Charlotte Rigmor Utzon (1960), Jordemoder og sygeplejerske

“På Det Private Barselshotel er der tid til fordybelse, forståelse og omsorg, så det nye individ får den mest optimale modtagelse i verden og af sine forældre. Alle nyfødte har krav på at blive modtaget med respekt, værdighed og de bedste forudsætninger.”

Charlotte Rigmor Utzon, Jordemoder og sygeplejerske.

 

Da jeg var fire år, sagde jeg til min mor, at jeg vil have 100 børn. Da jeg var 16 år, så jeg min første fødsel som erhvervspraktikant på Helsingør Sygehus’ fødegang. Så at ville være jordemoder har været en del af mig hele livet.

Jeg blev sygeplejerske i 1987, og i 1996 fik jeg min autorisation som jordemoder i Sverige.

Jeg har siden arbejdet som jordemoder og nydt hver en jordemodertime. Jeg har primært arbejdet i Danmark, men også i Sverige, Norge, Grønland og Færøerne.

Jeg elsker mit fag og går højt op i at børn får en værdig modtagelse og at de helt fra start bliver set, hørt og respekteret. Sådan vokser glæden og kærligheden i familien.

Jeg er vild med hele min jordemoderfærden, men tilbagevendende er de mentale forberedelser i graviditeten, den gode fødsel, amning, samhørighedsbåndet mellem forældre og barn og barnets udtryksformer og førsproglige sprog.

Jeg har selv født tre vidunderlige børn, der nu er store. To drenge ved vaginal fødsel (1987)(1990) og den sidste, en pige, ved akut kejsersnit (1993).

Jeg har taget imod over 2000 børn i mit jordemoderliv og har nok haft mere end det dobbelte antal børn i hænderne.