Blog

Min Baby - 1 måned til 1 år / Mit Barn - 3 år og frem / Sundhed, trivsel og udvikling

9 gode råd til hvordan du holder dit barn sund og rask – og mindsker sygdom

Sund og rask baby, der sidder og smiler

Så går vi ind i efteråret – og alle børn (og voksne) er begyndt at få snotnæser….

Efterarsforkølelse - pige der pudser næse

Det gælder både voksne, skolebørn, børnehavebørn og babyer (især hvis man har en storesøster eller storebror, der har sin daglige gang i institution blandt en masse andre børn). Her får du 9 gode råd ti,l hvordan du holder dit barn sund og rask – og mindsker sygdom.

Kroppen er klar til bekæmpe dårlige bakterier!

Når man bliver syg bliver ens immunforsvar stærkere. Immunforsvaret lærer den bakterie eller virus at kende, og næsten gang den melder sin ankomst, så er kroppen klar – eller kan hurtigt blive det – til at bekæmpe den fremmede gæst, og vi undgår ofte at blive syge – igen.

Der ud over er vores krop fyldt med gode bakterier, der passer på os. Og når der først er fyldt op (med de gode), så kan det være svært for de dårlige at få plads – eller at sprede sig. Det samme gælder med vores mave-tarmsystem. I mavesækken er der mavesyre, klar til at slå det meste ihjel, og vores tarm er fyldt med gode bakterier, så det bliver svært for dårlige (fremmede) bakterier at få plads. Med mindre vi lige har fået fået en ordentlig omgang antibiotika, der slår alt ihjel – de dårlige bakterier det er tiltænkt, men også alle de gode, der skal beskytte os. Her er der mere frit slag for alle i forhold til at erobre noget plads.

Her er nogle råd til, hvordan du holder dit barn sund og rask

Her er nogle simple råd til hvordan du holder dit barn sund og rask, der er nemlig på ingen måder grund til at rage alt muligt til sig – og slet ikke hvis dit barn ikke er særlig gammel. Det er nemlig bedre (og sjovere) at være sund og rask end syg.

Sund og rask baby, der sidder og smiler

1. Værsgo – et dagligt skud beskyttelse!

Babyer, der får brystmælk får dagligt hjælp mod de dårlige (fremmede) bakterier, idet brystmælk indeholder antistoffer, der støtter barnets immunforsvar.

Så er din baby på vej til at starte i vuggestue, og er du ved at ville stoppe med at amme, så er det en god ting at vente, indtil dit barn har haft sine første 2-3 måneder i vuggestuen. Vuggestue start og senere børnehavestart betyder en masse nye børn omkring dit barn. Det er for de fleste børn en dejlig ting, men det betyder også en masse udvekslen af bakterier og nye fremmede bakterieflora, din baby skal til at vende sig til. Så du kan derfor godt forberede dig på en del sygdom de første 2-3 måneder ved vuggestuestart, og også en del ved børnehavestart (dog mindre, da dit barns immunsystem allerede er mere hærdet på det tidspunkt).

2. Vask hyppigt hænder!

Vask hyppigt hænder og altid:
– efter toiletbesøg.
– efter bleskift (eller sprit hvis du ikke kan vaske hænder).
– når du har pudset næse på barnet eller rørt ved urene ting (eller sprit hvis du ikke kan vaske hænder).

– når du har rørt ved jord eller været ude.

– inden madlavning.

– når I kommer hjem fra vuggestue hver eftermiddag

3. Luft ud!

Hvis luftfugtigheden i rummet er stor kan mikroorganismer nemmere og bedre formere sig. Luften bliver fugtig når du ligger og sover (når du ånder ud), når du lavet mad og i det hele taget har med vand at gøre – er i bad mv. Og der hvor du tørrer dit tøj.

Høje rumtemperaturer giver også større muligheder for at mikroorganismer kan formere og sprede sig. Derfor er det også vigtigt at lufte ud når det er varmt. I rum, hvor der er flere mennesker samlet, skal der luftes ud i korte perioder, gerne flere gange dagligt.

Vær også opmærksom på, at en fugtig bolig kan give anledning til sygdom og nedsætte modstandkraften hos dem der bor i det. Det er derfor vigtigt, så vidt det er muligt, at bo i en sund bolig. Det samme gælder naturligvis der hvor dit barn passes (er til daglig).

4. Dit barn må ikke have det (for) koldt

Afkøling og for lidt tøj kan i sig selv ikke give forkølelse, men det kan påvirke modstandskraften negativt. Hvis barnet er blevet “angrebet” af en bakterie eller virus vil det meget lettere udløse at barnet bliver syg, hvis barnet er koldt (våd) eller fryser. Legemstemperaturen på de 37 C er med til at beskytte os mod mikroorganismer. Når man fryser, trækker blodkarrene sig sammen, det får temperaturen til at falde, og dermed kan sygdomsbakterier og viruser bedre gro. Da virus og bakterier ofte sidder i næse, svælg og hals, vil det være herfra symptomerne kommer i form af forkølelse.

