpe dig med at afklare problemet samt med løsninger til hvordan du og din baby gør, for at lindere luftgenerne og hjælpe din baby hvorfra i er lige nu. Ofte vil der være noget omkring din babys spiseteknik, der kan optimeres på, så din baby sluger mindre luft og måske din baby også skal lære at komme af med sine bøvser på en bedre måde.
- Du kan læse mere om vores online amme- og babykonsultationer her ⇒
- Og om vores online babykonsultationer her ⇒
Andre artikler om baby
- Hvor meget skal en baby tage på i vægt om ugen?
- Hvorfor en baby ikke bare er tilfreds
- Læs om 5 ugers springet
- Hvor godt har min baby det?
- Viden om afføring hos en baby