Blog

Tanker om at være forælder

At blive Mor

At blive Mor

I dag er det Mors Dag! Og for mange af jer, er det jeres første Mors Dag – som mor. Det er dagen, hvor vi hylder alle mødre, fordi de bare er fuldstændigt fantastiske og fortjener al den respekt og kærlighed, der findes i verden.

I anledning af denne dag, vil vi gerne sætte fokus på, hvor forskelligt det kan opleves at blive mor. Altså at vente på og ikke mindst møde sit lille barn for allerførste gang. Fordi den oplevelse kan være så utroligt forskellig og kan sætte spor langt ind i fremtiden, oftest på en positiv måde – men desværre også indimellem på måder, der medfører skyld, skam og en følelse af ikke at slå til som mor, fordi man ikke havde “de helt rigtige” følelser fra starten. Og det er rigtigt synd, når det sker, for det ER helt almindeligt ikke at blive ramt af overstrømmende lykke og kærlighed fra starten. Helt almindeligt at man kan være overvældet og chokeret ovenpå en hård fødsel. At man måske har været bange for ligefrem at miste sit barn undervejs. Eller at man føler sig fremmed overfor sit barn. Uanset hvad, så KOMMER kærligheden stille og roligt, og man er hverken en værre eller bedre mor af den grund.

Vi har bedt jer om at hjælpe os med at fjerne tabuet omkring dette emne, og I har været fantastiske til at dele jeres oplevelser med os og med alle de, der følger os på Facebook og Instagram. Her er det Pernille, der har valgt at dele sin historie med os og med alle jer, og det er vi både glade og taknemmelige over.

Så god læselyst – og god Mors Dag!

Pernilles historie

“Her er min lange beretning om det at blive mor. Min mand og jeg havde forsøgt i 2,5 år, da vi fandt ud af, at vi ventede os, så glæden var enormt stor. Jeg tror, jeg blev mor i det sekund, vi stod med en positiv test – for bekymringerne startede allerede der. Har barnet det godt? Hvordan kan jeg skabe de bedste betingelser for mit barn? Jeg var til de kontroller, man nu engang bliver tilbudt i det danske sundhedssystem. Til et besøg ved lægen omkring uge 16, sagde han, at han ikke kunne mærke min livmoder. Mit hjerte gik i stå, vi havde jo hørt det lille hjerte banke flere gange? Jeg var dybt ulykkelig. Han tilbød at lave en gynækologisk undersøgelse, jeg takkede nej og krævede at han henviste mig til sygehuset. Alt inden i mig sagde, at der var et barn, der havde det godt, så hvordan kunne lægen i mellem linjerne sige til mig, at jeg ikke skulle være mor alligevel??

Graviditets-diabetes

Scanningen viste den flotteste lille gut. Hjertet bankede så flot. Jeg græd af lykke. Jeg havde ret – min søn var der stadig!! Jeg fik senere i graviditeten konstateret graviditetsdiabetes, som blot skulle kostereguleres, men jeg skulle scannes hver 3. uge for at se, om den lille gut havde det godt. Det var hårdt. Hvad nu hvis han ikke havde det, som han skulle?? Det havde han heldigvis alle gange, pånær da jeg var uge 38+2.

Scanningen var anderledes og deres IT-system var nede, de snakkede lidt hen over hovederne på os, men lægen får sagt at scanningen ikke er helt, som hun ønsker, og vi skal derfor en tur på fødegangen og have kørt en CTG kurve. kurven var smuk, og vi blev sendt hjem med beskeden om, at jeg skulle scannes om en uge igen. Vi gik hjem. Jeg var ked af det hele vejen hjem, havde min søn det godt? Hvis lægen ikke var tilfreds, hvorfor sendte de os bare hjem så? Senere på eftermiddagen ringede lægen fra tidligere. “I har spøgt i mit hoved” sagde hun. Jeg græd stadig, jeg fik sagt til hende, at jeg var enormt utryg ved hele situationen. Hun havde snakket med en overlæge, og de var blevet enige om, at vi altså gerne skulle have ham ud i stedet. Han havde nemlig hvad de kaldte “brain sparring” – hvad pokker er nu det? Noget med at han tilførte alt næring til hjernen.. Mere forstod vi ikke?? Hun bad os komme ind dagen efter – de ville gerne lave en stresstest på min søn, sætte falske veer igang og se, om det er noget han bryder sig om – for så ville de igangsætte mig med angusta piller – hvis ikke stod den på akut kejsersnit.

