Søg
Close this search box.

Nattøj til baby, fra hvornår?

Din baby har brug for tøj for at kunne holde sig varm, og helt små børn er ikke særlig gode til at temperaturregulere sig selv. Det vil sige, at din baby vil kunne blive kold og kølet ned ved at ligge på noget, der er koldt eller have det for koldt. Om natten vil du også selv sove mellem din babys måltider og ikke kunne holde øje med din babys temperatur lige så godt eller hyppigt, som du kan om dagen.

Der vil ofte være koldere om natten. Ligesom at det bliver koldere, som natten skrider frem. Du har derfor brug for at sikre dig at din baby holder en tilpas temperatur om natten. Det gør du ved, at din baby har nattøj på kroppen under søvnen om natten. Som et must i hvert fald på overkroppen, så brystkassen og lungeområdet holdes varmt og ikke bliver koldt eller køles ned. Din baby vil også have dyne på (på varme sommerdage, måske noget tyndere end en dyne).

Det anbefales at I ikke ligger hud mod hud om natten, da du selv skal sove og der vil være stor risiko for at du falder i søvn, mens du ligger med din baby (hvilket du ikke må). Formålet med anbefalingen er at reducere risikoen for vuggedød.

Det behøver ikke (rigtigt) nattøj i starten

Når din baby er helt lille, har han eller hun ikke rigtig brug for nattøj. Eller det vil sige, det tøj en lille baby har på er ofte helt magen til det, vi kalder nattøj. Nattøj til babyer er dejlig bløde dragter, uden krave, knapper eller andet det kan genere under søvnen, og derved gør dem særlig rare for barnet at sove i.

Hvis det tøj, din baby har på op til natten opfylder de krav (er dejlige at sove i), kan din baby lige så godt fortsætte med det tøj, din baby har på, om natten.

Babyer sveder heller ikke rigtig, hvorfor der ikke er grund til at skifte til nattøj på grund af det. Du kan selvfølgelig sagtens give din baby nattøj på om natten, det vil være helt op til dig selv. Men hvis din baby ikke er så vild med at få tøj af og på, så er det vigtigste, at det tøj, din baby har på, er rart at sove i.

Nattøj til baby, hvornår så?

Når din baby bliver lidt ældre, vil der ofte være flere dikkedarer på din babys tøj, der gør at nattøj begynder at give god mening. Nattøj giver i hvert fald absolut god mening fra din baby begynder at spise overgangsmad, da der ofte sidder en del tilbage på tøjet efter aftensmaden. Hvorfor det føles rart at få tøjet af, der måske også er vådt og putte din baby i nattøj.

Nattøjet som en del af putteritualet

En anden grund til at give nattøj på er, at det markerer en overgang mellem dag og nat. For at det giver mening, skal dit barn dog være så gammel at han eller hun har en forståelse af, at det tøj han eller hun får på er “nattøj”. For babyer der bliver puslet mange gange om dagen og måske også får skiftet tøj mange gange om dagen, vil det ikke kunne forstås at det tøj vi kalder nattøj, er anderledes end det tøj vi ikke kalder nattøj.

Natdragter er smartest i starten

Det smarteste nattøj til helt små børn er uden tvivl heldragter. Heldragter er nemme at give på og især smarte fordi de holder maven varm. Nattøj bestående af bluse og bukser skiller ofte på midten.

Først senere kommer natdragten i konkurrence med et nattøj bestående af bluse og bukser, ofte med en undertrøje (bodystocking uden ærmer) under, så maven holdes varm.

Nattøj findes også uden fødder – som natposer

Der findes også specialdesignet natbluser til de helt små, der er uden ben. De åbnes forneden, så man nemt kan pusle ens baby om natten uden at skulle tage tøjet af. Din baby vil i nattøj-posen have følelsen af at have bare ben, hvilket kan være en dejlig følelse. Det kan også gøre det sværere at holde varmen, i forhold til tøj, der sidder mere tæt. Hvis du synes din baby har kolde tæer i nattøjs-posen, kan du sagtens give din baby strømper på.

Din baby kan selvfølgelig også helt i starten af livet sove i nattrøje-posen om dagen.

Nattøj i flere lag, til babyer der sover uden dyne

Er dit barn blevet større og sparker han eller hun konsekvent dynen af om natten, så kan det være en smart løsning at give nattøj på i flere lag. Du kan eksempelvis sagtens give dit barn, der sover uden dyne, 2 natdragter i uld på om vinteren. På den måde ved du, at dit barn holdes varmt om natten – og du slipper for at ligge og bekymre dig om det. Og du slipper for igen og igen forsøge at putte dynen på dit barn, der inden du næsten har lagt dig har sparket den af igen.

KOM MED IND I BABYBOBLEN

Få jordemoder Ditte Bach insiderviden om graviditeten og din babys udvikling dag for dag

Få daglige guldkorn om din graviditet og din babys udvikling i livmoderen for 0 kr. direkte i din indbakke. Du får perler af viden om graviditeten, fosterudviklingen, fødslen, amningen og om livet efter fødslen. Du kan let afmelde dig igen, men de fleste bliver hængende i Babyboblen med jordemoder Ditte Bach. der også er forfatter til Babyinstituttets gravid dag for dag bog, samt Babyinstituttets ammebog, flaskebog og nyfødt bog.

error: Content is protected !!