Jordemoder søges til Baby Instituttet i Gentofte

Drømmer du om at have tiden til at hjælpe nye familier godt fra start – primært med amningen, så er det måske dig vi søger? 

Vi søger en jordemoder (mere) til vores timevejledninger, der primært består af arbejde i hverdagene i dagstiden. Vores timevejledninger består af baby-konsultationer og ammekonsultationer, samt almindeligt jordemoder arbejde. Her vil du primært levere hands-on-hjælp til at få amningen til at fungere og til at løse diverse ammeproblemer, samt til at få baby og hverdagen med en baby i huset til at være så velfungerende som muligt.

Derudover skal du dække 1 weekend om måneden på vores barselshotel – i hvert fald til en start. På barselshotellet arbejder jordemoderen i døgnvagter og har maks 3 familier af gangen. Familierne indlogerer sig i et eller flere døgn, hvor du vil levere hjælp til amning, søvn, døgnrytme og til at få en god og tryg start på familie-livet. Fagligt giver døgnvagterne en høj grad af kontinuitet og indsigter, du end ikke vil kunne forestille dig. Privat giver døgnvagterne luft i hverdagene (hverdags-fri), så du kan nå til lægen, til frisøren eller hygge dig med en bog, mens alle andre er på arbejde.

Måske du allerede nu tænker, at den viden, har du slet ikke som jordemoder. Det er ikke noget problem! Du vil blive grundigt oplært, indtil du er fuldstændig sikker i det du siger og gør og kan levere den samme høje standard som os andre.

Vi kan love dig;

  • Du vil blive en del af et team af top engagerede jordemødre.
  • Du vil få muligheden for at gøre en ægte forskel for nye familier og nyfødte – ja faktisk hver eneste dag, du er på arbejde.
  • Du vil få tid til at gøre dit arbejde så godt, som du faktisk er i stand til – og (igen) at opleve den tilfredsstillelse det giver!
  • Du vil blive en verdensmester i amning i praksis, med oplæring i vores viden, tilgang og hands-on metode. Samt på sigt også muligheden for at IBCLC uddannelse (hvis du ønsker den).
  • Du vil primært arbejde i hverdagen (mest i dagtiden).
  • Du vil cirka skulle arbejde 1 weekend i måneden.
  • Du vil have mulighed for at holde 3 ugers ferie i skole-sommerferien – hvis du ønsker det.

Vores minimumskrav til vores kommende jordemoderkollega er:

  • Du skal have arbejdet mindst 3 år på fødegangen. Erfaring med amning og barselperioden er som sagt IKKE en forudsætning – men heller ikke en hindring.
  • Vi forventer, at dit hjerte brænder for barselsområdet, amningen og for at hjælpe nyfødte og deres forældre godt fra start.
  • Du skal have lyst til at være en del af Baby Instituttet og af vores team af jordemødre.
  • Du skal bo, så du kan komme frem og tilbage til Gentofte på daglig basis.
  • Der skal stadig være fut i dig (du skal stadig brænde og ikke være brændt ud). Du skal altså have lyst til udrette noget mere eller andet end det du gør lige nu og have lyst til at lære nyt og  udvikle dig.

Fuldtidsstillingen er med tiltrædelse 1 december 2019.

Skriftlig ansøgning og CV sendes til jordemoder Camilla Kristiansen, der har det daglige ansvar for vores timevejledninger. Camillas mail er: camilla@babyinstituttet.dk 

Seneste ansøgningsfrist er onsdag d. 2 oktober 2019

Vi glæder os til at høre fra dig!

Du kan se nogle af os her..

Ditte er direktør og medejer og er lidt over det hele, Charlotte er på hotellet og medejer, Camilla er i vores timevejledning og har ansvar for dem, Lotte er jordemoder på hotellet, Nadja er i vores timevejledning. Men vi er også jordemoder Cecilie, der behandler, Karen, der står for søvn, Kristina, der er på hotellet og Sophia, der er i vores timevejledning i vores Århus afdeling. Samt Nikoline (der ikke er jordemoder), men passer vores webshop og står i vores butik i Århus. Og Arne, der sidder med vores regnskaber. Foruden en bestyrelse, der består af “3 vise mænd”

Har du brug for yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte Camilla Kristiansen på 22 77 12 18. Du kan også se dig omkring i vores univers på babyinstituttet.dk.