Shit. Fuck. Nu sker det snart??

Shit. Fuck. Nu sker det snart?? Vi fik beskeden om, at vi ikke kom hjem, før vi havde vores søn i armene. Wow. Nu bliver to snart til tre. Men……. Har han det godt? Vi følte stadig ikke, vi fik alt fortalt. Under stresstesten husker jeg, at jeg spørger jordemoderen “er det et sundt og rask barn jeg føder? Hun smilede blidt og sagde “ ja, selvfølgelig – han fordeler blot næringen til hjernen, og det skal de små pus slet ikke”. Jeg husker, at jeg åndede lettet op og tænkte – jeg skal være mor snart.

Stresstesten gik over alt forventning, vi skulle derfor sættes igang. Vi startede med piller på 1. Dag – der var lidt småveer om aftenen, som gik i sig selv. 2. Dagen var magen til. På 3. dagen fik jeg kun en halv dag med piller og fik sat ballonkateter om aftenen, som skulle ud på 4. dagen, så de kunne tage vandet og sætte mig i aktiv fødsel. Dagene på sygehuset var så lange, min mand og jeg travede rundt, flere tusinde skridt hver dag. Han måtte ikke blive ved mig om natten, jeg var dybt ulykkelig over det – for tænk hvis jeg gik i fødsel og han ikke var der? Vi bor 70 km fra sygehuset.. På 4. dagen fik jeg taget vandet om morgenen, og lille manden fik sat en elektrode på hovedet så vi kunne se om han havde det godt i hele forløbet.

Vi skal have ham ud nu!

Enkelte gange dykkede han, og der blev tilkaldt en fødselslæge. Jeg blev bange hver gang, men fødestuen lå lige op og ned af akut kejsersnit stuen – bevidst havde de placeret os der. Vi blev holdt godt øje med, det var så dejligt – alt jeg ønskede var, at denne lille gut her skulle have det godt. Det vigtigste nogensinde i mit liv var og er stadig at sørge for hans velbefindende! I pressefasen dykkede han kraftigt, lægen blev igen kaldt ind på stuen. Det eneste jeg hører er: “nu skal du koncentrere dig om at skrige mindre og presse mere, for vi skal have ham ud NU!”

På et par enkelte presseveer kom han ud, et pragteksemplar af en dreng. Det var så vildt. Endelig. Efter den lange vej! Så var han der. Min søn. Jeg er mor. Det var helt fantastisk og ikke til at forstå. Et par dage efter fødslen spørger min mand mig “hvordan har du det egentlig med at være blevet mor, nu når du ikke har din egen mere, Skat?” Jeg begyndte i det sekund at græde som pisket. For jeg havde slet ikke tænkt på hende. Alt jeg tænkte på var min søn. Men jeg tænker tit på hende. En rigtig urkvinde. Det er alle mødre vidst.

Jeg elsker at være mor og ikke mindst min skønne lille søn. Som har det helt fantastisk og nu er 3 måneder.

Pernille mor til et pragteksemplar af en dreng. 

Camilla Kristiansen, jordemoder
Camilla Kristiansen er uddannet jordemoder i 2005 og har arbejdet som jordemoder lige siden. Camilla startede på Baby Instituttet 2015 og er forfatter til vores "Ammeguide" og "Refluks -hjælp din baby"