Søg
Close this search box.

Bøvser hos baby

Bøvser er noget, der ofte fylder meget for de fleste babyer – og deres forældre. Bøvser fylder meget, fordi de kan være svære at få op eller forbundet med ubehag, hvis de ikke kommer op. Det kan give problemer med meget luft i maven, mavekneb, mange og smertefulde prutter, falsk mæthed og luftbetinget refluks.

Hvad kommer bøvser af?

Bøvser kommer af, at din baby sluger luft – oftest i forbindelse med måltidet. Der vil altid komme noget luft ned sammen med maden (mælken).

En baby kan også sluge uhensigtsmæssigt meget luft ved en dårlig teknik ved brystet eller på flasken, hvor barnet mister vacuumet og får luft med ind. Eller hvis din baby har svært ved at følge med og kløjes i mælken.

En baby vil også sluge luft, hvis/når din baby græder.

De første par dage efter fødslen, hvor der primært er råmælk, sluger babyer som regel ikke luft og har derfor ikke brug for at bøvse. Det skyldes, at råmælken dels er sparsom i mængden og dels er relativt tyktflydende og derfor spises langsommere end den blivende modermælk.

Hvor meget skal en baby bøvse

Nogle babyer bøvser meget, og andre bøvser stort set aldrig. Mængden af luft, der kommer ud som prutter, vil give dig en idé om, om din baby har brug for at bøvse mere. Meget luft betyder, at der kommer meget luft ind, der ikke kommer op igen som bøvser.

Det er også vigtigt at vurdere, om den luft, der skal gennem tarmsystemet og ud som prutter, er generende for din baby. Hvis den ikke er det, og din baby ikke har let ved at bøvse, er der ingen grund til at gøre et problem ud af det. Luften kommer jo fint nedenud. Hvis din baby har luftgener, skal der gøres en ekstra indsats for at luften kan komme op som bøvser.

Hvis din baby har problemer med bøvser, vil du måske opleve, at din baby:

  • har en udspilet mave.
  • er øm på maven, der føles hård og spændt, når man rører maven.
  • har mange presselyde også under søvnen.
  • er urolig og ked af det og eventuelt spænder bagover i kroppen (flitsbue).
  • er stiv i kroppen, stærk i ryggen.
  • gylper meget.
  • prutter meget.
  • søger brystet ofte, men bliver ked af det under amningen.

Hvordan bøvser jeg min baby?

Luft, der skal op, er lettere at komme af med, når din baby er i en lodret position – det vil sige i en vinkel over 45 grader. Din baby kan sidde op af din krop, eller du kan holde din baby foran dig, så du, samtidig med at din baby bøvser, har kontakt og kan iagttage, om din baby har brug for mere mad eller er ved at være mæt.

Små lette “klap” nederst på din babys ryg hjælper din baby til at få bøvsen op og ud. Det har også en god effekt at vippe eller rokke din baby langsomt fra side til side.

Din baby kan godt gylpe i forbindelse med en bøvs, fordi der sammen med luften følger en skylle af mælk med. Dette er særligt udpræget, hvis man bøvser sin baby hen over skulderen. En skulder i mavesækken kan få enhver på flydende føde til at gylpe.

Er dit barn roligt efter måltiderne og ikke plaget af luft i maven, behøver du ikke sidde unødigt længe og vente på en bøvs – måske har dit barn slet ikke brug for at komme af med luft.

Langt de fleste babyer vil dog opleve det som en lettelse at slå en bøvs, hvilket også tydeligt mærkes på deres kropsholdning og humør.

Hvornår skal barnet bøvse?

Nogle børn befinder sig bedst ved at spise hele måltidet og så bøvse til sidst, andre har brug for at bøvse flere gange under måltidet.

Har du en fornemmelse af, at din baby er generet af luft, så prøv at være mere omhyggelig med at få ham / hende til at bøvse hyppigere eller bedre.

Min baby vil ikke bøvse

Hvis din baby er meget svær (eller helt umulig) at få til at bøvse, samtidig med, at du har en klar fornemmelse af, at din baby er generet af luft i maven, har din baby ikke fanget teknikken til at få luften op som bøvs. Det at kunne få bøvserne op handler både om den rette timing men også om at barnet skal forstå, hvordan han eller hun giver slip på luften og lader den komme op gennem spiserøret.

Nogle babyer, der ikke har lært at bøvse, tilegner sig en alternativ teknik, hvor de presser nedad (ligesom hvis de skulle prutte/have afføring), når de mærker bøvsen røre på sig. Dette er uhensigtsmæssigt, da det at spænde op hindrer bøvsen i at komme op.

Der er nogle babyer med refluks, der ikke bryder dig om at bøvse, fordi de oplever at bøvserne er smertefulde at komme af med. De spænder også op, men for at holde på bøvserne.

Andre artikler om babyer

Andre artikler, der kunne have interesse

KOM MED IND I BABYBOBLEN

Få jordemoder Ditte Bach insiderviden om babys udvikling dag for dag

Få daglige guldkorn om din babys udvikling de første 100 dage efter fødslen.  Du får perler af viden om amningen og om livet efter fødslen. Du kan let afmelde dig igen, men de fleste bliver hængende i Babyboblen med jordemoder Ditte Bach. der også er forfatter til Babyinstituttets gravid dag for dag bog, samt Babyinstituttets ammebog, flaskebog og nyfødt bog.

error: Content is protected !!