Fødslen er en skelsættende begivenhed. Alle mødre, bedstemødre og sågar oldemødre, kan huske deres fødsler og genfortæller dem gerne. Måske ikke i de faktuelle detaljer som skrevet i fødselsjournalen, men som den oplevelse det var for dem. Ens fødselsoplevelser bliver en del af ens fortælling om sig selv. Og den fortælling kan også være vigtig for opfattelsen af ens som kvinde og/eller mor.
Har din fødselsoplevelse været dårlig, voldsom, overvældende, skuffende eller forvirrende, kan den sætte dybe spor. En efterfødselssamtale kan være en vigtig nøgle til at ændre hvordan den oplevelse du har haft, sætter sig i dit system. Man kan ikke ændre på fødslen, men en efterfødselssamtale kan være vigtig i forhold til at ændre på, hvordan du har det med det der skete under fødslen og være med til at påvirke hvordan fødslen sætter sig.
Din oplevelse, er aldrig forkert
En efterfødselssamtale vil ofte indeholde en journalgennemgang. Men der kan også være brug for mere end det. En journalgennemgang vil nemlig afvige fra den oplevelse du har haft. Det kan for nogle også skubbe til en følelse af usikkerhed, hvis fødslen på papiret har været fin, men ens egen oplevelse var, at fødslen enten var overvældende, voldsom eller måske føltes farlig.
En god efterfødselssamtale bør derfor også dykke ned i din oplevelse, så din fødselsoplevelse er i centrum. Du har oplevet det som du har oplevet det, og din oplevelse er ikke forkert. Det er godt at få oplevelsen talt igennem. En fødsel er en “vild” ting og kan tage ukendte veje, så man måske ikke kunne gøre andet end at være i det. Alene det at have været i det er en stor ting, du har klaret, også selvom du måske følte, at du ikke kunne det, eller næsten ikke kunne det, så gjorde du det! Det i sig selv, kan du godt være MEGET tilfreds med og stolt af!
Det kan alligevel hjælpe at få talt om hvordan det var. Det kan også være du har oplevet at jordemoderen eller lægen har gjort noget, du ikke synes om eller forstod. Det at få talt om det virker ofte afklarende, da der ofte er en rigtig god grund til at jordemoderen eller lægen gjorde som de gjorde, der løsner op at forstå.
Hvilke fødsler egner sig til en efterfødselssamtale?
Alle fødselsoplevelser er relevante at tale igennem – det vil sige at de egner sig til en efterfødselssamtale. Din fødsel behøver ikke have været traumatisk eller voldsom eller voldsomt kompliceret, for at du kan få gavn af en efterfødselssamtale. For det er, som sagt, selve oplevelsen og følelserne, der er de vigtige at få bearbejdet og placeret.
Man hører ofte ikke om muligheden for en efterfødselssamtale, men hvis du henvender dig til dit hospital, vil du kunne få at vide, om det er muligt for dig at booke en efterfødselssamtale. Det vil ofte være hos den jordemoder, der var med til fødslen eller din konsultationsjordemoder.
En efterfødselssamtale kan også dreje sig om følelsen af at have handlet eller reageret anderledes end man havde forventet af sig selv under fødslen. Den kan handle om, hvordan man følte sig behandlet, hørt eller set. Den kan handle om samspillet mellem dig og din partner, eller om den fysiske overvældelse. Den kan handle om følelser efter et kejsersnit eller om ikke at have følt man slog til. Forhold, der hver især kan gøre, at man måske sidder tilbage med en følelse af utilstrækkelighed, frygt eller skyld, der kan være tung at bære på.
En efterfødselssamtale kan være vigtig
Der kan ske det, at en negativ fødselsoplevelse kan aktivere en efterfødselsreaktion hos dig der har født eller din partner. Desuden kan en dårlig fødselsoplevelse lagres så meget i ens sind og krop, at den sætter begrænsninger for at ville føde igen.
Hvis fødselsoplevelsen ikke bearbejdes, kan den i værste fald påvirke barselsperioden eller tilknytningen til barnet. Nogle oplever endda, at følelsen forplanter sig i dem eller i deres rolle som mor. Det kan være tungt og hårdt og kan måske endda være følelsesmæssigt drænende. Hvor en god fødselsoplevelse kan have den modsatte effekt.
En efterfødselssamtale kan være en vigtig samtale – og nogle vil også have brug for mere end en journalgennemgang og efterfødselssamtale i hospitalsregi for at føle, at man kan få placeret sin fødsel godt eller for at få en følelse af forløsning – og om muligt endnu bedre, give dig en oplevelse af at have styrke (en følelse som alle fødende fortjener at bære med sig).
Andre artikler om barsel
- Stresset i den første tid efter fødslen?
- Bedsteforældre, er en gave til dit barn
- Fødselsdepression hos mor, kend tegnene?
- Om fødselspsykose, der altid er meget alvorlig
- Ordbog til din fødselsjournal ⇒