Du vil bløde fra skeden både under og efter fødslen og kejsersnit. Overvejende i den allersidste del af fødslen efter din babys ankomst til verden, og i den første tid efter fødslen.
Blødning under fødslen kommer fra åbningen af livmoderhalsen. Denne blødning er ikke særlig stor. I få tilfælde kan der også komme blødning under fødslen fra moderkagen, der har løsnet sig. Mistænker man dette, vil man holde særligt øje og overvåge din baby i maven med CTG.
Blødningen efter fødslen kommer fra det sted i livmoderen, hvor moderkagen har siddet. Blødningen begrænses af efterveerne, der holder livmoderen sammentrukket og afklemmer alle de små kar, der har forsynet moderkagen med blod igennem graviditeten.
Blødning i forbindelse med fødsler er en af de hyppigste grunde til at kvinder i u-lande ikke overlever fødslen.
Alle fødende tilbydes forebyggende en indsprøjtning
I Danmark tilbydes der over hele landet en indsprøjtning i lårmusklen med syntocinon lige efter barnets fødsel. Det er et forebyggende tiltag, der hjælper livmoderen til at trække sig bedre sammen efter fødslen, så blødningen mindskes.
Jordemoderen holder øje med livmoderen og blødningen
Når moderkagen er ude vil din jordemoder tjekke, at det ikke bløder for meget, hun vil også tjekke, at din livmoder er hård, og derved afklemmer de kar, det kan bløde fra. Det gør hun ved at mærke udefra på din mave.
Det normale er, at livmoderen og blødningen vurderes:
- efter fødslen
- 1 time efter fødslen
- 2 timer efter fødslen
Hvis du har blødt til den gode side, vil man holde yderligere øje.
Hvor meget er normalt at bløde i forbindelse med fødslen?
Det er normalt at bløde op til 0,5 L i forbindelse med fødslen.
Hvor meget må jeg bløde efter fødslen?
Blødningen som MEGET kraftig menstruation, hvor der godt kan godt komme en klump eller to ud af skeden i forbindelse med toiletbesøg i dagene efter din babys ankomst er helt normal.
Blødningen skal være aftagende hver dag.
Der kan gå op til 6 uger efter fødslen/kejsersnit før blødningen er helt aftaget.
- Du finder bind, skylleflasker, køleomslag til efter fødslen her ⇒
- Du finder alle vores udvalgte produkter i shoppen her ⇒
Hvordan ser blødning efter fødslen ud?
I starten ser blødningen ud som en kraftig menstruation. Det vil sige som frisk blødning. Blødningen vil herefter først blive mindre i mængde, for så at blive mørkere. Til sidst vil den blive brunlig, og til allersidst være blodige rød-brunlige spor i klart sekret.
Hvornår skal jeg kontakte hospitalet eller min læge
Bløder du for meget, skal du kontakte hospitalet eller din egen læge. Det er;
- Hvis du bløder meget og kraftigt derhjemme.
- Hvis der kommer klumper af blod ud, der er større end et hønseæg.
- Hvis blødningen ikke aftager i styrke for hver dag.