KOM MED I BABYBOBLEN ❤️ OG FÅ FAGLIG VIDEN, DER KLÆDER DIG PÅ TIL DIN GRAVIDITET, FØDSEL OG FØRSTE TID MED BABY →

Fødselsledsager – Hvem skal med til fødslen?

Det er helt op til dig at finde ud af (bestemme), hvem der skal med til din fødsel. Der er fra hospitalet ikke nogen regler for hvem, du vælger som fødselsledsager. Eller for den sags skyld hvor mange, du må have med, eller hvor mange personer der må være på en fødestue. 

Du skal tænke på, at din fødselsledsager/dine fødselsledsagere skal være en, der kan være til stede for dig til støtte hjælp og opbakning. Og frem for alt; det skal være et menneske/mennesker, som du er fuldstændig tryg ved. Og et menneske som du ikke har nogen blufærdighed overfor. Og som du gerne vil dele denne helt særlige (grænseoverskridende) oplevelse med.

Du skal opleve din fødselsledsager/dine fødselsledsagere som en ressource, der er der for dig.

De fleste har deres partner med til fødslen

For de fleste er det deres partner, de tager med til fødslen. Det virker naturligt for dem, at den person de har valgt at få barn med også er med under fødslen. Det at være med til fødslen betyder jo også, at man er sammen om at se det lille nye væsen komme til verden. Komme ud og trække sit vejr for første gang i sit liv. Det er da ganske særligt!

Kvinde ligger i badekar og er langt i fødsel, hjulpet af sin mand

Det er for de fleste en kæmpe støtte at have sin partner med. Især hvis han (eller hun) er klædt på til opgaven, kan det virkelig betyde en kæmpe forskel for fødslen og for fødselsoplevelsen. Det er også helt almindeligt, at man går til fødselsforberedelse sammen som par.

Som partner er man den eneste person, der er med gennem hele forløbet. Man er med derhjemme, når veerne tager til og er med gennem hele fødselsforløbet. Modsat jordemoderen, der ikke er med til den første del af fødslen derhjemme, og på hospitalet bliver skiftet ud hver 8. time, når hendes vagt slutter. Partneren vil ligeledes være med i tiden efter fødslen, når amningen skal etableres og det lille barn skal finde sig til rette i livet udenfor livmoderen.

Det kan også være, at din partner ikke er så vild med at skulle med til fødslen. Eller at du slet ikke ønsker at have ham (eller hende) med. Eller måske har du slet ikke nogen partner. I så fald vil det selvsagt være en bedre løsning for dig at eksempelvis have en søster eller en veninde med.

Skal der flere med til fødslen?

I dag er det som sagt mest normalt at have sin partner med, men nogle vælger også at tage andre med end ens partner. Det kunne være en søster eller en god veninde. Ved hjemmefødsler er større søskende ofte også med til fødslen, selvfølgelig ikke i rollen som fødselsledsagere. Har man større søskende med, er det langt den bedste løsning, at der er nogen med til primært at tage sig af dem.

Det kan være en fordel at være 2 fødsels-hjælpere på stuen. Så kan man skiftes lidt til at være på, også hvis man som partner er i tvivl om, om det overhovedet er noget for en at være med til fødslen. Omvendt er det vigtigt, at partneren ikke føler, at han bliver skubbet ud på et sidespor under fødslen, fordi det hele bliver en kvindeting. Det kan nemlig efterfølgende være rigtigt dårligt for parforholdet – og måske også (i værste fald) danne kimen til en skilsmisse.

Skal der én person mere med til fødslen, er det vigtigt, at det også ses som en fordel for manden/kæresten/partneren. Det er også et must, forinden alle sammen at har talt om rolle-fordelingen på stuen, så alle ved, hvad der forventes af dem.

Privat jordemoder med til fødslen

Du kan som gravid vælge at købe dig til at have din egen private jordemoder med til fødslen. Det kan give tryghed at have en kendt jordemoder, man har tillid til, med til fødslen. En privat jordemoder vil kende dine styrker (og svagheder), og vil uden tvivl kunne yde stor støtte. Og hun kan give dig og din partner masser af tryghed, hvilket har en enorm betydning for fødslen.

Undersøgelser viser, at det at have en kendt jordemoder kontinuerligt til stede ved fødslen, nedsætter risikoen for indgreb, og øger sandsynligheden for, at du som nybagt mor får en god og positiv fødselsoplevelse. Man må også formode, at det vil øge sikkerheden, men det er der ikke lavet undersøgelser på. Men det øger selvsagt sikkerheden at have en jordemoder hos sig i det hele taget.

Hvis du vælger at tage en privat jordemoder med på hospitalet til din fødsel, vil der stadig være en hospitals-jordemoder til stede. Det er hende, som har det overordnede ansvar for dig og din baby, og de 2 jordemødre vil samarbejde om at gøre det bedst muligt for dig og din fødsel.

Doula med til fødslen

Ordet doula kommer fra græsk og betyder “kvinde som tjener”. En doula er en kvinde, der selv har født og er uddannet og trænet til at vejlede og støtte det kommende forældrepar, blandt andet under fødslen. Det kan give familien en stor følelse af tryghed at have en person, man kender med sig hele vejen. Kendthed og kontinuitet øger som sagt den fødendes oplevelse af tryghed.

En doula erstatter ikke jordemoderen på fødestuen, og hun betragtes af jordemoderen som en pårørende. En ekstra fødselshjælper som familien har valgt at invitere med til fødslen, for at give ekstra omsorg og støtte.

Det er ikke noget krav, at du har nogen med

Er der ingen, du kan have med til fødslen eller ønsker du ikke at have nogen med, så er det ikke noget krav, for at føde. Jordemoderen vil være der for dig. Og mon ikke man vil finde en jordemoder, der også har en jordemoderstuderende med. En jordemoderstuderende kan nemlig ofte være mere intenst til stede på fødestuen. Hvilket også vil øge muligheden for at der hele tiden er en hos dig.

KOM MED IND I BABYBOBLEN

Få jordemoder Ditte Bach insiderviden om graviditeten og din babys udvikling dag for dag

Få daglige guldkorn om din graviditet og din babys udvikling i livmoderen for 0 kr. direkte i din indbakke. Du får perler af viden om graviditeten, fosterudviklingen, fødslen, amningen og om livet efter fødslen. Du kan let afmelde dig igen, men de fleste bliver hængende i Babyboblen med jordemoder Ditte Bach. der også er forfatter til Babyinstituttets gravid dag for dag bog, samt Babyinstituttets ammebog, flaskebog og nyfødt bog.

error: Content is protected !!