Hvis I oplever problemer med at opnå graviditet, skal I i første omgang kontakte jeres praktiserende læge. Her foregår de indledende undersøgelser.
Hos jeres praktiserende læge vil I skulle gennemgå en samtale indeholdende emner som seksualliv, menstruationscyklus, tidligere valg af prævention, forløb af eventuelle tidligere graviditeter samt livsstil og livsvilkår.
Jeres praktiserende læge vil desuden gennemgå jeres historik i forhold til eksempelvis tidligere sygdomme og/eller infektioner, som kan have betydning for jeres frugtbarhed.
Når jeres praktiserende læge har foretaget de relevante og indledende undersøgelser, vil I blive henvist videre til en gynækolog eller fertilitetsklinik med henblik på den videre udredning og eventuel behandling for barnløshed.
Ved mistanke om manglende ægløsning – ved eksempelvis uregelmæssige eller manglende menstruationer – vil du som kvinde få taget blodprøver med henblik på hormonundersøgelse.
Som mand vil du skulle afgive en sædprøve med henblik på undersøgelse af din sædkvalitet.
Se videoen:
Yderligere undersøgelser
Afhængigt af udfaldet af kvindens hormonundersøgelse, kan det blive aktuelt at tage supplerende blodprøver.
Hvis mandens sædkvalitet er nedsat, vil der være mulighed for at lave yderligere undersøgelser blandt andet ultralydsundersøgelse af testiklerne og/eller kromosomanalyse.
Under jeres udredning for barnløshed vil I begge få taget blodprøver som kan påvise infektioner som HIV, hepatitis B og C samt eventuelt klamydia. Som kvinde vil du desuden blive tilbudt undersøgelse for, om du har haft røde hunde, hvis ikke du er vaccineret.
Kvinden vil få foretaget ultralydsundersøgelse af sit underliv – livmoder, æggestokke og æggeledere.
Desuden undersøges passagen gennem æggelederne. Dette kan gøre på forskellige måder. Enten ved at der indsprøjtes kontrastvæske i livmoderen, hvorefter man, ved hjælp af enten røntgen- eller ultralydsundersøgelse (HSG eller HSU), ser om væsken frit kan passere gennem æggelederne. Eller ved hjælp af en kikkertundersøgelse (THL).
Det kan desuden være relevant at lave en kikkertundersøgelse af selve livmoderhulen (hysteroskopi).