Ved fødslen består hjernen af 80-100 milliarder nerveceller, hvilket er stort set alle de nerveceller, vi nogensinde får. Menneskets hjerne er, dog ved fødslen, sammenlignet med andre dyrearter, meget langt fra at være færdigudviklet og moden. Som eksempel er gennemsnitsvægten af en nyfødt babys hjerne kun omkring ca. 20 % af den voksne hjernes vægt. Hvor vægten af en nyfødt chimpanses hjerne er 60 % af den voksne chimpanses hjernes vægt. Hos mennesker udgør menneskehjernen først 60 % af voksenhjernen, når dit barn er et år.
Menneskehjernen vokser altså voldsomt meget efter fødslen, ikke i antallet af nerveceller, men fordi nervecellerne vokser og fordi forbindelser mellem nervecellerne øges.
Kun de mest aktive kredsløb i hjernen overlever
I den voksne hjerne er nervecellerne forbundet og kredsløbsforbindelserne tænder og slukker i en alsidig og storslået symfoni. Før nervecellerne synkroniserer, er forbindelserne svage, men som barnet oplever verden og gør sig erfaringer udvikles kredsløbsforbindelserne. Når nervecellerne i forskellige dele af hjernen synkroniserer og danner kredsløbsforbindelser grundlægges bestemte færdigheder.
De neurale kredsløbsforbindelser, der bruges ofte og dermed trænes og styrkes, kommer til at danne specialiserede neurale kredsløb. Omvendt gælder det desværre også at de kredsløbsforbindelser der ikke bruges, eller kun sjældent bruges henfalder og dør. Dette er forklaringen på, at miljøet (omsorgspersonerne) har så stor indflydelse på hjernens fordi de former hjernen. Den neurale struktur hos hvert enkelt menneske bliver ved det også helt unik. Symfonien bestemmes altså af, hvilke neurale kredsløbsforbindelser i hjernen, der etableres = aktiveres.
Man ved, at hjernen tager sin grundlæggende form i barnets første leveår. Den struktur din babys hjerne får gennem de oplevelser og de erfaringer, din baby har, former din baby og giver din baby sine færdigheder (motoriske, følelsesmæssige og mentale).
Efter at hjernen er “grundlagt”
Når hjernen har taget sin grundform, er det bestemt, hvad det enkelte menneske har at arbejde med – resten af livet. Sagen er den, at man KUN kan videreudvikle på de kredsløb i hjernen, man har fået etableret helt tidligt i livet. Men har altså ikke senere i livet kontakt med eller mulighed for at udvikle på kredsløb i hjernen, der i etableringsprocessen er “lukket ned”, fordi de her ikke blev stimuleret og ved det aktiveret.
Det er det, der sker, når nogle mennesker ikke evner eksempelvis at udvise empati. De dele af hjernen er helt tidligt blevet understimuleret og ikke kommet med i hjernens grundform (men i stedet lukket ned). Den person vil mangle evnen til at kunne udvise empati, og gøre at den persons adfærd, resten af livet, ikke kan reguleres ind efter andre menneskers følelser. Personen vil godt kunne have handlinger, der virker empatiske, hvis handling vurderes at være mere fordelagtig for personen selv, men altså ikke fordi “det er synd for den anden”.
Det er altså meget vigtigt, hvad vi får med helt fra vores tidlige barndom, fordi det former hjernen.
En ny tænkemåde stiller nye krav
At tænke hjernen som værende ikke grundlagt, og at menneskets personlighed og evner primært er skabt gennem mødet med verden, er for de fleste en helt ny tilgang til børn. Den nye viden vi har om menneskehjernens udvikling stiller også nye krav om at være langt mere bevidste om hvad vi gør og ikke gør.
Andre artikler om babyer
- Samhørighedsbånd
- Hvorfor kvaliteten af en babys vågne tid er vigtig
- Hvorfor en baby ikke bare er tilfreds
- Sover min baby nok?
- Viden om det bløde punkt – den firkantede fontanelle
