Det vigtigste er at få amningen godt i gang. Anbefalingen er derfor, i starten hvor din baby skal lære en god teknik ved brystet, at din baby IKKE introduceres for andet end bryst. Formålet er, at din baby skal opnå sikkerhed ved brystet, herunder i sutteteknikken (og undgå sutterforvirring). Den generelle anbefaling er derfor at det nyfødte ikke sutter på noget andet; sut, finger, sutteflaske og ammebrikker end brystet før amningen er veletableret.
I praksis betyder det at sutten ikke introduceres før;
- Din baby mestrer teknikken ved brystet perfekt – hver gang.
- Din baby er nem at hjælpe til brystet.
- Der er godt med mælk og din baby tager på i vægt.
Kan sutten gives før – og hvornår da?
Den generelle anbefaling er altså, at man bør være tilbageholdende med at introducere sut, i hvert fald indtil amningen er veletableret. Meget interessant er det dog at se nærmere på resultaterne fra en opgørelse lavet på Oregon Health & Science University Doernbecher Children´s Hospital.
Her havde man tidligere anvendt sut på barselsafdelingen. Men i januar 2011 fjernede man sutterne som et led i det “Spædbarnsvenlige initiativ”. Det spædbarnsvenlige initiativ er et tiltag, som blev præsenteret af WHO og UNICEF i 1993 med det formål at give kvinder mulighed for at amme fuldt i 6 måneder. Initiativet indeholder 10 skridt mod en vellykket amning, hvoraf et af dem er, at der ikke tilbydes narresut eller sutteflaske, før amningen er veletableret.
På hospitalet i Oregon fjernede man altså sutterne fra barselsafdelingen i januar 2011. Da man analyserede data på de i alt 2249 nyfødte børn så man, da man fjernede sutterne, at andelen af børn som udelukkende blev ammet faldt og andelen af børn, som fik tilskud af modermælkserstatning steg. Andelen af babyer, der blev eksklusivt ammet (udelukkende blev ammet), gik fra 79% til 68%. Samtidig steg andelen af babyer, der fik tilskud af modermælkserstatning fra 10% til 28%. (læs mere her)
Sutten kan have en positiv betydning for amningen
Det ser altså ud som om brugen af sut faktisk kan have en positiv effekt på amningen, idet den kan nedsætte behovet for tilskud af erstatning i de allerførste dage efter fødslen, inden mælken løber til. Det gælder selvsagt de børn der har svært ved at vente på mælken. Tilbageholdenhed med at give sut er derfor ikke altid en god anbefaling. Resultaterne fra Oregon stemmer i hvert fald meget godt overens med vores erfaringer på Babyinstituttet.
Vi introducerer sut ved behov, sammen med teknikker og håndgreb til at sikre en god teknik ved brystet og hjælp til tømningen. Dog udelukkende den runde sut, da vores erfaring er at alle andre sutter skaber sutteforvirring og ammeproblemer. På Babyinstituttet oplever vi tilmed at den runde sut kan bruges til at træne tunge og kæbemuskulaturen. Det gælder udelukkende de runde sutter, helst i størrelse 2, men størrelse 1 kan også gå helt i starten (den første uge eller 2).
Vi oplever, at sutten hjælper barnet med at finde ro de første dage, hvor der er begrænset mængde mælk i brysterne. Sutten skal selvfølgelig gå sammen med en god teknik ved brystet og hjælp til at etablere en god mælkeproduktion. Sutten er også god, hvis barnet vil ligge meget længe ved brystet, da det er slidsomt for brystvorten helt i starten.
Babyinstituttets erfaring med sut
Hvis du holder dig til at give dit barn en rund sut, er det vores erfaring, at den uden problemer kan gives tidligere i forløbet. Den runde sut kan i nogle tilfælde ligefrem være med til at styrke amningen og babys motorik i tungen (svøbet) samt muskelstyrken i tungen – svøbets kraft. Derfor kalder vi den ammevenlig.
Du skal selvfølgelig være opmærksom på at din baby ikke bare ligger med sutten, i stedet for at få mad, i forhold til at sutten kan gøre din baby træt i kinderne, også give en følelse af falsk mæthed. Den må ikke erstatte måltider, din baby skal til brystet hyppigt i starten.
Hvad kan jeg selv gøre?
Du kan vente med at give din baby sut eller andet at sutte på end brystet, indtil amningen er veletableret. Det er den, når din babys teknik er god, mælkeproduktionen er god, og dit barn tager fint på ved hjælp af brystmælk alene. Hold dig til den runde sut, hvis du gerne vil amme.
Ved tidlig introduktion af sut (før amningen er veletableret) skal du være opmærksom på, at din baby først og fremmest bruger sine kræfter ved brystet og får nok mad – og at sutten ikke bruges i stedet for mad eller trætter din baby. Igen, giv kun den runde sut. Sutten kan bruges efter dit barn har spist, til at finde ro mens i venter på at mælken løber til.
Sammen med den runde sut bruger vi altid ESA-metode, der blandt andet består af håndgreb til at lægge baby korrekt til brystet og teknikker til tømning af brystet. Begge dele booster mælkeproduktionen, forebygger og løser ammeproblemer.
- Du kan lære ESA-metoden med vores ammekursus, du er i gang med det samme =>
- Du kan læse om vores online ammekonsultationer her ⇒
- Du booker din online amme- eller babykonsultation her =>
Andre artikler om amning
- Den allerførste amning, læs om den her ⇒
- Hvordan en hård fødsel kan påvirke amningen
- Viden om sår på brystvorten, fra amningen
- Brystforstørrelse eller brystreducering og amning
- Læs om når mælken løber til