Vera og hendes storebror der aer hende.

“Jeres hjælp har betydet, at mine børn har haft et dejligt babyliv, og dermed at vi har været i stand til at nyde tilværelsen som nybagte forældre.”

-Nina, mor til Vera

 

Jeg tog kontakt til Det Private Barselshotel, fordi jeg kunne se, at amningen af min nyfødte datter ikke fungerede, og fordi det offentlige sundhedsvæsen (hospitalet og sundhedsplejersken) ikke var i stand til at hjælpe mig med at få det til at fungere. De kunne sågar ikke engang fortælle mig, at det ikke fungerede – de sagde derimod alle samme frase, når jeg frustreret spurgte om rådgivning – “det ser fint ud” – selvom jeg havde store smerter, sår på brystvorterne og min datter ville die konstant.

Jeg havde oplevet det samme med mit første barn, hvor jeg også søgte hjælp hos Det Private Barselshotel, og derfor vidste jeg, at de ville være i stand til at se, hvad der ikke fungerede og lære min datter at tage rigtigt fat om brystet.

Og ganske rigtigt! Hvis jeg ikke havde fået den hjælp, Det Private Barselshotel gav mig, måtte jeg have droppet amningen meget hurtigt.

For første gang oplevede jeg en smertefri amning

Da jeg kom med min datter, var jeg ved godt mod, fordi jeg vidste, at I ville kunne hjælpe os, da jeg havde rigtige gode erfaringer med jer fra min søn. Min datter derimod var ved at blive gullig, fordi hun ikke fik nok føde. Det var jeg ikke selv opmærksom på, fordi sundhedsplejersken lige havde været på besøg og erklæret hende for rigtig fin vægtmæssigt. Jeg tænkte på det tidspunkt, at det var utroligt, at det fagpersonale jeg havde mødt i det offentlige ikke havde opdaget, at min datter var alt for lille og ikke kunne tilbyde mig den hjælp, der skulle til, for at få amningen til at fungere.

Jeres hjælp betød, at vi fik amningen til at fungere, og for første gang oplevede jeg en smertefri amning – noget jeg ærlig talt aldrig havde troet, at jeg skulle opleve, da jeg havde haft store problemer med amningen af min søn, som jeg i stedet måtte give flaske. Derudover har jeg fået mange gode råd til håndteringen af Vera, f.eks. vedr. bøvser, kommunikation og sovevaner. Rent faktisk betragter jeg det som “held i uheld”, at jeg havde problemer med amningen, fordi jeg derved har fundet Det Private Barselshotel og en guldgrube af viden om babyer, der har gjort både Vera og vores liv meget bedre og barslen hyggelig og rolig.

En investering i ens liv

Jeres hjælp har betydet, at mine børn har haft et rigtig dejligt babyliv, og dermed at vi forældre har været i stand til at nyde tilværelsen som nybagte forældre. Simpelthen fordi vi med jeres rådgivning har lært at sørge for at baby får nok mad, god vågentid og gode søvnvaner – hvilket betyder, at vi forældre også kan nå at nyde vores mad, vores vågentid og vores nat. Det er en investering i ens liv.

Jeg blev vejledt til UG med kryds og slange!
Det særlige ved Det Private Barselshotel er, at man møder en helt utrolig høj viden om babyer kombineret med særdeles stort engagement i deres trivsel. Man kan spørge om og få svar på ALT vedrørende babyer – og modsat de svar man ofte får andre steder, er de konkrete og anvendelige i hverdagen.

Jeg vil anbefale Det Private Barselshotel til ALLE – og jeg har allerede anbefalet det til alle!

Nina, mor til Vera

Lille Vera i sin grå strik.