Søg
Close this search box.

Kvalme, kaster op / hyperemesis

Kvalme og opkastninger i graviditeten er desværre helt normalt. Kvalmen kan være alt fra en let morgenkvalme, som man kan spise sig igennem, til invaliderende opkastninger dagen lang. Og for nogle få kan det faktisk ende med indlæggelse på hospitalet på grund af forstyrrelser i væskebalancen og vægttab, men det er ikke normalt.

Graviditetskvalme hører primært den tidlige graviditet til (1. trimester) og vil for de flestes vedkommende være overstået i løbet af de første 12 uger (eller 16-20 uger). For nogle varer kvalmen længere, og nogle enkelte har kvalme helt frem til fødslen (ses hos omkring 15 %). Det kan også ske, at kvalmen aftager efter de første graviditetsuger for så at komme tilbage igen i slutningen af graviditeten.

For de flestes vedkommende er kvalmen værst om morgenen for så at fortage sig i løbet af dagen. Man mener, at helt op til 70-80 % af alle gravide har morgenkvalme. Og 25-55% af alle gravide kaster også op.

Hvem får hyppigst kvalme og opkast i graviditeten

Rigtig mange får kvalme i graviditeten, men dem der ofte er værst plaget er:

  • førstegangsgravide
  • unge gravide
  • overvægtige gravide
  • kvinder med kvalme og opkastninger i tidligere graviditer

 

Kvalme & opkast? Gravid med kvalme, der skal til at kaste op

Hvad kommer graviditetskvalme af

Der er mange forklaringer på, hvorfor nogle kvinder oplever kvalme, og andre ikke gør.

En af årsagerne til graviditetskvalme er hormonel. Nemlig påvirkningen af det graviditetsbevarende hormon hCG – humant choriongonadotropin. Niveauet af dette hormon er højest i de første graviditetsuger, hvorfor kvalme også er hyppigst forekommende netop her. Fordi hCG er et graviditetsbevarende hormon, ses lavere risiko for spontan abort hos kvinder med meget graviditetskvalme.

En anden årsag til graviditetskvalme er, at ens blodkar udvides og ens blodvolumen i graviditeten øges. Undervejs i denne proces sker der ofte et mindre fald i blodtrykket og blodprocenten. Dette kan give kvalme, svimmelhed og træthed. Når blodvolumen og blodprocenten har reguleret sig selv, vil disse symptomer forsvinde igen.

Derudover er du som gravid mere følsom over for fald i blodsukkeret. Det vil sige, at du hurtigt kan blive utilpas og få kvalme, hvis der går for længe mellem dine måltider. Måske oplever du, at det første tegn på sult faktisk er kvalme. Men når du først har fået kvalme, kan det være svært at skulle spise. På den måde kan man let komme ind i en dårlig cirkel, hvis man ikke er på forkant med sine måltider.

Kvinder der i forvejen har tendens til kvalme, eksempelvis med køresyge, har større risiko for at opleve graviditetskvalme. Desuden øges risikoen for kvalme ved tvillingegraviditeter.

Hvilken risiko er der ved graviditetskvalme

Der er ingen risiko ved almindelig graviditetskvalme og eventuelt enkelte opkastninger ud over at det nedsætter livskvaliteten.

Der er tale om almindelig graviditetskvalme, når du kan spise og drikke det, du har behov for og tager på i vægt, som du skal i forhold til graviditeten.

Hvis du er så plaget af kvalme, at du ikke kan spise og drikke og dermed taber dig (eller ikke tager på) og/eller får væskemangel, så er der ikke længere tale om almindelig graviditetskvalme, men hvad man i fagsprog kalder hyperemesis.

Hvad er hyperemesis gravidarum

Hyperemesis kendetegnes ved, at man som gravid har hyppige og vedvarende opkastninger i et sådant omfang, at den almene sundhedstilstand påvirkes negativt. Tilstanden kan føre til vægttab og væskemangel. Din læge kan tage blodprøver og på den måde undersøge, om du lider af væskemangel. Du kan eventuelt blive tilbudt indlæggelse på hospitalet til væskebehandling og observation.

Hyperemesis ses hos 0,5-2% af gravide.

Hvordan behandles hyperemesis gravidarum

Hyperemesis kan lindres på flere forskellige måder.

Hvis der er tale om decideret væskemangel, behandles denne med intravenøs væskebehandling, altså væske, som du får gennem et drop (direkte ind i blodbanen).

Nogle oplever effekt af vitamintilskud, kvalmestillende medicin eller antihistaminer, disse behandlingsformer bør foregå i samråd med lægen.

Hvad kan jeg selv gøre ved kvalme og hyperemesis

Hvis du har morgenkvalme, kan det være godt at spise noget, før du står ud af sengen. Du kan  eksempelvis have en kiks eller et stykke frugt liggende ved siden af sengen, så du kan spise det, inden du overhovedet står op.

Det er også en god idé at spise små, hyppige måltider i løbet af dagen, så dit blodsukker ikke når at falde for meget på noget tidspunkt. Sørg også for at drikke rigeligt. Tynd halvlunken rød saft er ofte nemmere at holde i maven.

Vær opmærksom på, at nogle fødevarer vil kunne forværre kvalmen – gøre at du skal kaste op – og andre mindske den. Det er forskelligt fra kvinde til kvinde, hvilke fødevarer som bedrer eller forværrer kvalmen, så prøv dig lidt frem. For mange gælder det dog, at fed og stærkt krydret mad gør kvalmen værre. Kraftige lugte kan også fremprovokere kvalmen.

Akupunktur og akupressur har ofte god effekt mod graviditetskvalme.

Gravid-yoga er ofte gavnligt for kvinder med graviditetskvalme og virker både forebyggende og lindrende.

Frisk ingefær i bittesmå stykker kan være gavnligt mod kvalme. Du kan tage bitte små stykker og tygge på. Det samme kan nødder, især mandler.

Hvile og et nedsat stressniveau samt masser af frisk luft kan mindske kvalmen.

Andre artikler om graviditet

Andre artikler, der kunne have interesse

KOM MED IND I BABYBOBLEN

Få jordemoder Ditte Bach insiderviden om graviditeten og din babys udvikling dag for dag

Få daglige guldkorn om din graviditet og din babys udvikling i livmoderen for 0 kr. direkte i din indbakke. Du får perler af viden om graviditeten, fosterudviklingen, fødslen, amningen og om livet efter fødslen. Du kan let afmelde dig igen, men de fleste bliver hængende i Babyboblen med jordemoder Ditte Bach. der også er forfatter til Babyinstituttets gravid dag for dag bog, samt Babyinstituttets ammebog, flaskebog og nyfødt bog.

to bøger

Vær godt forberedt på din babys ankomst med Babyinstituttets Ammebog, så du har styr på amningen og Nyfødtbogen, så du er klar til babys ankomst. Klik her 

Lad os holde kontakten

error: Content is protected !!