Det er desværre ikke kun kvinder, der kan blive ramt af en fødselsdepression. For nybagte fædre kan også rammes af fødselsdepressioner. Både danske og internationale statistikker viser at 7-10% af alle mænd rammes af en fødselsdepression. De sidste år, er der blevet talt mere åbent om, at mænd kan få en fødselsdepression, men det er stadig et emne som er tabubelagt, og som vi ikke taler så meget om.
Til at få belyst hvor udbredt fødselsdepressioner er hos mænd, brugte 26 danske kommuner i en periode en screeningsmetode EPDS ( Edinburgh Postnatale Depression Scale) til at opspore, om spædbørnsforældre var ved at udvikle en fødselsdepression. Både mødrene og fædrene blev inddraget i screeningen. Screeningen giver et billede af, hvordan det står til hjemme i familien, hvordan mor og far har det hver især.
Det er overvældende at blive far
Ligesom moderen kan have en dag med mange tårer efter fødslen, så kan man som far også have en dag, hvor man er ekstra sårbar og lettere bliver presset eller “ramt” derhjemme. Det er vigtigt at være opmærksom på, om det bare er enkelte dage, eller om det er længerevarende. En offday / barselsblues er helt normalt, men hvis dagene fortsætter med, at man som far trækker sig og eksempelvis begraver sig i sit arbejde og på den måde holder afstand til familien, er man nødt til at finde ud af, hvad det handler om. Mænd kan have sværere ved at tale om deres følelser og tale om hvad det er, der bøvler. Og de kan også have svært ved at sætte en finger på, hvad det er der er på spil. Det er overvældende at blive far, pludselig har man ansvaret for et lille nyt menneske, og det ansvar kan til til tider være så overvældende, at man kan have svært ved at overskue andet end de mest basale ting. Og hvor man før har været vant til kun at tage hensyn til sig selv og sin kæreste, er man nu røget lidt ned i rækken og må tilsidesætte egne behov mere end tidligere. Man er nødt til at gå på kompromis med egne behov og pludselig er det babys behov, der fuldstændigt styrer hverdagen og er helt afhængig af, at man kan smide alt ,hvad man har i hænderne, når baby er sulten, ked eller skal have skiftet en ble. Man kan føle sig hjælpeløs, at det er håbløst og skyldfølelse er også en følelse som rigtig mange nybagte forældre føler og genkender.
Mænd reagerer ofte forskelligt fra kvinder
Mænd reagerer ofte anderledes end kvinder gør, de bliver mere indadvendte, irritable, vrede, trækker sig fra familien og kan have tendens til at begrave sig i deres arbejde, med længere dage på kontoret og flere dage ude af hjemmet.
Det er lægen, der stiller selve diagnosen fødselsdepression og den opdages ofte, som tidligere beskrevet, enten af egen læge eller af sundhedsplejersken ved screening. Hvis man som far slår ud på screeningen, er det vigtigt at man kommer videre til egen lægen, som kan stille den endelige diagnose og henvise til hjælp.
Hvis eller når diagnosen fødselsdepression stilles, er behandlingen for det meste samtaleterapi. Det er vigtigt, at det er samtaler, som henvender sig til mænd og ikke generelt, da der som skrevet tidligere er forskel på hvordan mænd og kvinder reagerer på en fødselsdepression. Målet med behandlingen er, at man som far får det bedre og får et godt og tæt forhold til sit barn.
Som partner er det vigtigt, at give sin mand plads og være ekstra tålmodig i en periode. Nogle mænd trives med at have klare aftaler om, hvad der forventes af dem og en bagkant så de ved, hvornår de kan trække sig og tage en pause.
Måske har din mand brug for støtte til at tage kontakt til egen læge eller til at finde den rigtige behandling. Det vigtigeste er, at man får hjælp så hurtigt som muligt og at man ikke bare afventer, at det driver over af sig selv. Den rette hjælp hjælper de fleste, også så de ikke får tilbagefald ved det næste barn. Forberedelse i graviditeten kan i en del tilfælde også forebygge at far får en fødselsdepression.