Søg
Close this search box.

Badning af nyfødt / første bad

På Babyinstituttets bader vi først baby, når mælken er løbet til og barnet kan spise sig fuldstændig mæt ved brystet. Den bedste mulighed for at det første bad – og badning generelt – bliver en god oplevelse for din baby, er nemlig at din baby er HELT mæt. Alt nyt virker mindre skræmmende, når man er dejlig mæt. En nyfødt baby, der ikke er mæt, vil ret ofte græde i badet, og det første bad skal jo helst blive en god oplevelse og herefter en dejlig rutine.

Mange babyer kommer til at elske at bade, måske fordi det minder om fostertilværelsen. Du kan bade din baby dagligt eller hver 14 dag. Badet kan også bruges som beroligende, hvis barnet græder, er uroligt eller har ondt i maven. Men det forudsætter at I kommer godt fra start med badningen.

Du kan sagtens give din baby bad, før navlestumpen er faldet af, og du kan vente til at den er faldet. Nogle steder anbefales at vente, og andre steder bades børnene, mens navlestumpen stadig er der. Navlen bliver fin i begge tilfælde, blot er det vigtigt at tørre/duppe navlestedet grundigt efter badet.

Badet gøres klar

Når du skal bade din nyfødte, er det bedst at gøre badet klar, mens din baby stadig ligger ved brystet, så din baby kan komme i bad, så snart din baby er mæt. Det kan partneren gøre, mens der ammes. I kan altid putte lidt mere varmt eller koldt vand i, afhængig af om det tager lang tid eller kort tid at blive færdig ved brystet.

Din baby skal have sit eget bad, og ikke bade i håndvasken eller lignende (på grund af rengøringsmidler og sæberester mv). Din baby kan også bade sammen med dig i et voksenbad. Her vil det være bedst, at der er en anden person til at hjælpe, da det kan være besværligt både selv at komme op af badet og sørge for, at ens baby ikke bliver kold.

Det er bedst, at der er dejlig varmt i rummet, hvor du skal bade din baby, både så det er mere rart, men også så din baby ikke bliver kold. Vandet din baby skal bade i skal være kropstemperatur (37 grader eller en lille smule varmere). Ofte vil selve karret hurtigt gøre vandet en grad koldere. Du kan med fordel lave vandet 38 grader, så det, inden din baby kommer ned i vandet, vil være en passende temperatur (og ikke så hurtigt blive for koldt). Tjek temperaturen igen inden din baby kommer i vandet og temperere det med lidt mere koldt eller varmt vand.

Temperaturen kan måles med et badetermometer, men du kan også træne dig op til at føle temperaturen med håndled eller albue.

Fyld så meget vand i karret, at hele barnets krop (ikke hovedet) kan dækkes med vand, det vil føles mest behageligt.

Kom eventuelt lidt badeolie i vandet, men ikke sæbe

I Danmark er der ikke kultur for at putte sæbe i vandet, og der er heller ikke brug for det. Hvis du bader din baby ofte, vil lidt badeolie i vandet gøre at din babys hud ikke udtørrer af vandet. Især hvis du bader tit, kan du se at huden på din baby bliver tør, hvis der ikke er olie i vandet.

Din baby kommer ned i vandet

Sørg for at alt det, der skal bruges til badet og til påklædningen bagefter, er fundet frem, inden du putter din baby ned i vandet.

En nyfødt baby vil være i badet omkring maks 10 minutter. Hav et håndklæde klar til at pakke din baby ind i med det samme. Det en baby ofte mindst kan lide er at komme op – og få kold luft på sin våde hud. Pak især hovedet ind, det plejer at gøre barnet roligt igen.

Hvor ofte skal en baby bades?

Du kan bade din baby dagligt, eller ofte. Gør du det, vil det som sagt være en fordel med lidt badeolie i vandet, da vandet i sig selv vil tørre huden ud.

Du kan også nøjes med at bade din baby hver 14 dag, så længe du holder din baby ren i alle folderne med en almindelig vaskerutine Det fleste babyer skal bade omkring en gang om ugen, for at kunne huske det fra gang til gang.

Andre artikler om nyfødte

Andre artikler, der kunne have interesse

KOM MED IND I BABYBOBLEN

Få jordemoder Ditte Bach insiderviden om graviditeten og din babys udvikling dag for dag

Få daglige guldkorn om din graviditet og din babys udvikling i livmoderen for 0 kr. direkte i din indbakke. Du får perler af viden om graviditeten, fosterudviklingen, fødslen, amningen og om livet efter fødslen. Du kan let afmelde dig igen, men de fleste bliver hængende i Babyboblen med jordemoder Ditte Bach. der også er forfatter til Babyinstituttets gravid dag for dag bog, samt Babyinstituttets ammebog, flaskebog og nyfødt bog.

error: Content is protected !!