Måske du har et barn, der ikke sover særligt godt eller særligt meget, og du er på jagt efter noget, der kan hjælpe. Her synes vi selvfølgelig ,at du skal med på vores Søvn i Babysteps Forløb, der klæder dig på til at kunne hjælpe din baby til god søvn og gode sovevaner.
Her deler jeg mine 9 favoritkøb til søvnen, jeg selv og de forældre jeg har på mine soveforløb har været allermest glade for som hjælp til søvn – selvfølgelig ud over en sut (hvad jeg tænker dit barn allerede har, eller ikke vil have). De kommer i vilkårlig rækkefølge. Du kan læse, hvordan de hver især hjælper søvnen på vej, og se, hvordan de forskellige køb afhjælper og imødekommer forskellige udfordringer.
Sovehue fra Joha
Funktion – skærmer synssansen
Denne hue kan fungere som både hue og sovehue. Når den lille kant bukkes ned, dækker den din babys øjne, og på den måde skærmes din babys synsfelt.
Det er en god løsning, da den på den måde fungerer som en baby-sovebrille – uden at være det. Sovebriller frarådes nemlig til babyer pga. sikkerheden. Den er i bomuld og er derfor ikke for varm og kan fås i flere størrelser og farver.
Sengehimmel fra Filibabba
Funktion – skærmer synssansen og gør soveområdet mere mørkt
En sengehimmel har samme funktion som sovehuen; nemlig at skærme barnet og reducere mængden at stimuli. Ved at begrænse mængden af stimuli barnet har adgang til, når han eller hun skal sove eller i opvågningerne under søvnen, er det nemmere for barnet at glide ind i søvnen igen eller for forældrene at hjælpe barnet ind i søvnen. Sengehimlen er til brug indenfor, hvor en hue vil være for varm, og giver masser af ilt til barnet, da den hænger højt, og der er masser af luft over barnet.
Den mørke sengehimmel hindrer tilmed lyset i at komme ind (og altså gør stedet, hvor barnet sover, mørkere), der også kan fremme søvnen.
Strækvikle fra Mushie
Funktion – bevægelse, fysisk begrænsning, lodret stilling
En vikle kan bruges til urolige dage og kan være en lifesaver for urolige babyer, der har svært ved at sove. Især refluks babyer og mindre børn med ondt i ørene har stor glæde af den lodrette position, barnet har i viklen. I viklen sidder barnet lige op og ned samtidig med, at bevægelsen og kontakten med forældrene kan aflede opmærksomheden fra gener fra kroppen.
Barnet sidder også mave mod mave med mor og far, der gør, at barnets mave bliver opvarmet af forældrenes kropstemperatur, hvilket kan lindre mavegener.
Slyngevugge evt. med motor – fra Membantu
Funktion – bevægelse, let hævet hovedleje
Slyngevuggen er populær, da den kan skabe bevægelse under søvnen. Det kan den gøre på 3 måder. Når vuggen hænger stille, laver den en modbevægelse, når barnet bevæger sig nede i vuggen på samme måde, som barnet kender fra livmoderen. Dertil hænger slyngevuggen frit og kan vugges frem og tilbage af forældrene. Vuggen hænger også i en fjeder, så den kan bounce op og ned. Den sidste bevægelse kan overtages af en motor, som man kan tilkøbe sin slyngevugge.
Slyngevuggen er god til aflastning sidst på dagen til urolige babyer og en fantastisk aflastning til forældre med babyer, der har brug for meget eller konstant bevægelse under søvnen. Man skal være opmærksom på, at barnet også kan vende sig til bevægelsen, der gør, at man vil skulle arbejde på at komme af med bevægelsen igen.
Rokkefødder – fra Britax
Funktion – bevægelse (i en ellers stillestående seng)
Rokkefødderne kan skabe bevægelse i en almindelige barneseng. De er gode som en overgang fra, at barnet har haft brug for bevægelse til at komme i egen seng, der IKKE kan bevæges. Måske fordi barnet er vokset ud af sit bevægelige sovested eller nu har brug for at komme over i sengen.
Rokkefødderne har en begrænsning i, hvor meget de kan bevæge sengen, men nogen bevægelse kan de klare og kan være lige det, der gør, at barnet bliver glad for sin seng.
Svøb med velcro – fra SwaddleMe
Funktion – fysisk begrænsning
Babyer, der ikke sover så meget, som man kunne ønske sig, er ofte meget på. Det gør det både svært at sove og at blive i søvnen, da hjernen let popper ud af søvnen. Ved at svøbe barnet holdes kroppen (især armene) i ro under søvnen. Det gør, at de ikke sender signaler til hjernen, der så “kan vækkes”, og gør det nemmere for barnet at fastholde søvnen ligesom, at det markerer overfor hjernen, “at vi sover”.
Svøb kan fås som et stoftstykke på 120 X 120 cm fra Mushie eller med velcro fra SwaddleMe, hvis det bare skal være nemt og give en bedre lukning (som barnet ikke kommer så let ud af) .
Tyngdedyne – fra Husk Little One
Funktion – fysisk begrænsning
Tyngdedynen er for de børn, der har haft god gavn af at blive svøbt, men nu måske er vokset ud af svøbet. Det kan også være, at barnet ikke vil svøbes, men falder til ro af at blive holdt eller begrænset. Tyngdynen giver mere frihed til bevægelse end svøbet, da den ikke er så tung, at barnet ikke kan bevæge sine arme under den.
Tyngdedyner virker især godt på børn, der har meget motorisk uro. Det virker især godt for børn, der ligger og mosler rundt om natten og vækker sig selv ved det.
Lampe med rødt lys – Hvallampe fra Filibabba
Funktion – skærmer synssansen, fremmer melatonin-dannelsen
En natlampe med rødt lys er uundværlig, hvis man har en baby. Især hvis man har en baby, der har mange opvågninger om natten – og hvis man ammer eller giver flaske. Man har brug for at kunne orientere sig om natten for lige at kunne finde sutten eller for, at man gøre noget for sin baby.
Det røde lys forstyrrer ikke melatonin-dannelsen, og gør betingelserne for at falde i søvn igen bedre. Både for dit barn og for dig som forælder.
Kilepude fra Doomoo
Funktion – hæver barnets hoved, som er godt til refluks og øreproblemer
Kilepuden hæver barnets hoved, så det ligger lidt højere end kroppen. Det gør, at tyngdekraften kan hjælpe til med at holde indholdet i mavesækken nede i maven, hvilket hjælper babyer, der spiser meget store portioner og babyer med refluks. Der skal eventuelt bruges to puder i sengen for, at hældningen bliver stor nok. Én pude ofte er nok i barnevognen.
Hævet hoved hjælper også væsken til at kunne løbe fra øret igen – især om natten hvor barnet ligger ned i længere tid, er der brug for det. Kilepuden er derfor også god til ørebørn. Barnet kan ligge direkte på puden, der er en madras, eller den kan lægges under barnets madras i barnevognen eller sengen.