”Jeg føler mig privilegeret og ydmyg hver dag, når jeg får lov at hjælpe nybagte familier med at komme på rette vej. Det er for mig at se en meget afgørende og sårbar tid, som skal varetages med størst mulig respekt og empati for alle involverede.”

Cecilie Jarløv Kjær, jordemoder, akupunktør og kranie sakral terapeut

Akupunktur og jordemoderi supplerer hinanden rigtig godt!

Da jeg søgte ind på jordemoderuddannelsen, var det ikke noget jeg havde drømt om hele livet. Men jordemoderfaget var dragende, både fordi det var et håndværk, et sted hvor jeg som professionel kunne gøre en forskel, og så handlede det for mig om den allervigtigste begivenhed her i livet – at komme til verden.

Jeg blev uddannet jordemoder i 2006 og fandt hurtigt ud af, at jeg synes jeg manglede værktøj i min værktøjskasse. Derfor uddannede jeg mig til akupunktør sideløbende med mit arbejde, og det har jeg aldrig fortrudt. Akupunktur og jordemoderi supplerer hinanden rigtig godt. Jeg kan lide at bruge mine hænder, sanse, fornemme og bruge min intuition når jeg arbejder. I 2018 blev jeg færdig som Kranio Sakral terapeut og fik dermed endnu et værktøj i værktøjskassen.

Jeg har været jordemoder på små og store fødeafdelinger ved hjemmefødsler og på store specialiserede afdelinger med komplicerede fødsler, og ved alle forløb har det vigtigste for mig været at skabe et rum for ro, nærvær og tryghed. Sideløbende har jeg drevet egen privat praksis, hvor jeg har behandlet med akupunktur og Kranio sakral terapi.

Jeg har selv født to vidunderlige drenge, Asger ( 2008) og Lauge  (2011), begge fødsler var komplicerede forløb som endte i akut kejsersnit.

Cecilie Jarløv Kjær, jordemoder