I Danmark har der ikke været en tradition for at massere sine spædbørn, hvilket der er i mange andre lande. Undersøgeler viser også, at kvinder fra den vestlige del af verden rører mindre ved deres spædbørn end kvinder fra andre kulturer.
Berøring er imidlertid vigtig for centralnervesystemets udvikling samt for den motoriske udvikling. At blive rørt på kroppen er med til at give barnet større kropsbevidsthed og glæde, ved at kunne mærke sig selv, og dermed en styrkelse af den motoriske udvikling og selvværdet. Det er desuden vist, at positiv berøring stimulerer barnets vækst.
Berøring behøver selvfølgelig ikke nødvendigvis være babymassage, de fleste vil intuitivt nusse og ae deres spædbørn mange gange i løbet af en dag.
For mange er babymassage imidlertid et godt redskab at have i samværet med det lille barn. Og den intense stund giver jer en unik mulighed for at lære hinanden bedre at kende. Ved at give din baby massage får du en mulighed for at få en meget intens stund med dit barn. Baby nyder at blive “nusset” på kroppen og mærke din nærhed under massagen. Alt i alt en varm og dejlig kontakt.
Har du et uroligt barn eller et barn, som har svært ved at sove, kan din baby måske have glæde af at blive masseret. Det giver barnet en behagelig kropsoplevelse, frigiver lykkehormoner, og mange babyer er mere rolige bagefter.
Hvad er babymassage?
Ens for alle former for babymassage er, at barnet af afklædt og selve massagen består af strukturerede rolige strøg og blide glidende bevægelser på barnets hud.
Barnet er afklædt under massagen. Kønsdelene er altid et område, der IKKE masseres.
Massagen kan foregå både med og uden olie. Hvis der anvendes olie, er det vigtigt at anvende helt rene produkter (koldpressede vegetabilske olier f.eks. mandel eller tidselolie), da det der påføres barnets hud optages i blodbanen.
Det er vigtigt, at der er en god varme i rummet (ca 24 grader varmt).
Babymassage skal være en dejlig hyggestund
For at babymassage skal være rart for både mor/far og barn, kræver det, at begge parter nyder situationen.
Viser din baby tegn til ikke at bryde sig om massagen i dag, må sessionen straks afsluttes. Det samme gælder, hvis din baby ikke bryder sig om massagen den første gang du forsøger med den. Du skal ikke opfatte det som, at din baby ikke kan lide, at du rører ved ham eller hende eller kan lide af få massage. Det kan blot handle om, at tidspunktet skal være et andet, eller at temperaturen i rummet var for lav, eller at du skal gå mere stille frem.
Prøv blot igen en anden gang.
Ligeledes er babymassage no-go, hvis du ikke selv er oplagt i situationen. Eller hvis du kan mærke, at du i virkeligheden ikke bryder dig om at give massage og bare gør det, fordi, du tror, at det forventes af dig eller fordi du har læst det er sundt for babyer. Det kræver, at du selv har lyst til at massere, ellers bliver massagen ikke “givet med hjertet”, og så bliver det ikke nogen rigtig god oplevelse for nogen af jer.
Hvis du ikke selv har lyst til at give massage, er der måske en anden person, som er tæt på barnet, der har meget lyst til det, og så kan din baby jo alligevel få oplevelsen.
Hvordan optimerer du chancerne for succes?
Babymassage skal som sagt være rart for din baby. Du vil øge chancerne for at din baby synes det er rart hvis:
- du selv er oplagt og har lyst til at give din baby massage
- din baby er udhvilet – ikke er træt
- din baby er oplagt (mange babyer er mere oplagte om formiddagen end sidst på dagen)
- din baby er mæt, men ikke overfyldt med mad.
- Vælg et sted, hvor du står eller sidder godt. Det kan være din seng, puslebordet eller en madras på gulvet.
- Rummet er lunt, så din baby ikke kommer til at fryse.
- Sæt telefonen på lydløs, så den ikke forstyrrer dig.
- Fjern ringe og ur, da det kan genere din baby.
- Spil evt. lidt stille musik.
Massage er intenst, og din baby kan let blive overstimuleret, hvis sessionen bliver for lang. Start ud med ganske få minutter (max 5 minutter) og øg langsomt. En babymassage varer ALDRIG længere end 20 minutter.
Læg mærke til din babys reaktioner, trækker han eller hun vejret roligt eller smiler, er det tegn på, at din baby nyder massagen.
Læg også mærke til din babys bevægelser, ansigtudtryk, øjenkontakt, og om din baby måske ligefrem prøver at gribe dine hænder eller skubbe dine hænder væk. Måske opdager du, at der er steder i ansigtet eller på kroppen, som dit barn ikke bryder sig om at blive masseret på. Så er det naturligvis vigtigt at respektere dette, og undlade at give massage der.
Husk også at din baby altid har veto-ret! Så selvom der er skabt den perfekte ramme for massage, og du glæder til at komme igang, så er det ikke altid at ens baby er enig.