Blog

Det er ikke i orden!

Det er bare ikke i orden! Om travlhed på fødegangen.

Øv - smiley med mundvigene nedad

Øv - smiley med mundvigene nedad

Det er ingen hemmelighed, at der for tiden hersker stor travlhed på fødegangen. Alt for stor travlhed. Og det er ikke i orden.

Det er respektløst, uværdigt og kønsdiskriminerende ikke at behandle de kvinder ordentligt, der leverer næste generation til samfundet  – både under graviditeten, under fødslen og i den første sårbare tid med deres nyfødte barn. Og det er en respektløs og uværdig måde at modtage vores nye samfundsborgere, vores nyfødte, på, når vi som samfund ikke engang vil bruge de, relativt få penge, det koster at gøre det værdigt og ordentligt.

Det er nu snart et årti siden, jeg arbejdede i en fast stilling på fødegangen. Hvis jeg skulle have glemt, hvorfor jeg sagde op, så står det, med DR2s udsendelse ”Travlhed på fødegangen”, igen lysende klart for mig.

Og også hvorfor det under graviditeten, fødslen og i dagene efter fødslen giver mening at passe på sig selv og sine kære.

Travlhed på fødegangen

I udsendelsen ”Travlhed på fødegangen” står Jordemødrene frem og fortæller om den travlhed, de oplever, og hvilke konsekvenser travlheden i værste fald kan have for de fødende, for barnet og for jordemoderen (selvom det dog oftest går godt).

Jeg ser en hospitalsdirektør, der mener, at der sagtens kan være 1 jordemoder til 3 fødende, indtil man er 6-7 cm åben – for som han siger: ”Der sker jo alligevel ikke noget ind til da, andet end at kvinden ligger og har ondt”.

I kontrast hertil ser man en familie med et barn, der er blevet hjerneskadet under fødslen, fordi navlesnoren var gledet frem og var blevet afklemt under veerne. Det blev først opdaget for sent pga. travlhed. Barnet var i live ved ankomst til hospitalet. En time forinden stadig i live inde i  maven og ved den akutte forløsning skindød.

Det var allerede slemt da jeg arbejde som offentlig jordemoder

Da jeg var jordemoder, havde oplevede jeg det samme som de jordemødre, der står frem i programmet. Det var nemlig allerede travlt dengang:

Ind på den ene stue og lytte hjertelyd…

Og ind på den anden stue og lytte hjertelyd.

Ud at tage telefonen og vurdere om en kvinde med blødning bare skal tage den med ro, eller om der er risiko for, at moderkagen er løs – og der skal sendes en ambulance for fuld udrykning for at redde barnet.

Så ind i modtagelsen og se på en kvinde med mindre liv (nedsat foster-aktivitet) – og bare håbe, at det er falsk alarm og ikke en baby, der akut skal forløses for ikke at risikere sit liv eller sin hjerne eller måske slet ikke længere er i live. Pyha, hjertelyden er der, sætte CTG på, lige se, at den kører og umiddelbart ser normal ud. 

Ind på den første stue igen og håbe på at hjertelyden derinde stadigvæk er fin, og at den fødende stadig holder skruen i vandet – og ikke er blevet helt overvældet af smerterne eller mistet kontrollen, mens jeg ikke var der til at kunne holde hende ved mod.

Lytte hjertelyd på den anden stue.

Og så er der jo journalen for telefonopkaldet og modtagelsen og fødestue 1 og fødestue 2, der skal skrives, så jeg kan dokumentere, at jeg har været der, at jeg har tænkt de rigtige tanker og gjort de rigtige handlinger på det rigtige tidspunkt, i tilfælde af at et eller andet skulle tage en uforudsigelig drejning.

Og nej, selvfølgelig var det ikke sådan i hver vagt, men det var heller ikke sjældent sådan. Udsendelsen i går på DR2 viser, at ca. 40 % af tiden på fødegangen er travl – for travl.

Virkeligheden skaber utryghed, derfor taler vi ikke om den

Som gravid, fødende og barslende kvinde er det ikke rart at høre om . Og de fleste vil i den situation nok forsøge at lukke øjne og ører for det.

Det skaber utryghed.

For sandheden er, at det offentlige tilbud er det, vi har. Vi er prisgivet til at håbe, at det ikke bliver os eller vores børn, det skrabede tilbud eller travlheden går ud over. At netop vi kommer ind på fødegangen på en stille dag, at jordemoderen på vagt er frisk, sød og kompetent, og at intet vigtigt overses. At vi efter fødslen bliver passet på, og at der ikke pludselig opstår et eller andet akut. At vores nyfødte husker at trække vejret og bliver ved med det også derhjemme i de første dage efter fødslen, hvor vejrtrækningen er helt ny. Og at vores nyfødte får brystmælk nok – og undgår væskemangel (som i værste fald kan give hjerneskede) og problematisk gulsot (som i værste fald kan give hjerneskade)  i de første kritiske dage. At der er tid og faglige kompetencer nok til, at amningen kommer op at stå.

At vi er de heldige, som ikke rammes af travlhed på fødegangen.

Statistisk set er sikkerheden god, men er det godt nok

Statistisk set er sikkerheden god. Det kunne vi jo høre i TV, men er det godt nok?

For kvinder og børn er graviditeten, fødslen og den første tid  efter fødslen en af de mest sårbare og risikofyldte perioder af livet. Det kan være farligt, og de problemer, der opstår her, kan have fatale og/eller have varige konsekvenser. Det at sætte børn til verden handler nemlig dybest set om liv, død, overlevelse og om fortsat sikkerhed og sundhed.

Og når det går galt, er det noget lort. Noget lort for moderen, noget lort for barnet, for faderen –  og for jordemoderen. Og jo større travlhed på fødegangen, jo større er risikoen for at noget går galt.

Det er derfor bare ikke i orden, som det er nu – og det har ikke været i orden længe!

Ditte Bach, jordemoder
Ditte Bach (1972) har arbejdet som jordemoder, siden hun blev uddannet i 2003. I 2009 startede hun og Charlotte Utzon Det Private Barselshotel i Gentofte og i 2013 Baby Instituttet. Ditte er gift med John og har en pige fra 1997 og en dreng fra 2004.