Det er især vigtigt at barnet er godt varm på fødderne. Det er meget ubehageligt at fryse om fødderne, men også fordi at kolde fødder let gør at kropstemperaturen falder.

Det samme gælder for det lille barn hvis hovedet nedkøles, fordi arealet på hovedet er relativt stort i forhold til resten af kroppen. Derfor er en hue på babys hoved vigtig – og den skal dække ørerne, så der ikke bliver koldt inde i ørerne (giver risiko for mellemørebetændelse).

Er dit barn en baby skal du passe på, at dit barn ikke har det for varmt under søvnen, da det øger risikoen for vuggedød (læs om vuggedød her). Din baby skal altså være hverken for varm eller kold under søvnen.

5. Dit barn skal holdes tørt

Luft har en god isolationsevne, og vand har en dårlig isolationsevne. I fugtigt og vådt tøj erstattes luften af vand. Hvis ens tøj er fugtigt, bliver man hurtigt koldt og dermed lettere modtagelig overfor en infektion.

Køb af gode vandtætte sko og vinterstøvler er derfor godt givet ud – også selvom de er dyre, når man tager størrelsen i betragtning. Men det er også vigtigt med åndbart fodtøj. Svedige fødder giver fugtigt fodtøj – og kolde tæer. Så køb sko og støvler i åndbart materiale og sørg for, at barnets sko og støvler bliver tørret mindst en gang i døgnet. Tag gerne sålerne ud om natten.

I vinterperioden er det en fordel at have uldundertøj på. Uld kan lettere end bomuld transportere sved væk fra kroppen, men aldrig på en måde hvor huden bliver kold, grundet at uldens egenskaber. Uld undertøj hindrer dit barn i at blive kold på kroppen – og lungerne.

Det lille barn, der sidder meget på jorden, kan med fordel have et par regnbukser eller vandtætte termobukser ud over de almindelige bukser, så han eller hun ikke bliver våd eller kold fra jorden. Der findes også flyverdragter, der har gummi syet på hele sædepartiet. En flyverdragt er både let og behageligt at bevæge sig i for dit barn, og nemt for den voksne at give på (eller selv for barnet at tage på).

6. Luft madrassen i barnevognen

Madrassen i barnevognen bliver let fugtig, når dit barn ligger og sover på den, og man bliver let forkølet af at ligge i et fugtigt miljø (på en fugtig madras). Sørg derfor for daglig luftning og tørring af madrassen. Løft madrassen op og stil den på højkant når dit barn er færdig med dagens lure – og tag den evt med ind, hvis barnevognen står et sted, hvor madrassen ikke vil kunne tørre.

7. Giv dit barn sund mad

For at alle de naturlige beskyttelsesfunktioner i kroppen kan fungere, er det nødvendigt, at kroppen får tilført de nødvendige næringsstoffer, vitaminer og mineraler, for at systemet kan fungere optimalt.

Usund kost og sukker har ingen egenlig næringsværdi ud over at tilføre kalorier. De indeholder ingen, eller kun få, næringsstoffer, vitaminer og mineraler, der er brug for, for at kunne bygge en krop (vokse), og for at kunne holde sig sund og rask.

8. Giv dit barn nok søvn – og tid og ro

En anden ting der er absolut afgørende, både for indlæringen og for kroppens almene tilstand er søvn. En god søvn, og nok af den. er ud over en masse andre ting du kan læse om her ⇒ med til at styrke modstandskraften (immunforsvaret) hos barnet. Det er derfor vigtigt, at børn ikke er i underskud på søvn.

Desuden vil mangel på søvn øge stressniveauet. Når kroppen er stresset, så mærker man ikke at man er træt, fordi stesshormonerne vil sløre den kendsgerning (det at din barn ikke virker træt er derfor ikke altid det samme som at dit barn ikke ér træt). Stress er med til at forringe modstandkraften – også den der kommer fra andet end søvnmangel. Så en levevis, der undgår stress (den der står på over længere tid) er sund og med til at styrke modstandskraften.

9. Tag imod de offentlige sundhedstilbud

Det er en god idé at følge de undersøgelser det offentlige tilbyder hos egen læge – inkl. det vaccinationsprogram alle børn gratis får tilbudt.

Vælger du ikke at følge eksempelvis vaccinationsprogrammet, så sæt dig grundigt ind i det, måske der er nogle af vaccinationerne, der vil være gode at give dit barn – og det måske bare er nogle af dem du vil undgå.

Ditte Bach, jordemoder
Ditte Bach (1972) har arbejdet som jordemoder, siden hun blev uddannet i 2003. I 2009 startede hun og Charlotte Utzon Det Private Barselshotel i Gentofte og i 2013 Baby Instituttet. Ditte er gift med John og har en pige fra 1997 og en dreng fra 2004.