De få studier, der undersøger sammenhængen mellem epiduralblokade og amning, viser, at epiduralblokade under fødslen kan have en negativ indvirkning på amningen. Hvor mange der oplever det problem er uvist, da der er meget lidt fokus på netop det. Herhjemme tager man ikke højde for, om du har fået epidural under fødslen i forhold til at tjekke op på om alt forløber planmæssigt med amningen.
Hvilke udfordringer er der ved epiduralblokade under fødslen og amningen
Undersøgelser viser at kvinder, der har fået epiduralblokade, har vanskeligere og mindre succesfulde ammeforløb, med en øget tendens til helt at opgive.
Det man ofte ser hos kvinder, der har fået epiduralblokader, er:
- Kvinder med epiduralblokade ammer ikke så ofte indenfor de første 4 timer efter fødslen.
- Kvinder med epiduralblokade har et væsentligt lavere oxytocinniveau sammenholdt med kvinder, der har født uden. Jo mere medicin, de har fået, jo lavere er deres oxytocinniveau.
- Kombinationen af epiduralblokade og vestimulerende medicin viser, at kvinder på anden dagen efter fødslen har et oxytocinniveau svarende til, før de blev gravide.
- Kombinationen af vestimulerende medicin og epiduralblokade nedsætter babys parathed til amning.
Oxytocin er et lykkehormon, forelskelseshormon og mælkehormon. En lav koncentration af oxytocin vil påvirke betingelserne for både amningen og for at føle lykke og glæde ved at være blevet mor. Babys oxytocinniveau påvirkes ligeledes, hvilket kan medføre at baby ikke er så interesseret i brystet.
Hvad jeg selv kan gøre for min amning
Du kan sagtens være en af dem, hvis krop, i forhold til amningen, ikke påvirkes af at du har fået en epiduralblokade, hvilket jo bare er dejligt. Alligevel er det godt at være ekstra opmærksom på amningen.
Påtænker du at få en epiduralblokade, er det særligt vigtigt, at du optimerer dine muligheder for at lykkes med amningen. At du har særligt fokus på, hvordan din baby kommer fra start med amningen – og beder om hjælp, hvis I har brug for det. Har du allerede født og haft epiduralblokade, og tænker du at det påvirker din ammestart, der ikke har været god, er det nu, du skal handle på det og gøre en ekstra indsats for at vende situationen.
At “starte forfra” med din baby kan være en hjælp til at vende situationen. Det vil sige, at man forsøger at genskabe stemningen fra lige efter fødslen, hvor baby ligger hud mod hud uforstyrret sammen med sin mor. Mange gange vil det kunne gen-vække din babys instinkter og reflekser og medvirke til, at dit barn kommer til brystet. At “starte forfra” kan ikke stå alene, da det også er vigtigt eksempelvis at mælkeproduktionen hjælpes på vej (hvis den ikke er helt som den skal være), men det kan være med til at øge jeres oxytocin-niveau og tilknytning – altsammen afgørende for amningen. Det er også vigtigt for prolaktinproduktionen og dannelsen af prolaktin-receptorer at barnet komme til brystet.
Du vil have stor glæde af vores Effektiv, Smertefri Amning metode, der kan læres på følgende måder;
- Ved at købe vores Ammebog; Effektiv, Smertefri Amning – amning med ESA-metoden.
- Ved at købe vores Ammekursus, og du er i gang med det samme =>
- Ved at booke en ammekonsultation med os =>
Andre artikler om amning
- Hvordan en hård fødsel kan påvirke amningen
- Viden om den første amning
- Hvor lang tid tager en amning?
- Viden om den første mælk – råmælken
- Synker min baby nok ved brystet?